Jeg synger højt det ud: det er min Lyst,
naar Havets sorte Søer bruse mægtigst,
naar Bølgen ruller Skummets Flokke prægtigst,
at styrte mig med Vælde til dens Bryst,
at føle Strømmens Friskhed nær mit Hjerte,
dens Fart og Svulmen, som gør kold og varm.
og kløve Bølgen med min stærke Arm,
naar den har givet mig, hvad jeg begærte.

Naar Stormen brøler vildt, det er min Lyst
at vende kækt mit Fjed mod Nordenvinden,
at føle mine Lokker slaa mod Kinden,
der rødmer heftigt i den raske Dyst.
Det kildrer mig, den kraftige, den unge,
at se Orkanen svag imod min Kraft.
Jeg drikker Stormens Susen med min Lunge,
jeg nipper ej til Druens vamle Saft.

Naar Tordnen ruller over Jorden hen
og Fuglen dør af Skræk paa Træets Grene.
det er min Lyst at staa paa Marken ene
og med min Røst at overdøve den.
Og Zeus! naar Lynet knitrer i din Haand,
da griber jeg det som mit bedste Værge.
Mod denne Slægt, der blev en Slægt af Dværge,
jeg slynger det som Straffens vrede Aand.