Der er en Lov for Alting her paa Jorden,
For Alt hvad er, hvad kommer eller var,
For Alt i Østen, Vesten, Syden, Norden,
Naar blot en Gnist af Liv det i sig har;
For Alt, hvad i den ydre Verdensorden,
Som i den Indre, Form og Skabning ta'er;
Og Loven lyder i sin Simpelhed
(Thi simpelt er det Store): Op og Ned.

Op flyver Fuglen mod de høie Zoner,
For snart at dale paa den lave Bred;
Op bygges Spiret, som i Skyen throner,
For i Ruiner dybt at styrte ned;
Op stræber Helten efter Laurbærkroner,
Til Lykken svigter, paa hvis Bud han stred;
Thi op og ned gaaer Skjæbnen, gaaer vor Lykke:
Hvad stolt gaaer op i Glands, gaaer ned i Skygge.

Ja, op og ned i denne Verden gaaer
Ei Solen blot og Maanen, Nattens Øie
Ei blot de gyldne Stjerner i det Høie,
Ei blot det Hav, hvis Stigen Faldet spaaer:
Men hvert et Hjerte, som paa Jorden slaaer,
Som hæves snart af Fryd og snart af Møie;
Thi Glæde, Smerte, Frygt og Haab og Fred,
Alt gaaer som Bølgeslaget op og ned.

Og op gaae Støvets Bønner, medens Svaret
Fra Oven stiger ned med himmelsk Røst;
Og Sorgen, der blev nedlagt i vort Bryst,
Naar til sin Tid den trofast er bevaret,
Dybt fra vort Hjerte hæver sig som Lyst.
Alt, hvad vi haabed, elsked og erfared,
Det synker vel i Tidens Strømme ned,
Men dukker deraf op for Evighed.

Dog iblandt Alt, som stiger og som daler,
Og som paa denne Jord gaaer op og ned,
Ei noget Rigere jeg nævne veed,
End Livet selv i Opgang, naar det maler
Sig for vort Blik i Lys af Idealer
Forgyldt af Drømmen om Lyksalighed.
Naar Dødens Stund jeg sætter kun til Siden,
Hvad har da Kraft og Glands som Ungdomstiden?

Ja, Haabets dyre Brønd, hvor rig er du!
Dybt paa din Bund, hvor Livets Kilde rinder,
Hvert deiligt Eventyr den Unge finder,
Hvortil fra Barndomsdage stod hans Hu.
Naar ned han seer i dig, da i et Nu
Ham Lykkens Billed klart imøde skinner -
Men strækker han mod Billedet sig hen,
Strax svinder som en Taage det igjen.

Og fyldt af dette Ungdomshaab probeerte
Vor Adam Homo sig i Livets Dands
Mens nu som ung Student han Alt studeerte
Med klare Øine og med aaben Sands.
Sit hele Liv med Rødt han coloreerte,
Han spared ei paa Farve og paa Glands,
Og som han optog Alt, saa frem sig stilled
For ham i alle Ting hans eget Billed.

Sad han i Studiigaardens Høresale,
Imens af Viisdom han tog ind sin Part,
Og hørte der han sin Professor tale
Og demonstrere saa det havde Art:
Da gjerne Phantasien i en Fart
Hans egen lærde Fremtid monne male;
Da paa Cathedret han i Tanker saae
Sig selv som Polyhistor eengang staae.

Gik Søndagformiddag med Hat og Stok
I sorte Klæder han paa Promenaden,
Og saae den unge, smukke Dameflok,
Som, naar det blot er Solskin, Hovedstaden
Udsender for at see og sees paa Gaden,
Og som skjøndt stor dog aldrig stor er nok:
Da saae vor Helt — klarsynet som de Færreste -
I hver en yndig Glut sin Fremtids-Kjæreste.

Stod han i Kirken, hvor en talrig Skare
Andægtig lyttede til Præstens Ord,
Da Livets Gaader for sit Folk at klare,
Og blive geistlig Taler, Adam svor.
Gik i Theatret han, og fandt han bare
Paa Scenen af Talent det mindste Spor,
Saa Digteren ei reent gik bag af Dandsen:
Da vinked ham i Aanden Konstnerkrandsen.

Ja, hvordan ret sin Ungdom Adam nød,
Og hvordan Livets uafbrudte Strømme
Sig i hans Hjerte rigt og fuldt udgød,
Og avled glade Følelser og Drømme,
Hvorover, som paa Bølger, hen han flød:
Derom min Læser allerbedst kan dømme
Ved Gjennemlæsning af det første Brev,
Som efter Julen til sit Hjem han skrev.

Min søde Moder — saa begyndte Brevet -
Et glæd'ligt Nytaar først jeg ønsker dig,
Saa takker jeg for hvad du sidst har skrevet,
Samt for det Mammon, som du sendte mig.
End mit Stipendium dog holder sig,
Hvoraf jeg hidtil som en Prinds har levet;
Og derhos har ved Hjælp jeg af Patroner
Erholdt paa Christianshavn Informationer.

Heraf du seer at jeg er ovenpaa,
Og at din Sorg for mig er overflødig;
Thi Alt jeg næsten har, hvad jeg har nødig,
Og sig at hjælpe maa man her forstaae.
Forleden Dag en Skræder jeg ærbødig
Har spurgt, om jeg paa Regning kunde faae.
Han sagde Ja — saa tænk dig nu, min Moder,
Din Søn i russisk Frak med Silkefoder.

Men du min Leveviis jo kjende vil,
Og i dit sidste Brev du bad mig melde
Dig ret nøiagtigt hvordan Alt staaer til.
Istedenfor mit Liv nu at fortælle,
Et Svar jeg kunde give, som kan gjælde
Ved hver en Leilighed som Trumf i Spil.
Thi Alt med disse Ord jeg kunde sige:
For mig er Kjøbenhavn som Himmerige.

Men hvordan Dagen gaaer, du nu skal høre:
Naar Sex paa Kirketaarnet Uhret slaaer,
Da med et Spring jeg ud af Sengen staaer,
At ei til længer Søvn den skal forføre.
Derpaa mit Smørrebrød jeg selv maa smøre,
Mens op fra Vertens min Kop Mælk jeg faaer;
Naar den er drukken, strax jeg Bogen tager,
Og læser et Par Timer saa det knager.

Paa Forelæsninger jeg saa gaaer hen,
Hvor mellem Venner prægtigt jeg mig morer,
Og hvorfra nødig jeg gaaer bort igjen;
Thi vi har flere lærde Professorer,
Hvem Aanden springer ud af alle Porer,
Som paa de ægte geniale Mænd.
Ved alle Ting de stadigt har for Øie,
Studenterne at gavne og fornøie.

Er Klokken Eet, forlader jeg de Vise,
For, som du veed, ved et Familiebord
At faae den ypperligste Middagsspise,
Hver Søndag Sagosuppe, Steg og Roer.
Der har min Plads jeg hos en Jomfru Lise,
Hvis Omhu og Opmærksomhed er stor;
Thi hun — som og Familiens andre Lemmer -
For mig at byde ofte selv sig glemmer.

Saasnart af Bordet her man tager kun,
Strax i Studenterklubben ned jeg iler,
Hvor mellem Musasønner jeg en Stund
Ved Læsning og ved Snak mig herligt hviler.
Der lever høit man, medens Musen smiler
Fra flere aldrende Studenters Mund,
Som der man altid træffer, og som flittige
Vel ei kan kaldes, men i høi Grad vittige.

Har et Par Timers Tid jeg der hendrevet -
Jeg siger drive, men det hedde maa:
Har et Par Timers Tid i Vid jeg levet,
Da hjem i største Hast man seer mig gaae.
Da Bogen atter jeg mig kaster paa,
Og hvad om Formiddagen ned er skrevet
Med flygtig Pen, og tidt med flygtigt Sind,
Dybt i min Pande da jeg prenter ind.

Det Aften bliver. Ei Folk bør sidde ledige,
Det siger jeg mig tidt og tidt igjen;
Thi gaaer jeg snart til Kammerater hen,
Snart, naar jeg dertil Raad har, paa Comedie,
Hvoraf jeg bliver meer og meer en Ven.
Af Alting meest behager mig Tragedie,
Hvori der glimrer nu en ung Actrice,
Som ikke noksom her jeg kan dig prise.

Tænk dig en middelmaadig høi Figur,
Med Præg af Aandens Seier og Kjødets Spægelse;
Tænk dig et sjælfuldt Øies blaa Azur,
En Røst, hvis Klang er Hjertets Vederqvægelse,
En Konst, der gaaet over til Natur
Sig viser i enhver gratiøs Bevægelse,
I Smiil og Suk, i Jubel og i Klage -
Tænk dig det Alt! og Meer staaer dog tilbage.

Blandt andre Nydelser, som her jeg har,
Jeg og maa nævne dig en Dandseøvelse,
Hvori hver Lørdagaften Deel jeg ta'er.
Jeg nylig der blev underkastet Prøvelse,
Til Fryd for Damerne, til min Bedrøvelse,
Thi slemt iveien det venstre Been mig var.
Derhos bestandig skreg vor Dandselærer:
Hr. Homo! Deres Hoved skjævt De bærer.

Men hvor de unge Damer der er nette,
Og hvor paa deres Smag man stole kan!
Især jeg nævne maa en Frøken Jette,
Som i den hele Cirkel fører an.
Hvor hendes Fødder er i Valsen lette,
Og hvor hun har en ypperlig Forstand!
Naar klart i Dandsen hendes Øie spiller,
En Graties Dands jeg ret mig forestiller.

Foruden disse Øvelser, hvis Mening
Er sig at more og fornøie godt,
Ind i et andet Selskab er jeg traadt:
En udstrakt videnskabelig Forgrening,
En Tale- og en Disputeer-Forening,
Hvori Latinersproget høres blot,
Hver Onsdagaften her man disputerer,
Og i en aandig Kamp sin Kraft proberer.

Endnu omtaler jeg vor Exercering,
Thi som Student du veed man er Soldat:
Min gamle Kjole har jeg til Mundering,
Czako jeg laaner hos en Kammerat.
Ved Bataillonens Svingen og Formering
Jeg alt har lært at skjerme Land og Stat;
Men langt det vilde overgaae min Evne,
Hvis alle Løier her jeg skulde nævne.

Du seer, jeg lever i et evigt Røre;
Thi naar jeg til det Sagte føier, hvad
Du i mit sidste Brev jo fik at høre:
At end jeg ingen Søndag hjemme sad,
Da maa du tilstaae, jeg har Nok at gjøre.
Og dog ved dette Liv jeg er saa glad,
At tidt jeg er som salig heel og holden -
Da maa jeg ud i Luften, op paa Volden!

Da gaaer jeg frem med raske Skridt, mens Vinden,
Der ofte blæser stormende fra Øst,
Med sine Vinger suser mig om Kinden,
Og puster som til Flammen i mit Bryst;
Da bæres jeg foruden og forinden,
Og rask jeg iler ned til Sundets Kyst,
Hvor da jeg staaer, i Tanker dybt begravet,
Og skuer taus og længe ud paa Havet.

Høit bruser det, og høit mit Bryst sig hæver,
Og dybt jeg føler, jeg til Alt har Mod;
Ja, hver Bedrift, som Livet af mig kræver,
Da ofte fuldendt for mit Øie stod.
Da tidt min Fremtid sig tilsyne lod
I Skyens Glands, naar Solskin den omsvæver,
Og Lysets Efterskjær paa Hav og Kyst
Mig da et Minde var i Folkets Bryst.

Men hvorhen løber atter løbsk min Pen? -
Bedst, at jeg nu den lægger bort og tier.
At disse Drømme, disse Sværmerier
Medeet ei falde over mig igjen. -
Mit Uhr, jeg seer, paa Otte viser hen,
Og end ved Skriverbordet her jeg bier,
Endnu ei paaklædt, vasket eller redt,
Skjøndt jeg til Aften er i Selskab bedt.

Det hos en Mand er, som paa Børsen veier,
Og som i Handelsverd'nen er bekjendt:
En Hr. Etatsraad og Grosserer Dreyer,
Hvis Navn du sikkert tidt har seet paa Prent.
Jeg med hans Søn blev sidste Gang Student,
Og af og til med ham jeg Omgang pleier,
Paa Grund af hvilket jeg idag er Gjæst
Ved Fru Etatsraadindens Fødselsfest.

Lad da Farvel mig sige for det Første,
Og bruge Tiden, som endnu er min;
Thi mine Klæder jeg tilgavns maa børste,
Og tage Pletter af med Brændeviin.
Ja, Elegancen være bør den største,
Med Silkevest, med Halsklud superfiin;
Mod al Critik Ens Ydre maa forskandses,
Man vil endogsaa vide, der skal dandses.

Saadan Epistelen til Hjemmet lød,
Og da vor Helt nu Toilet skal gjøre,
Min Læser hen til Dreyers vil jeg føre,
Hvor Fruen just bon jour til Gjæster bød.
Det hele Huus var i Tumult og Røre,
Høit i Lykønskninger man sig udgød,
Og alt et broget Selskab hørtes tale
I trende rigtbelyste, store Sale.

I den, hvor Verten Spillet fik igang,
Stod otte nye Mahogni-Spilleborde,
Hvortil sig ingen Andre sætte turde,
End Mænd, som deres Kors paa Kjolen hang
Og idetmindste nød Justitsraads Rang;
(En Kammerraad Undtagelse dog gjorde.)
Kortpengene, ved Dreyers smaa Cabaler,
For hver bestemte var til to Rigsdaler.

Naar rundt i denne Sal sit Blik man sendte,
Da saae man Stjerner, Kors og Baand, hvis Skin,
Om end det ingen Anden gjorde blind,
Dog idetmindste Eiermanden blendte.
Thi naar han af og til, med Smiil paa Kind,
Ned mod sin egen Hæder Blikket vendte,
Da saae han atter op, forblindt af Skjæret,
Med Øiet halvtillukt, med Næsen høit iveiret.

Forresten gik Beskueren det her,
Som i de klare Nætter mange Gange,
Hvor Øiet ei et enkelt Lys kan fange,
Fordi det drukner i den hele Hær.
Han vidste, der af store Mænd var mange,
Han saae jo, at Fortjenesten var nær,
Men just da Storheds Sum var saa uendelig,
Hver enkelt Storhed hartad var ukjendelig.

I Salen Nummer to, hvor Thee man laver,
Og hvor en Kreds af ældre Damer sad,
Laae paa et Bord de Fruen sendte Gaver:
Uhr, Ringe, Kjæder, Shawler, Kjoler, Kraver,
Handsker og Kapper, Strimler Rad i Rad,
Og under dem et tætbeskrevet Blad,
Hvorpaa enhver Present var numereret,
Og hver en Givers fulde Navn noteret.

Nei, hvilken Rigdom! raabte Fru von Pappe,
Idet hun kjælent til Fru Dreyer saae:
Jeg reentud sagt Dem nu bekjende maa,
At her jeg havde Lyst til lidt at nappe.
Som, for Exempel, denne hersens Kappe,
Som Deres Datters Haand har virket paa.
O, hvilket Arbeid! for mit Blik det svimler
Ved disse Musetakker, disse Strimler!

Og dette Shawl! — saa skreg nu hendes Søster,
En nygift Dame, men som græmmed sig:
Fra Hoved og til Fod at svøbe mig
I sligt et Shawl! blot Tanken mig forlyster.
For hver en Sorg et saadant Stykke trøster;
Ja De, Fru Dreyer, De er lykkelig!
De har en Mand, som Dem paa Persisk klæder,
Og som paa Dansk Dem elsker og tilbeder.

O, hvilken Ring! O, hvilken prægtig Kjæde!
Nei, hvilket Armbaand! hvilken Diamant!
Saa raabte man omkap fra hver en Kant
Nu til Fru Dreyers inderlige Glæde.
Man færdig var hinanden ned at træde,
Man puffedes endog lidt ugalant,
Idet man, stuvet sammen rundt om Bordet,
Her i Begeistring vexelviis tog Ordet.

I Salen Nummer tre, der for de Unge
Til Samlingssted iaften var bestemt,
Og hvor man skulde lege, spille, sjunge
Til et Claveer, der stod bag Døren gjemt:
Sad langs med Væggen Damerne beklemt'
Og voved knap at røre Haand og Tunge,
Imens forlegne unge Herrer stode
I Krogen, og fra Siden dem beglo'de.

En spændt Forventning malet var paa Alle,
Mens Ingen var istand til at forstaae,
Hvordan man Bugt med Stivhed skulde faae,
Saa Glædens ladte Bøsser kunde knalde.
En Hjælp der ned fra Himlen maatte falde,
Og tidt med Længsel man til Døren saae,
Om ei en Aand der kom, hvem Magt var givet
At løse op for Selskabs-Snørelivet.

Eet Væsen kun der var, som sig bevæged
Med Sikkerhed i denne spændte Kreds:
En Herre mellem Tred've og Halvtreds,
Thi hen paa begge Aldere han peged.
Hans Haar af Tiden var en Smule bleget,
Men som en Yngling, rank og selvtilfreds,
Han dog paa lette Been gik om i Salen,
Kjendt under Navn af Particulier van Pahlen.

Det var en Cavaleer, galant barberet,
Hvis Rigdoms-Strøm endnu ei sagde stop;
Hvis Tid var altid ledig som hans Krop,
Hvis Smag til unge Venner inclinered.
Men nu en lille Gaas han conversered.
Og trak — som man det kalder — hende op,
Og Gaasen vilde just sit Svar fremstamme,
Da Dørene sig aabned idetsamme.

Og see! vor Adam Homo traadte ind;
Og Alles Blik sig hurtig mod ham vendte,
Imens han sine klare Øine sendte
Omkring i Salen med frimodigt Sind.
Som Purpur begge Kinder paa ham brændte,
Hans Lokker flød som Bølger for en Vind,
Hans stramme Klæder, hvori Tøi var sparet,
Den ranke Skabning herligt aabenbared.

Men som en Helt, der skrider frem til Seier,
Hen over Gulvets Tæppe rask han gik,
Og gjorde Complimenten for Fru Dreyer,
Og gratulered efter Pligt og Skik.
Med Viften spillende vor Frue neier,
Huldsaligt takkende med Smiil og Nik,
Hvorpaa hun Haanden op til Hjertet lagde,
Idet hun skjelmsk og halv fortrolig sagde:

Saa lang en Tid, Hr. Homo, knap De voved
At lade Damer vente Dem omsonst,
Hvis ei De altid sikker var paa Gunst.
Men Folk vi nødig har med Deres Hoved;
Vort unge Selskab næsten ind er sovet,
Og kan kun vækkes op ved Deres Konst.
Gjør nu Dem Flid! Tag Damerne i Skole!
Paa Particulier van Pahlen kan De stole.

Hvor gjorde denne Tale Adam godt!
Hvor følte han sit Hjerte høit at banke,
Ved den saa smigrende og stolte Tanke,
At Fruens Haab paa ham nu hviilte blot.
Hans glade Øine straalte dobbelt blanke,
Og uvilkaarlig smiilte han saa smaat,
Mens i sit stille Sind sig selv han loved,
For slig en Tillid ret at vise Hoved.

Da derpaa — præsenteert for Pahlen — nøie
Han saae paa Manden, tænkte Hver paa sit:
Beundring læste man i Adams Øie
For Particulie'ens Væsen, let og frit;
For Kjolens Elegance, for det høie
Og stive Halsbind af moderne Snit;
Og Pahlen tænkte da han Adam skued:
En saadan ung Recrut til Ven just dued.

Men efter Fruens Bøn i to Partier
Det unge Selskab nu sig løser op,
Idet Endeel sig under Pahlen gi'er,
Mens Andre slutter sig til Adams Trop.
Til Ordsprogslegen derpaa man sig vier,
Og maiende sig ud fra Taa til Top,
Hvert Ordsprog man anskuelig fremstiller,
Idet man skifteviis Comedie spiller.

Og her indlagde sig den største Ære
Iblandt dem Alle Adam Homo nu;
Altid frappante Ord ham randt ihu,
Altid forstod han genial at være.
Hans Phantasi og Aand var stærkt igjære,
Han Legens Knude stedse skar itu,
Og Modpartiets Vid af Sadlen lettede,
Hvergang med sjelden Kløgt han Ordet gjettede.

Da Leg var endt, var Spisetiden kommen,
Og nu paa hvert et Ansigt blev det klart;
Og rundtomkring der nu blev spurgt og svart
Med mere Liv — thi Livet det er Vommen.
For alle Skranker nu man aabned Bommen,
Det hele Selskab her blev enigt snart;
Thi hvert et Blik kun hviilte paa Fru Dreyer,
Der selv nu bar omkring de smaa Posteier.

Da Skaalen skulde drikkes, Alle reiste
Som i Begeistring sig, og Glædens Flag
Medeet hvert halvbedrøvet Ansigt heiste,
Til Ære for den endte Fødselsdag.
Med Tak og Neien, baade for og bag,
Den rørte Dame midt i Kredsen kneiste,
Mens rundt man stemmed i, til bredfuldt Maal:
Og dette være skal vor Frues Skaal!

Høit toned Sangen, men af Alle sang
Vor Helt dog høiest i sin Hjertensglæde;
Ja, i Begeistring hændte ham engang,
Stærkt paa en Frøkens spæde Fod at træde,
Saa ynkeligt man hende hørte græde,
Imens fordobblet høit hans Hurra klang;
Men da tilsidst med Fruen selv han klinked,
Af sand Deeltagelse hans Øine blinked. -

Og det var Alt'? min Læser siger skuffet;
Ja, kjære Læser! Meer du ei kan faae,
Og værre Skjæbne har ei her dig truffet,
End Folkene, der bort fra Gildet gaae.
Men som jeg ind i Selskab har dig puffet,
Saa vil Erstatning jeg dig foreslaae:
Lad Gjæsterne os følge hjem i Hælene,
Og gjøre beggeto et Kig i Sjælene.

Naa, gudskeelov, vi er igjen paa Gaden!
Udbrød med hørligt Suk Etatsraad Lem:
Thi Sandhed er det, Liv er meer end Maden,
Og bedst man har det i sit stille Hjem.
Til os at gjøre Selskab nu er Raden!
Hans Frue dog med Ivrighed brød frem:
Den gode Tone vil, at ei man spiser
En fremmed Mad, naar man ei Gjengjæld viser.

Saae De, hvor Fru von Pappe Øine gjorde,
Dengang hun talede med Cap'tain Wals?
Med Blik hun sagde: hvis jeg bare turde,
Da kasted jeg mig strax om Deres Hals.
En saadan Frækhed næsten pidskes burde,
For hver en Herre jo hun et tilfals -
Saa tordnede den kydske Jomfru Stengel,
Der fulgtes til sit Hjem af Lieut'nant Engel.

Hvormange Penge tabte du ved Spillet?
Til Bro'er Conf'rensraad hvisked Kam'raad Franz
Fast tred've Daler, svared Broder Hans:
Kortpengene dog meer end Alt mig drilled.
Hvem havde sligt et Smæk sig forestillet?
Ved hvert Bord otte Daler — to tilmands!
Man vist forlange vil, om ei ret længe,
Theekop- Tallerken- Glas- og Flaske-Penge.

O, min Emilie! — saa Frøken Fine
Ved sin Venindes Arm gav nu sig Luft:
Naar blot jeg kunde faae i min Fornuft
Den Hjertets underlige Sorg og Pine,
Den melankolske, veemodsfulde Duft,
(Som og hos dig jeg sporer i hver Mine)
Der altid efter Selskab paa mig faldt,
Der gjør saa trist, saa huult, saa tomt mig Alt!

Men Den, der ingen Tomhed fandt i Alt,
Var Adam Homo, som, mens Stjerner tindred,
Gik til sit Hjem, idet han sig erindred
Den svundne Aftens Rigdom og Gehalt;
Idet sin Tankes Opsving ei han hindred
Ved Reflexioner, som for ham ei gjaldt;
Idet paany han gjennemgik det Hele,
Samt hver af denne Aftens mindste Dele.

Til Afsked havde Fruen til ham sagt:
Nei, reentud talt, Hr. Homo! jeg maa sige,
At endnu aldrig fandt jeg Deres Lige
I Munterhed og Vid, i Smag og Tact.
Derhos ham Pahlen havde Haanden rakt
Med disse Ord: Bekjendtskab ei vi svige!
Vi tales ved, jeg haaber, snart igjen;
Regn mig fra denne Dag for Deres Ven.

Saa lykkelig han iilte til sit Hjem,
Hvor strax paa Skrivebordet Lys han tændte,
Og Brevet til sin Moder heelt fuldendte,
Idet af Sider fast han fyldte fem:
Om Alt hvad denne Aftenstund ham hændte,
Om Gjæsterne, og om hans Snak med dem,
Om Pahlens Haand, der til Farvel blev rakt ham,
Om Fruens Mund, og hvad den havde sagt ham.

O Læser! Hvis min Helt dig forekommer
I Aanden her lidt fattig og lidt arm,
Saa grib, jeg beder, i din egen Barm,
Før du opkaster dig til Adams Dommer.
Husk paa, hvor tidt i Ungdoms lyse Sommer
Du for det Smaa begeistret blev og varm;
Hvor tidt du da med Bravo hørtes lønne,
Hvad nu du neppe agter værd en Bønne.

Alt kommer jo paa Øiet an, der seer,
Og paa det Speil, hvormed man Alt opfatter:
Maaskee det Billed, hvoraf nu du leer,
Engang med Taarer du betragter atter;
Maaskee den Smukke, som nu høit du skatter,
Dig, snart en Dukke bli'er, og intet meer;
Thi livet er Udvikling, og, dets Kjæne
Tidt bærer modsat Frugt i samme Hjerne.

Den første Frugt, hvor er den sød og blød!
Blot ved dens Nærhed Læberne bedugges,
Saa Appetit er her den mindste Nød.
Og den behøver ei engang at plukkes;
Den falder af sig selv, mens Øiet lukkes,
Ned i den Uerfarnes aabne Skjød.
Man ryster bare Træet — strax da kommer
I Skjødet ned de søde, bløde Blommer.

Den anden Frugt er modsat af Natur;
Thi ved Erfaring kun man kan den vinde,
Og selv naar den er vunden, vil man finde,
At den at smage paa er haard og suur.
Den om den faste Vinterfrugt kan minde,
Der til at nydes strax jo ikke duer,
Da Kulde først en Tid den maa omgive,
Hvis sød og aromatisk den skal blive.

Men naar ei Sommer blot men Høst er svunden,
Og Livets Vinter dæmper Blodets Ild,
Da sidder ældet man, til Arnen bunden,
Mens sin Erfarings Skat man langer til.
Den Frugt, som eengang haard og suur blev funden,
Den nyder nu man foraarsfrisk og mild
I sin Betragtning og i sin Beskuen,
Ved Ironiens Lampes muntre Luen. -

Dog til vor Adam! hvem vi nylig saae
I Dreyers Selskab spilde Vid og Kræfter,
Og som nu giver Møde, Lørdag efter,
Ved Dandseøvelsen i Aabenraa.
Her mere reent hans Billed kan man faae;
Men før min Læser Blikket paa det hefter,
Vil Salen, i de tændte Lampers Skjær,
Hos Dandselærer Friis jeg aabne her.

Den gamle Friis man seer Fiolen stemme,
Mens en syv, otte unge Piger, som
Fra Byen nys til Dandsetimen kom,
I Skabet Kaaber og Galoscher gjemme;
Derpaa i smalle Skoe de Foden klemme,
Og svingende sig let paa Gulvet om,
De spørge deres Lærer, om han venter
At see iaften alle sex Studenter?

Ak, mine Damer! svarer gamle Friis,
Idet i Position han Foden stiller
Og langsomt af sin Daase ta'er en Priis:
Betænk, hvor Skjæbnen dog idag os driller!
Hr. Holm, Hr. Steen, Hr. Øst, Hr. Mehl, Hr. Miller
Har sig forkølet ved at gaae paa Iis.
Ikkun Hr. Homo gi'er iaften Møde;
Hans Overflod paa Mangelen maa bøde.

Der er han! raabte Alle som i Chor.
Og virkelig: medeet han kom tilskue
I Døren, og tog af sin laadne Hue,
Just som imøde Damerne ham foer.
Ved slig Modtagelse hans Kinder lue,
Dog meer ham overraske disse Ord:
Hr. Homo, tænk! idag De forestiller
Dem selv, og Øst og Steen og Holm og Mehl og Miller!

Hvorledes? mine Damer! Adam siger;
Men Pigerne, som hans Forundring see,
Paa eengang stikke høit nu i at lee,
Thi Latter blev jo født med unge Piger.
Da — mens forlegen han tilbage viger -
Tilraaber ham den gamle Friis: Maaskee
Den muntre Hilsen nu Dem lader ane,
At De i Kurven her er ene Hane.

Hvor virked dette Ord som Trylleri!
Paa eengang sig de unge Piger minded,
At de var Høner, og at klarest skinned
Blandt Hønens Dyder hendes Modesti.
Thi lukked alle Næbbene sig i;
Men paa sin Haneværdighed besinded
Paa samme Tid vor unge Helt sig og,
Thi gav han nu sig Luft i muntert Sprog.

Saa lød hans Ord: De fældet har min Dom,
Og over Damers Dom tør ei man klage;
For altsaa mine Damer at behage,
Mit Eettal til et Sextal gjør jeg om.
Sex Damer op til Halsen vil jeg tage,
Sex Hjerter i mit Hjerte gi'er jeg Rum,
Og sværmende for Sex, hvis De befaler,
For Sex jeg dandser og for Sex jeg taler.

Sit Løfte holdt han og sig efterrettelig,
Det maatte Damerne bekjende her:
Han kjørte dem i Vinden Een og Hver,
Paa Svingenom og Valsen reent umættelig;
Han conversered uafbrudt, utrættelig;
Han gjorde Cour, og Haneben især;
Han brugte Fod og Mund med lige Lethed,
Men paa ham selv man spored ingen Træthed.

Eet var der kun, som ved hans Iver led:
Hans tynde Skoe, hvis svage Grundlag rokker,
Saa han til Slutning halv paa Hosesokker
Til Alles Latter gjennem Dandsen skred.
Men da han endelig sig sætter ned,
Det hele Pigechor sig om ham flokker,
For mere nær hans Skotøi at besee:
For hvert et Hul de fandt, de maatte lee.

Saa henfløi Aftenen til Alles Lyst.
Men før man skilles ad, for hjem at vandre,
Man sætter sig i Halvkreds hos hverandre,
For ret i Mag at køle Kind og Bryst.
Syng! raabte da den lille Alexandre
Til Jomfru Bine med den klare Røst;
Og Bine, af dem Alle animeret,
Sang, medens Fiolinen secundered:

Nu er Vintrens kolde Tid,
Kort og mørk og trist er Dagen,
Stormen Vingen slaaer med Bragen,
Sneen ligger som et Lagen
Over Marken tæt og hvid.
O, men mindes du den Tid,
Hvori Træet Knoppen sætter,
Hvori Blomsten Engen spætter,
Varme Dage, lyse Nætter,
Med en Sommerluft saa blid!

See, hvor her bag Væg og Muur,
Sluttet ind af Staaltraadstænger,
Fuglen nu saa stille hænger:
Ak, den synger ikke længer,
Stakkels Fange, sat i Buur!
Husk dens Toners Mol og Dur,
Da den sang for os i Skoven,
Da i Bølgeslag som Voven
Den kom flyvende fra Oven,
Friheds Barn i fri Natur!

Ak, hvor rig er Tidens Høst!
Mine Haar som Sølv nu skinne,
Du er nu en gammel Qvinde.
Og vi leve af vort Minde
Halv med Sorg og halv med Trøst.
Dog den Tid er end min Lyst,
Da i Løb jeg vandt fra Hinden,
Da du Rosen bar paa Kinden,
Da din Lok den flød som Vinden
Om dit hvide Svanebryst.

Gyldne Dage, som foer hen!
Som, af Graven vakt' ved Klage,
Lig et Sørgechor nu drage
Med den fordums Krands tilbage
Til jer gamle, glemte Ven:
For mit Øie stil Jer hen!
Seer mit Blik Jer dog saa gjerne!
Eders Liv er som en Stjerne,
Dagens Straaler Eder fjerne,
Natten kalder Jer igjen.
Her baade Sang og Vise hørte op,
Og gamle Friis, som følte Længselspinen,
Med stille Suk nedlagde Fiolinen,
Mens Mindet gjennembæved Sjæl og Krop.
Med Sangens Veemod præget af i Minen,
En Stund i Taushed sad den hele Trop,
Som spored alt man Tidernes Forandring -
Da minded Uhret Damerne om Vandring.

Vor Helt dem fulgte hjem, endnu ei træt;
Og ved hver Dames Dør hans Øine tindred,
Idet galant den Skjønne han erindred
Om Følgeskabets fast bestemte Ret.
Mens halv hun saa det tillod, halv det hindred,
Paa hendes Kind et Kys han trykked let;
Og med dem Alle gav han samme Scene,
Til, mæt af Kys, tilsidst han stod alene.

(Undskyldning gjør jeg her i Parenthes,
Fordi min Helt, aldeles umoderne,
Sig over slige Ting fornøier gjerne,
Og næsten Intet critisere sees.
Hvorledes saae det ud dog i hans Hjerne!
Den Stakkel! Han medrette maa belees
Af Folk, der la'er dem selv og Alt i Stikken,
Naar bare de beholde maae Critiken.

Af Folk, der skue, høre, føle, bare
For Synet, Følelsen og Lyden om
At sætte i en skarp og critisk Dom;
Af Folk, der i Bekymring for den Fare,
At tage slette Ting for gode Vare,
I gode Varers Nærhed aldrig kom;
Af Folk, der før det Mindste de tør nyde,
Critik-Uhyret først tilgjæst maae byde.

Ja, pleiet af Enhver Uhyret trives,
Og farer hungrig løs paa Liv og Land:
Kroner og Koner og Krandse sønderrives,
Bedrifter, Skrifter, falde for dets Tand;
Hvert Fremtidshaab i Vuggen strax aflives,
Ja døde Folk ei længer skaanes kan;
Vorherre selv, var ei han vel forvaret,
Critiken i sin Hunger neppe spared.

Men naar dens Værk er endt — hvad dog maa hænde:
Naar Alt er skambidt og i Støvet traadt,
Naar Sort fra Hvidt ei længer man kan kjende,
Og alle Ting kun Farve har af Graat;
Naar Nivelleringen er bragt tilende,
Og Sødt er Eet med Suurt, og Ondt med Godt,
Da maa Critiken — vil den ei ta'e Stenene -
Tilsidst sig æde Kjødet selv af Benene.

Og deri just vort Haab om Frelse ligger.
Trøst Jer, I Konger, Skjalde, store Mænd!
I rige Matadorer! — Trøst dig, Tigger!
Du som ei heller af Critik er Ven:
Naar først det sultne Udyr Benet slikker,
Og Intet af sit Kjød har meer igjen,
Da kan som Rad det leve kun Minuter -
Med denne Trøst jeg Paranthesen slutter.)

Den næste Formiddag vor Adam sad
Ved Hjørnevindvet i sin lille Stue,
I sine Søndagstanker rørt og glad.
Vidt over Volden ud han monne skue,
Hvor Vintersolens blanke Straaler lue
Paa nøgne, affloreerte Træers Rad,
Mens rundt paa Taget, ved hans Vindve oppe,
De luftige, de lette Spurve hoppe.

Da hørte fjernt i Taarnet han det ringe,
Og den af Vinterluften baarne Klang
Det Bud fra Oven syntes ham at bringe,
At ret han burde samle sig engang.
Jo dybere de klare Klokker klinge,
Deshøiere hans Hjerte Psalmen sang,
Der lokkede med sine Toners Mildhed
Fra Verdens Larm ham ind i Tankens Stilhed.

See — sukker han — see Jorden ligger død,
Og nøgne staae Kastanietræets Grene.
Det er ei mig, som haaber nu alene;
En Bøn og stiger op fra Jordens Skjød,
Fra hvert et Træ, mod Himlen, til den Ene,
Der hører Alt, hvad kalder, i dets Nød.
Han af sin Rigdom lader Vaaren komme,
At fylde alt det Fattige og Tomme.

Hist er hans Hjem i det Uendelige!
Hist i den klare Sol jeg seer hans Blik,
Ud fra hvis Lys til Verden Lyset gik.
Men i min Ringhed ogsaa jeg tør sige,
I dette Bryst har ogsaa Gud sit Rige,
At hæve mig til ham jeg Vinger fik;
Ja ogsaa her, i dette snevre Kammer,
En stille Lue paa hans Alter flammer!

Det gjælder nu at bruge hver en Evne,
Og lade den i Virksomhed slaae Rod;
Det gjælder nu, i Livet frem at stævne
Med kraftig Villie og med freidigt Mod;
Det gjælder, ingen Hvile mig at levne,
Før Aanden i mig vorder Kjød og Blod,
Før selv jeg bliver Eet med Idealet,
Og faaer dets Herlighed i Daad udtalet.

Fyldt af sit Forsæt han bevæget sad,
Og just han sad fordybet i den Tanke,
Om ikke Kjærlighedens Blomst og Blad
Var Skatten, som man helst sig burde sanke,
Da han paa Døren rask det hørte banke,
Hvorpaa med høflig Røst 'kom ind« han bad.
Sig Døren aabned — ind van Pahlen traadte,
Ved hvilket Syn han høit da rødme maatte.

Thi strax han tænkte paa sin ringe Bolig,
Og paa sin tarvelige Klædedragt,
Der imod Pahlens Pynt stak af utrolig.
Men Pahlen paa hans Rødmen ei gav Agt;
Med Hat i Haand han nærmede sig rolig,
Og med et muntert Smiil blev derpaa sagt:
Min unge Ven! De boer tilveirs som Høgen,
Men skjøndt en Rovfugl, maa jeg dog besøg'en.

Vort ny Bekjendtskab maa jeg dyrke lidt;
Thi Slægt og Venner er i disse Dage
Paa Landet, for i Harens Spor at jage,
Saa selv jeg lever halv som Eremit.
Et Ordsprog siger: Krage søger Mage;
De boer i Cellen her saa høit og frit,
Saa skilt fra Verden, at man knap kan hitt'en,
De just et Selskab er for Eremiten.

I samme Tone let at stemme i,
Saagodt som i Befippelsen han kunde,
Nu Adam søgte; men aldeles fri
Midt i sin Spøg, det var han ingenlunde.
Dog snart var hans Forlegenhed forbi,
Og snart omkap lød begge Herrers Munde;
Og medens Pahlen ham i Indfald stak,
Ei kortest Straa i Ord vor Adam trak.

Saa hengled der en Time ret behagelig,
Og mens Enhver var med sig selv tilfreds,
Var og han for den Andens Vid modtagelig,
Især paa Adams Smiil var Pahlen vis.
Med Nik sig Denne tog det mere magelig,
Ja eengang lo endogsaa han lidt spids.
Men Adam mærked Intet; lutter Øre
Han sad paa Stolen, for sin Ven at høre.

Nu reiste Vennen sig — saae paa sit Uhr;
Men — sagde han — en Ting lad ei mig glemme!
Hvis man imorgen her Dem træffer hjemme,
Jeg kommer til Dem i en Kudsks Figur,
For i min Gig Dem Dagen over gjemme,
Og kjøre Dem en Galopadetour.
Paa Veien see vi først ind til min Søsters,
Og saa til Bellevue, at spise Østers!

Med Glæde loved Adam ham at gjæste,
Og Pahlen vedblev: De just er min Mand!
Thi mine Folk jeg vælger blandt de Bedste,
Da til at spise Østers skal Forstand.
Er selv man Østers, spiser man sin Næste,
Og Sligt i vore Tider gaaer ei an.
Han gik — og see, vor Helt stod reent forvirret,
Og ud i Luften som begeistret stirred.

Hvor underfuld! Han, fattig Præstesøn,
Hvis Haab om Lykke laa endnu i Bleen,
Medeet var bleven Ven med Particulie'en,
Der af Fortuna kronet fik hver Bøn;
Der ei af Lykken eied blot Ideen,
(Thi den besad han selv saa frisk og grøn)
Men Nøglen havde — lig en anden Peder -
Til Paradisets tusind Herligheder.

Den næste Dag han altsaa Tour nu kjørte,
Og hans Taknemlighed forøget blev,
Da Pahlen videre sit Venskab drev,
Og ham om Aft'nen i Theatret førte.
Fra denne Stund hans Hjerte heelt tilhørte
Den Ven, hvis Høimod ganske ham henrev,
Og i hvis Selskab, uden Blik for Andre,
Man daglig nu paa Gaden saae ham vandre.

Men førend ham som Ven jeg skildrer her,
Hos dig, o Venskab, lidt jeg dvæle vilde;
Ja, ved dit Alters Fod jeg gad mig stille,
Og tænke paa en Ven, som var mig kjær,
Og offre dig en Skjerv, om nok saa lille,
Dog knap jeg veed om du er Offer værd;
Snart ikkun visne Skud du har i Eie,
Der trænge haardt til Kjærlighedens Pleie.

Ja, hvor faaer nu det venskab man at see,
Som i Patrokles og Achilles lued?
Hiint Sammenhold i Alt, i Vel og Vee,
Naar Glæden vinked og naar Døden trued;
Hiin ædle Lidenskab, af Alt maaskee
Det Høieste, som Hedenskabet skued;
Der stærk og voldsom stiltes kun igjen,
Naar den sin Flamme mødte hos en Ven.

Hvor blussed høit den i den græske Helt,
Da for sin Ven han Livet saaes at vove!
Da sorgfuld han om Natten i sit Telt
For Tanken paa sin Ven ei kunde sove!
Da Vennens Skygge Hævn han hørtes love,
Og op han sprang fra Leiet vildt og snelt,
Og i sit Raseri om Graven slæbte
Tre Gange rundt den Helt, der Vennen dræbte!

O Venskab! knap dit Billed meer man kjender;
Hvert Træk af Lidenskab aflagde du,
Og Form af alle Dyder har du nu.
Nu har for een ei blot man Snese Venner,
Men upartiske Venner, i hvis Hænder
Vel stundom Vennens Rygte gaaer itu;
Men Dommen fældes da med ædel Værdighed,
Og altid kun paa Grund af streng Retfærdighed.

Og Venner har man, trofaste, deeltagende,
Som ei paa Fødselsdage komme blot
Og ønske deres gode Ven alt Godt,
Men som ved Condolence staae beklagende;
Ja, selv naar Uveirsskyen kommer dragende,
Naar Vennen gaaer i Qvas med Stort og Smaat,
Og lider Tab paa Verden og dens Herlighed,
End har et Suk for ham af christen Kjærlighed.

Og Venner har man, o, saa kloge, vise,
Begaved' med saa skarp en Sands forinden,
At længe forud de kan lugte Vinden,
Hvorved den kjære Ven de skal forlise;
Og Venner, tolerante, som hos Fjenden
Af deres Ven til Middag gjerne spise;
Men dog saa troe; thi vil man Vennen hugge paa,
Da deres Ærgrelse med Viin de slukke maae.

Ja Venner har man, fleer end man vil have,
Hvis Venskabs-Mølle gaaer med Vand og Vind,
Og som i Solskin tidt er reent aflave,
Og kun i daarligt Veir ta'e Skiltet ind.
Men Venskab selv? Ja, det kan man begrave!
Koldfeber dybt har hulet ud dets Kind,
Og her det maatte døe, berøvet Varmen,
Gik Adam ei med Pahlen Arm i Armen.

Men hvor var Adam lykkelig! thi fundet
Han havde jo sit Jegs det sande Du:
Den Sjæl, hvori først Hvile fandt hans Hu,
Den Broderaand, mod hvem han havde stundet!
Hidtil, han følte, havde kun han blundet,
I Venskabs Arme sødt han vaagned nu;
Thi her ham vistes, ved to Hjerters Gløden,
Et Sammenhold for Livet og for Døden.

Og hvor var Pahlen lykkelig! Den Tid,
Hvis Byrde fast hans Taalmod monne knække,
Han over nu paa Vennen kunde lægge,
Der altid under Byrden smiilte blid.
De Indfald, som ei mere vilde trække,
Hvormeget end sig Autor gjorde Flid,
De Phraser, som ei Andre meer gad høre
Hvor klang de lifligt dog i Adams Øre!

Thi hang han og ved ham som Borren fast,
Hvorpaa saa hjerteligt af Adam skjønnes,
At fast af Følelse hans Hjerte brast.
Men hvor en saadan Troskab ogsaa lønnes!
Ved Pahlens Side Livets Træ ham grønnes,
Og ud for ham dets Blomster sprang ihast:
Billard, Cafe, Theater, Kjøren, Riden,
Blev offret ham — han selv kun offred Tiden.

Nu saaes ved Bøgerne han sjelden mere;
Thi næsten hver Dag, naar med samlet Sind
Han havde sat sig ned for at studere,
Vips! kom van Pahlen gjennem Døren ind,
Og havde tusind Ting at proponere.
Da travede man ud i Veir og Vind,
Da dangled man omkring paa Promenaden,
Og angled efter Tidsfordriv paa Gaden.

Engang paa slig en Tour vor Helt fik Lyst
Til ret at gjennemtrænge og at raade
Hiin dybe, hiin forunderlige Gaade,
Der indesluttet laa i Vennens Bryst,
Og aabenbared tidt paa selsom Maade
Sig i hans dybe, melankolske Røst,
Ja malte sig i Skyer paa hans Pande,
Der syntes selv Tilværelsen at bande.

Hvis De tillader — sagde Adam da,
Just som van Pahlen Rynker trak i Panden,
Og, sukkende, paa eengang lo: ha, ha!
Hvis De tillader, at Dem her en Anden
Et Spørgsmaal gjør, der gjælder Dem som Manden,
Men et oprigtigt Hjerte kommer fra,
Da vilde jeg deeltagende Dem spørge:
Hvor er det muligt dog, at De kan sørge?

Hvor er det muligt, at i Dem forborgen
Saa stor en Sum af Smerte ligge kan?
Thi melankolsk De tidt seer ud som Sorgen,
Skjøndt Sorgerne De bærer som en Mand.
Kan De da lide? De, som hver en Morgen
En Plan for Dagens Fryd kan ha'e istand -
Men længe har jeg anet Deres Smerte:
Betro Dem til mig, aabn mig Deres Hjerte!

Da tegned Alvor sig paa Pahlens Kinder,
Og stivt og længe han paa Adam seer.
Min Ven — han siger — viid, der gives Minder,
Som aldrig, til vor Qval, os slippe meer;
Og Verdens Lavhed rundt om sig man finder,
Og snevre Hjerter — her han bittert leer,
Og vildt i Luften fegtende med Hænderne,
Han mumler Ordet 'miskjendt« mellem Tænderne.

Rørt svarer Adam: lad endog Erindring
En Skygge kaste hen paa Deres Vei,
For Hjertets Fred den er dog ei en Hindring,
Og miskjendt er af Alle De dog ei.
Kan ikke Det da være Dem en Lindring,
At jeg tilfulde kjender Dem — at jeg
Vil vandre som et Haab ved Deres Side,
Hvergang mod Frygtens Dæmon De maa stride?

Saadan at trøste Vennen Adam søgte;
Men Pahlen gi'er til Svar, mens spodsk han leer;
De Børneskoe, der hele Verden trykte,
Dem har jeg snart slidt op, som selv De seer.
Hvad er det vel, at haabe og at frygte?
Til begge Dele kjender knap jeg meer.
Jeg holder mig, som en Tragedieskriver
Til Skjæbnen, der tilsidst hver Helt afliver.

Munter, min unge Ven! Hvad er vel Livet?
Spørg Digteren derom, og faae til Svar:
Det hele Liv er kun et Pust i Sivet,
Ja Bibelen til Hø gjør Kjød saagar.
Paa Gravens Rand at bygge blev os givet,
Og selve Øieblikket kun vi har.
I Jordens Jammerdal, og vor Elendighed,
Lad os da nyde Livet med Ubændighed!

Mens denne Tale dybt vor Adam skrækker,
Da pludselig den klared med sit Skin
Hans Vens det vilde, sønderrevne Sind:
Van Pahlen over Torvet rask ham trækker,
Og fører ham til en Conditor ind,
Hvor Toddy han med bittert Smiil ham rækker;
For sig han tvende andre Glas saa fyldte,
Som ned i Halsen han fortvivlet skylte.

Opvartningspigen kom og bragte Thee,
Og Pahlen raabte: Perle mellem Qvinder!
Lidt Drikkepenge venter du maaskee?
Min smukke Lise, ræk mig dine Kinder!
For hvert et Kys en Mark i Pungen svinder -
Nu hurtig! — Det var een — og to — og tre.
Det fire var — fem, sex — see der, en Daler!
Ei sandt, Hr. Homo! Kys man dyrt betaler?

Her sprang han op — og dengang bort de gik,
Med munter Latter Kappen om han slængte;
Men hele denne Aften Adam tænkte
Paa Vennen og hans Væsen og hans Skik.
Af Tanker op i ham der kom en Mængde,
Hvorved van Pahlen dette Skudsmaal fik:
En sjelden Aand! Kjæk, dyb og mørk-urolig,
Originalitets og Letsinds Bolig! -

Paa denne Tid han til sin Moder skrev,
Idet sit varme Venskab han omtaled,
Og Pahlens Billed straalende afmaled
Paa hele Sider af det lange Brev:
Før efter hver en Vind min Hu omsa'led,
Før jeg ustadig som paa Bølger drev;
Nu hefte ved min Ven sig mine Tanker,
Jeg mærker, at mit Skib har faaet Anker.

Jeg vil ei paastaae, at jeg harmonerer
I alle Stykker med min nye Ven;
Men just Forskjelligheden gjør igjen,
At En den Anden ypperligt supplerer.
Han mod Forstanden mere helder hen,
Jeg imod Hjertet; han satiriserer,
Og er min Mester naar det angaaer Talen,
Jeg atter vinder fra ham i Moralen.

Eet allerede mærker jeg jeg vandt,
Een sand Gevinst mit Venskab alt har givet:
Det er det frie Blik hen over Livet,
Hvorved saamangen Taage reent forsvandt.
Jeg staaer ei meer og krummer mig som Sivet,
Bestandig underdanig og galant;
Jeg veed, hvad Peer og Poul jeg har at svare.
Hans Moder skrev igjen: Tag dig ivare! -

Paa denne Viis i Herlighed og Gammen
For Adam et Par Maaneder henrandt,
Og lige varm endnu hans Ven ham fandt.
Som Billedet sig slutter tæt til Rammen,
Som Adjutant og Oberst holde sammen,
Sig begge Venner inderlig forbandt.
Der Lighed var; men saae man til, forsvandt den:
Pahlen var Oberst, Adam Adjutanten.

Og Adjutanten ved sin Oberst svor;
Men underligt det var: jo meer indviet
Han blev i Tjenesten, desmeer befriet
Han blev for Ærefrygten, før saa stor.
Imellemstunder — jeg bør ei forti'et -
Han gav sin Oberst selv et knubbet Ord;
Og det, uagtet af en Ruus henrevne,
(Vil sige Venskabs — Ruus) de Duus var blevne.

Paa Eventyr nu stadig ud de gaae,
Og skifteviis man seer dem Prisen vinde
I den Bestræbelse, paa Nyt at finde,
Hvorved de Stof til Latter kunde faae.
Her en Begivenhed jeg har i Minde,
Som til Oplysning jeg fortælle maa:
De sad en Aften i Theatret Begge,
Og saae en ny Ballet forbi at trække.

En Dandserinde dem især fornøied,
En lille Taabe, men som godt forstod
Paa Taaens Spids at løbe, og med Mod
(Til Gru for Konsten og til Skræk for Øiet)
At strække opad, mens hun frem sig bøied,
Med Skuldren parallel sin Læg og Fod,
Og saa sig svinge rundt, foruden Klæder,
Mens Folket klapper og mens Gratien græder.

Omkap ved Synet begge Venner loe,
Men da Balletten dandset var tilende,
Til Adam sagde Pahlen: Op til hende,
At gjøre Complimenter beggeto!
Et saadant Væsen maa jeg nærved kjende,
Jeg vedder, hun sig skabe vil og kroe;
Thi Smiger man i slige Folk kan tylde,
Og dog kan ikke Fanden selv dem fylde.

Ved Regisseuren i Foye'en melde
Sig begge Herrer da for Damen lod,
Og et Minut man neppe kunde tælle,
Før alt med Smiil om Mund hun for dem stod.
Som nys, da hun for Flora skulde gjælde,
Var end hun nøgen paa sin Arm og Fod;
Paa Skuldren bar hun Vinger, og i Tyllet
Endnu med sminket Kind hun var indhyllet.

Og medens nu Actricer og Acteurer
Ind i Foye'en ile, for at see
Hvad vel med Dandserinden skulde skee;
Og medens, vis paa Roes, hun spidser Ører,
Og Læberne til Tak alt forud lee:
Fremtræder Pahlen, som ved Haanden fører
Sin nu paa eengang høist forlegne Ven
Der ønsked rnange Miil sig bort igjen.

Thi virkelig! den unge Dandserinde
Ham imponered her i al sin Pragt;
Ja, i den vingesmykte Flora-Dragt,
Hun forekom ham næsten meer end Qvinde.
Hvis her han ene havde været inde,
For hendes Fødder havde han sig lagt,
Saa mægtigt virker det Umiddelbare
Paa Folk, der først begynde at erfare.

Men til den Skjønne med en Ironi,
Saa klar at Alle, kun ei hun, kan see'en,
Van Pahlen siger: O, tilgiv, at vi
Forstyrre Deres Ro her i Foye'en!
Men med vor egen Ro er det forbi,
Den flygtede fra os med Deres Be-en.
Her at beundre Dem, forund os Lykken!
Han taug — og gav vor Helt et Puf i Ryggen.

Og Denne, som fik Mod, i Digterstiil
Fortsatte Talen nu: O, vredes ikke,
Fordi vi stormed op til Dem med Iil,
For eengang end at qvæge vore Blikke
Ved Syn af Den, der Gratien ud kan stikke,
Og der i Pirouet stjal Amors Piil.
Nu see vi, hvad vi grebne nys begrebe:
At De, som Flora let, er skjøn som Hebe.

At kjende Hebe, ei jeg har den Ære!
Gjensvared Damen og tilføied mild:
Heel stolt af Deres Bifald maa jeg være,
Thi hvo tør laste, hvor De rose vil?
Vi Dandserinder Manges Had maae bære,
Fordi vi Publikum'et trække vil;
Tro mine Ord, men spar mig for Beviserne -
Her saae hun i Triumf om til Actricerne.

Hvor er den Storhed, som man ei misunder?
(Van Pahlen vedblev) men som et Beviis
Paa tvende Hjerters Roligheds Forliis,
Tillad os da, naar sødt inat De blunder,
Ved Deres Huus, paa Gaden nedenunder,
At tolke høit med Sange Deres Priis;
Sligt kalder man i Spanien Serenader -
Jeg veed det, svared hun, og det tillader.

Med Tak og Buk de tvende Herrer gik;
Men da saa Klokken Ell've Nattens Stjerne
Stod tindrende og klar i Østens Fjerne,
Og Maanens halve Skive Straaler fik:
Da ved den Skjønnes Dør, hvor en Laterne
Belyste Urtekræmmerens Boutik,
I Kapper hylled', med Guitar man saae
Dem nedenfor det aabne Vindve staae.

Og Pahlen spilled, medens Adam sang:
'Gid du var min' den rørende, bekjendte;
Saa »Skjønne Minka«, og da Minka endte,
»Fryd dig ved Livet« til Guitaren klang.
Men under Sangen af og til sig hændte,
At Dandserinden fulgte Hjertets Trang,
Og viste sig i Vindvet triumferende
For de paa Gaden nedenfor Spadserende.

Dengang ei længer Toner hørtes lyde,
Hun rømmede sig høit og sagde blidt
Til Sangerne, der opad skued tidt:
Maaskee jeg mine Herrer ind tør byde,
For nu lidt Varmt og Styrkende at nyde,
Da De saalænge har af Kulden liidt.
Hvordan! Vi troede Dem forlængst i Reden;
Tak, tusind Tak! saa Svaret lød fra Neden.

Og snart i Stuen stod nu begge Venner,
Hvor deres Blik traf ved et dækket Bord
En Kreds af Damer med lidt røde Hænder,
Et blendende Figurantinde-Chor.
Men meest dem Dandserinden selv dog blender,
Da nu med hulde Smiil og fagre Ord
Hun byder dem tilbords, hvor hun opdisker
En Gaasesteg med Suurkaal og med Svedsker.

Her følte sig van Pahlen i sit Es,
Og Adam han var ypperligt tilmode.
Med Damerne sig beggeto tillode
Den Spas, der gjør med Formen kort Proces.
De skifteviis i Skjødet paa de Gode
Af Eqvivoquer vælted ned et Læs;
Men Den, som de med friest Spøg beleirede,
Det var den Skjønne selv, det var den Feirede.

Midnat var længst forbi, dengang hun hæved
Sig fra sin Stol med Glasset i sin Haand,
Og talte disse Ord, mens Stemmen bæved:
For dem, der her med Vittighed og Aand,
Der før med Toner, som til os opsvæved,
Omkring vort Selskab slynged Glædens Baand:
For dem en Skaal! — Enhver Pocalen tømte,
Saa gik man til sit Hjem, hvor sødt man drømte. -

Man seer, med hvilken Art af Spas og Løier
Herr Pahlen-Pylades og hans Orest,
Hvis unge Sind sig efter Vennens bøier,
Fordreve Tiden, som de kunde bedst.
Ei fleer Exempler jeg til dette føier,
Der kan betragtes som Model og Læst
For den Slags tamme Eventyr, som Begge
Udførte, ved hinanden Haand at række. -

Hver Dag saa smaat man nu dem saae at svire
Hos en Conditor efter Klokken Tre.
Hver Aftenstund de spilled Ecarte,
Drak Punsch og tugted Verden med Satire.
Og meer og mere saaes vor Helt at fire
For Vennen i den store Konst: At lee
Hvergang man Himmel, Jord, sig selv, sin Næste,
For Epigrammets Kaadhed gav tilbedste.

Men da tilbunds de blevne var bekjendt,
Da, naar van Pahlen til en Dame søgte,
Der ei just stod i allerbedste Rygte,
Og næsten offentlig var saa omtrent:
Da maatte Adam holde Venskabs Lygte
Naar i en lystig Kreds en Dag blev endt;
Og skjøndt han aldrig Damens Vink besvared,
Dog meget slemme Ting han her erfared.

Thi sporedes der snart en stor Forandring
Ei i hans Væsen blot, men i hans Sind -
Og uden alt Mirakel; thi paa Vandring
Man Skridt for Skridt jo Maalet henter ind.
Først voxer Stormen af den svage Vind,
Saa skuer man paa eengang Skibets Kantring;
En Læser synes vel det hurtigt gaaer,
Men Digteren et Blad gjør til et Aar.

Forbi var Sommeren og Høsten kom,
Det var en Solskinsdag midt i September,
Da begge Venner steg som tvende Kæmper
Tilhest, for i det Fri at see sig om.
De red igjennem Nørreportens Bom,
Og mens sin Gangers Iil van Pahlen dæmper,
Gav Adam sin af Sporen, saa i Fart
Og strakt Galop han var afsyne snart.

Skjøndt nødig maatte Pahlen nu ham følge,
Men da han naaede ham, var ei han mild,
Han kunde harmfuld ei sin Galde dølge,
Og raabte, blussende af Vredens Ild:
For Satan! Hesten skummer som en Bølge;
Husk paa, Hr. Homo! mig den hører til.
Stig ned, og gaa tilfods som dine Fædre,
Hvis ikke strax du lystrer Ordre bedre.

Ved disse Ord blev Adam hed i Panden,
Og mens hans Kind den blev saa rød som Blod,
Han svared med et Smiil: Hvor du er god!
Jeg bryder Fanden mig om Eiermanden.
Gaaer Hesten under, kjøb dig saa en anden,
Og følg forresten mig, hvis du har Mod.
Med disse Ord sin Hest igjen han spored,
Og Pahlen lo, ret som ham Svaret mored.

De red en Tour, og efterhaanden danned
Det broderlige Forhold sig igjen.
Ved et Tracteursted de mod Aften landed,
Og her forlangte Punsch den ældre Ven.
Med gammel Rum han Drikken dygtigt blanded,
Og rakte til vor Helt saa Bollen hen;
Men Denne, ved det lange Ridt gjort hidsig,
Den halve Bolle næsten skylled i sig.

Nu begge Venner tog Cigarer frem,
Og beggeto en Tid omkap de røgte,
Og om det smukke Kjøn lidt plumpt de spøgte,
Da Vertshuuskonen bragte Lys til dem.
Da hvisked Pahlen: Skjøndt dig aldrig frygte
Jeg for den Onde saae og for hans Hjem,
Dog vedder jeg — her sagte blev hans Tone -
At du tør ikke kysse Vertens Kone.

En saadan Tvivl tog Adam ilde op,
Og endnu meer man saae hans Stolthed voxe,
Da Vennen vedblev: Manden er en Oxe,
Tag dig iagt! Han har en Kæmpekrop,
Og er saa hidsig som de Orthodoxe.
Til Gjensvar raabte Adam haanlig: Top!
Imorgen din Champagne høit skal knalde;
Gjør jeg det ei, du for Cujon mig kalde.

Ved dette Raab just Verten traadte ind,
Og uden sig det Mindste at genere,
Man saae vor unge Helt paa Konens Kind
Et Kys at trykke, hvortil lagdes flere.
Hvis ei Han Lyst har til et banket Skind,
Tag sig ivare for at spøge mere!
Saa raabte Verten op, af Harme stiv;
Men Adam slog sin Arm om Konens Liv.

At skifte Farve saae man nu Tracteuren;
Dog end vor Helt blev ved at gjøre Cour
Til Vertshuusdamens yndige Figur,
Og med et Smiil saae Pahlen Courens Gjøren.
Da pludselig ned over Adams Øren
Faldt Vertens Haand, af kæmpestærk Natur:
Adam og Verten sloges, Konen hviinte,
Og paa sin Stol Hr. Pahlen sad og grinte.

Medeet han reiste sig og sagde: Da
Jeg seer du har Forretninger, og Riden
Til Byen ind for mig nu er paa Tiden,
Med din Tilladelse jeg ta'er herfra.
Hvor har du Kræfter! Slaa kun rask til Siden!
Spar ei din Contrapart! Saa, det var bra'!
Hvad Hesten angaaer, søg dig her en anden,
Du bryder dig jo feil om Eiermanden.

Han gik, og begge Heste med sig tog,
Saa Adam ud paa Natten med et Øie,
Der blodigt var, og med en banket Trøie
Slukøret og tilfods til Staden drog.
Men hvor som Spyd det i hans Hjerte jog!
Og hvor af Græmmelse han maatte døie!
Og hvor han i sit Hjem bar Vredens Aag,
Mens Søvnen flyede fra hans Øienlaag!

Saasnart ad Dag det gryed, han et Brev,
Hvori det hede Hjerte blev befriet,
Og Venskab opsagt, til van Pahlen skrev.
Først han bebreided ham Forræderiet,
Dernæst en dyb Foragt blev ei fortiet,
Og endelig, paa sidste Side, rev
Han Venskabs-Templet om med Larm og Buldren -
Ved Brevets Læsning Pahlen trak paa Skuldren.

Men Adam (til hans Ære maa Jeg sige't)
Tog sig den samme Sag ei nær saa let;
Han havde søgt og fundet Himmeriget,
Og af sit Paradiis var ei han mæt.
Ved Brevets Slutning selv han havde grædt,
Thi med sin hele Sjæl han havde higet
Imod en Tvillingsjæl som mod sit Maal,
Og end var ei hans Hjerte blevet Staal.

Han stod jo i den lykkelige Alder,
Hvor skuffet Haab ei danner Hjertets Værn,
Hvor Phantasien skuer nær og fjern
Den sjeldne Blomst, man evigt Venskab kalder;
Hvor Følelsen, lig Strudsen, Alt anfalder,
Og let fordøier Staal og Steen og Jern;
Hvor man er fuld af indre Aabenbaring,
Der slet kun harmonerer med Erfaring.

Thi vented han med Længsel hele Dagen,
Om der dog ei et Brev kom fra hans Ven,
Hvori ham Denne vilde klare Sagen.
Thi gik den næste Dag endog han hen
Forbi van Pahlens Dør, men som et Lagen
Saa hvid i Kinden kom han hjem igjen:
Thi der at møde Vennen vel ham hændte,
Men Denne lod, som ei han meer ham kjendte.

Da greb Forbittrelse vor Adams Hjerte,
Og ud for evig af et saaret Bryst
Han rev den falske Ven med grusom Lyst,
Ja slukked indtil Mindets sidste Kjerte.
I denne Handling, skjøndt den voldte Smerte,
Hans Stolthed fandt paa samme Tid en Trøst;
Thi bedre Trods end Kryberiet lod dog,
Nu stod han ene, men som Mand han stod dog.

Saa bort i Røg det hede Venskab svandt.
Til Adams Held det var, thi otte Uger,
Som til Examen Nummer to han bruger,
Derved i reen Profit for sig han vandt.
I dem det Høistnødvendige han sluger,
Og da i Slumpetræf en Hjælp han fandt,
Sit andet Laud han hjem til Jylland sendte,
Og Roes han fik, skjøndt han det ei fortiente.

En ny Epistel tilskrev ham hans Fader,
Brødstudiet betræffende, som nu
Han prentede sin Adam ret ihu,
Skjøndt Studium som Pest alt Denne hader.
Epistelen var lang, og ei jeg lader
Den heelt aftrykke til min Læsers Gru.
Jeg gi'er Essensen kun, som fandtes i den;
Her er dens Slutning! ordret vil jeg gi'e den:

Lad derfor snart, min gode Søn! mig vide,
Om du, ved Udløb af den givne Frist,
Som Præst vil i det sure Æble bide,
Hvad heller knække Nødder som Jurist,
Om du, som Doctor, medens Andre lide,
Vil skumme Livets Fløde først og sidst;
Om du, som Philolog, vil fuld dig drikke
I gammel Viin, hvoraf man trives ikke.

I Spøg jeg raader vel, men selv du vælge!
Maaskee du prøve vil, hvor Kjærnen boer;
Thi Katten vel i Sækken kan man sælge,
Men saadan ei den kjøbes bør, jeg troer.
Tidt havde haarde Ærter bløde Bælge,
Og let Beslutning ofte tunge Spor.
Prøv selv og vælg! men har du valgt, saa vakl ei,
Og Livet og dig selv med Tvivl forkvakl ei!

Et Brev han fra sin Moder ogsaa fik,
Som baade ham udvider og beklemmer;
Thi deri lød igjen de gamle Stemmer,
Der kom fra Hjertet og til Hjertet gik.
Alt mens han læste, vaadt blev Adams Blik,
Og i sin Sjæl lidt Uro han fornemmer,
Dengang han lukked Brevet til, hvori
Var raadet at studere Theologi.

Thi tog paa dette Studium han fat,
Men ganske lempeligt; og endnu ikke
Udfolded sig dets Indhold for hans Blikke,
Før Alt medeet blev for hans Øie Nat.
Hvad Sky da — spørger man — formørked brat
Hans klare Blik, saa han lod Bogen ligge,
Da han som Yngling stod ved Snesens Endepunkt? -
O Læser, Viid! min Helt er ved et Vendepunkt.