Ævig Tak, o milde, yndigste Immanuel,
At du vild', du vilde dødes for min Siæl.
Derfor nu mit Øje seer til Himlens Høje,
Mild og bliid; thi dertil har du selv mig fried.

Gud skee Lof og Ære i al ævig Ævighed,
Som os gav sin kiære, søde Søn herned!
Trods den ondes Fraade! nu vil Goel raade,
For sin Flok. Ja ret! han fik os dyre nok.