Ach kunde jeg mig ned i Jesu sødhed senke
Og alle øyeblik hans kierlighed betenke,
Jeg hører, synes mig, en stemme hvor jeg gaaer:
Ach glem for alting ey din Jesu purpur-saar.

Ach ja, hvor kunde jeg min Jesu dig forglemme
Jeg lever jo i dig og dine vunder hiemme,
Dit kiød og blod har saa forvandlet siel og sind,
At mig din kierlighed har gandske taget ind.

Min siel er giennemblødt af Jesu livligheder.
Hver aare, i mig slaaer, kun efter Jesum leder.
Mit hierte dryper af hans vunders røde saft,
Og brænder himmel-høyt i Jesu sødheds kraft.

Saa stort, ach meer end stort et naades lyys oprinder,
Jeg arme støv og jord en himmel i mig finder,
Jeg var ey draabe værd, og fik et gandske hav,
Thi priser dig min siel, ja støvet i min grav.

O! lad din kierlighed kun altid mig indtage,
At, hvordan du det vil med mig i verden mage,
Jeg altiid har i dig et uforferdet mod
Og døer saa, naar Gud vil, paa Jesum og hans blod.