Nu sige Helten vi Farvel, min Læser!
Thi denne Verdens Ø han har forladt,
Hvor Arven af hans Feil og hans Fadaiser
I Sikkerhed blandt Slægten ud er sat.
Hans Planer Vinden bort som Avner blæser,
Hans Dyder sluges af den sorte Nat,
Han selv til tolvte Sang i Graven sover,
Og derfor nu til Alma gaae vi over.
Hvordan er siden sidst det hende gaaet?
Hvad i den stille Bolig gjør vel hun,
Som nylig hos den Døende har staaet,
Og lukt hans Øine til det lange Blund?
Mon eensom og bedrøvet og nedslaaet
Hun ørkesløs i Hjemmet sidder kun,
Og lader sine stride Taarer flyde,
For Mindets bittre Sødhed ret at nyde?

Ak nei! Hvor gjerne hun endogsaa vilde
I Sorgen hvile sig, det gaaer ei an;
Thi altfor Meget har hun at bestille,
Til at med Haand i Skjød hun sidde kan.
Fra tidlig Morgen indtil Aften silde
Hun stræbe maa, for snart at faae istand
Det Arbeid, som fra Folk er hende skikket,
Men som har urørt nu saa længe ligget.

Imens hun selv paa Hospitalet var,
Den fine Vask har hobet sig herhjemme,
Og uden Ophold maa den gjøres klar,
Da Folks Forventning hun vil ei beskæmme;
Thi Alma er tilaars, man ei maa glemme,
Hun sine Pligter og Principer har,
Og har man dem, man med sit Værk vedbliver,
Indtil af Haanden ud det Døden river.

Ved Skinnet af det første Daglys strax
Hun derfor og ved Bordet ned sig sætter,
Behandlende med Naal og Traad og Sax
De fine Damers Strimler og Manchetter,
Halskraver, Kapper, Kjoler og Corsetter,
Med andre Varer af det samme Slags.
Alting skal eftersees og repareres,
Før det til Vaskerballen tør leveres.

Den halve Dag staaer over den hun bøiet,
Utrættet ved sin Gjerning og sit Slid,
Med hvert et Stykke gjørende sig Flid,
Og vogtende sig for at skade Tøiet.
Vil sig en Taare trænge frem i Øiet,
Faaer til at viske bort den knap hun Tid;
Thi Øieblikket maa i Flugten gribes,
Da der skal stives, stryges, kruses, pibes.

Saa travl gaaer Dagen, for hvis Bryderi
Ei meer som fordum Natten trøster hende;
Thi før, naar Dagens Gjerning var tilende,
Var og med hver Bekymring det forbi;
Da kunde Hvilen hende Tanker sende,
Hvorved hun i sit Aag sig følte fri,
Og neppe var ved Sengen Lampen slukket,
Før Søvnen hendes Øie havde lukket.

Men anderledes nu. Er Nat det blevet,
Er af sin Møie Legemet først træt,
Da kræver dobbelt hendes Sjæl sin Ret
Til Mindet, som med Magt kun er fordrevet;
Da træder frem paany hvad hun opleved,
Da staaer den halve Nat, af Livet mæt,
Hun i det aabne Vindve — mod den blendende
Septemberhimmels Glands sit Øie vendende.

Mens trindt om hende Mørket Jorden gjemmer,
Og Søvnen dækker Livet med sit Bind;
Mens Kulden gennemzittrer hendes Lemmer,
Staaer hun med drømmende, bevæget Sind,
Og lytter, som til fjerne Aandestemmer,
Til hver en Susen af den sagte Vind.
Omgiven rundt af det Uendelige,
Hun løsnet føler sig fra Støvets Rige.

I Svælget bag den lyse Stjerneskare
Fordyber speidende sig hendes Blik,
Om ei det dog var muligt at erfare,
Hvad Vei de hedenfarne Sjæle gik;
I disse Kloder, tindrende og klare,
Hun seer de Boliger, de Døde fik,
Og ved saa mangen Stjerne hun sig spørger,
Om der han boer nu — han, for hvem hun sørger.

Saa staaer hun Nat for Nat, mens Dag for Dag
Hun sine Kræfter paa en Gjerning sætter,
Der vil behandles som en vigtig Sag.
Men gjennemisnet af de køle Nætter,
Og hvileløs om Dagen, let man gjetter,
At Dag for Dag hun bliver mere svag;
Ja hende selv det er, som om hun vidste,
At dette Arbeid her var hendes sidste.

Med desto større Iver hun det gjør;
Men da for endt hun Værket maa erkjende,
Da Tøiet sees med Sneens Glands at blende,
Og er i alle Dele som det bør:
Da er med Kræfterne det og tilende,
Og dog sin Byrde hun ei lægge tør;
I Byen rundt maa selv sin Vask hun bære,
Skjøndt disse sidste Skridt faldt hende svære.

Knap var i Aftenmørket hjem hun vendt,
Før træt, som ved en Gang af mange Mile,
Hun strax paa Sengen lagde sig til Hvile
Med Følelsen, at nu var Livet endt.
I Feberdrøm saae Natten hun henile,
Ei mindste Søvn blev hendes Øie sendt,
Og reent af Dødens Mathed overvunden,
Laa som med Lænker hun til Leiet bunden.

Men ikke lang Tid hun om Frihed ledte,
Ikkun i fire Dage syg hun laa;
Den femte Dag, da Nabokonen Grethe
I Morgenstunden ind til hende saae,
Og med den Lædskedrik, hun tilberedte,
Og med sin vante Morgenhilsen: Naa,
Hvor gaaer det, Jomfru? sig mod Sengen dreied,
Laa hun med foldede Hænder død paa Leiet.

I Stilhed var fra Jorden bort hun dragen;
Fra Dødens Strid, der varede saa kort,
Var hun til Fredens Bolig gaaet bort,
Just efter Homo's Liigfærd Ugedagen.
Men Nabokonen tog saa nær sig Sagen.
Det tyktes hende smerteligt og haardt,
At hun saa brat var adskilt fra den Gode,
Med hvem hun Dør om Dør saa længe boede.

Hun havde hjulpet Alma til det Sidste,
Og heller ikke nu hun hende sveg;
Hun strax gik ud og fik bestilt en Kiste,
Og det en god forsvarlig en af Eeg.
Saa meget dog var efterladt, hun vidste,
Saa høit af Møblerne Beløbet steg,
At en Begravelse der kan besørges,
Saa rundt i Nabolavet det skal spørges.

Knap bragte Kisten man, før derfor Grethe,
Som havde skuret og gjort Stuen tom,
Sig til at pynte Liget strax beredte.
Men her dog i Forlegenhed hun kom;
Skjøndt Skab og Hylder bleve eftersete,
Skjøndt der blev ledt og søgt i hvert et Rum,
To sorte Kjoler kun opdaged Blikket,
Og klæde Liget sort, sig dog ei skikked.

Med spændt Forventning aabned hun Commoden,
Men heller ikke der hun hjulpet bli'er;
Den første Skuffe fuld var af Papir,
Og med et Suk hun haabløs strax forlod'en.
Hun udtrak nu den anden, nærmest Foden,
Og i et Glædesraab hun Luft sig gi'er.
Der laa — men paa sit Syn hun neppe stoler -
Der laa en Krands af konstige Fioler!

Der laa en heel fuldstændig Baldragt jo!
Af Mol en Kjole, som lidt guul er bleven,
Men hvoraf ei den mindste Stump er reven;
Et Livbaand — et Par hvide Silkeskoe.
En Perlesnor — af Alunshandsker to;
Kort sagt, der laa den Dragt, der er beskreven
Som Almas Baldragt i den femte Sang,
Da hun med Adam mødtes første Gang.

Hun som et Minde Dragten havde sparet,
Betragtende den tidt med Velbehag,
Indtil hun endelig paa Sorgens Dag
Den under Laas og Lukke dybt forvared.
Men Grethes Pande synlig sig opklared,
En saadan Stads var efter hendes Smag;
Hun samled Alting sammen og sig skyndte
Sin kjære Jomfru som til Bal at pynte.

Da dermed hun var færdig og ei Mere
At ordne var i hver en Kant og Krog,
Begyndte Ruderne hun at polere;
Men eftersom Avisen til ei slog,
Maa nu Commodeskuffen Stof levere.
Hun Haandfuld efter Haandfuld deraf tog,
Hun ødsled med Papir meer end hun burde,
Thi Grethe vidste ikke hvad hun gjorde.

I sin Uskyldighed og travle Hast
Hun drømte ikke om, at Almas Minde,
Ja hele Tanke — Liv var sluttet inde
I denne Skuffe, som hun tømte fast;
At her endnu var Følelser at finde
Af Hjertet, som i Døden nylig brast:
Nei, Grethe Skuffens Indhold aned ikke,
Thi ellers havde vist hun Alt ladt ligge.

Nu greb med Hænderne hun vildt deri,
Og Minder fra en Fortid, rig paa Klage,
Begyndte Breve, der var holdt tilbage,
Suk, der ved Lyrens Klang var løste frie,
Betragtninger, som Frugt af ældre Dage,
Kort: Tanke, Følelse og Phantasi -
Alt offred Grethe her til Reenheds-Guderne,
Men deiligt klare bleve ogsaa Ruderne.

Dog hvortil hjalp det? Dagen er tilende,
I største Hast sin Praas hun stikker an,
For rundt paa Væggen Lysene at tænde;
Thi snart fra Nabolavet ventes kan
De Qvinder, der indbudne var af hende,
For Alt at see, hvad her er bragt istand.
Een efter Een paa Gangen kom tilstede,
Og ind i Stuen Grethe bad dem træde.

De stod som slagne — hvilken Glands og Pragt
For Fattigfolk, hvis Blik i Mørket famler!
Der — midt paa Gulvet — paa to sorte Skamler,
Ved hvilke Blomsterpotter holde Vagt,
Staaer Kisten, hvorom Sværmen tæt sig samler.
Bestraalt af Lyset, i sin hvide Dragt,
Med blaa Fiolkrands, der sørgmodig smiler,
Med Roser i sin Haand, den Døde hviler.

Hvor er hun smuk at skue! Reent forsvunden
Er hver en Fure, hun af Tiden fik;
I Dødens Bad hvert Sorgens Træk forgik,
Og atter Ungdomssmilet sees om Munden.
Den unge Alma er tilbagevunden!
Ja, som hun hviler her med lukte Blik,
Kun lidt til Siden bøiende sit Hoved,
Hun ligner fast et Barn, der ind er sovet.

Den hele Kreds bevæget blev derved;
Sig Alles Blik mod dette Aasyn vendte,
Som de Beskuende et Gjenskin sendte
Af en uendelig og evig Fred.
De syntes at saa godt de hende kjendte,
Hun havde lang Tid boet paa dette Sted,
Og skjøndt hun leved for sig selv i Stilhed,
Hun dog saa tidt dem havde hilst med Mildhed.

Saa stod om Kisten Nabolavets Qvinder -
Men du, min Læser! du, som ønsker, at
Du paa den Skuffe kunde nu faae fat,
Der nylig opfyldt var med Almas Minder,
Og hvori sig en Rest endnu befinder:
Følg du med mig og modtag denne Skat!
Jeg samled Stykkerne saa godt jeg evned,
Men det er ikke Stort, hvad Grethe levned.
I tvende Samlinger dig skjenkes her
Hvad der af Almas skrevne Ting blev sparet
Hvoraf en Deel fra hine Tider er,
Da hun sin Elskers Troløshed erfared,
Mens den Deel, hvori Livet hun sig klared,
I Tid og Alder ligger mere nær.
Det Hele, som kun et Fragment er vorden
Meddeles her i chronologisk Orden.

------------------- —

ALMAS EFTERLADENSKAB
LYRISKE DIGTE

Du skriver ei — Forventning ei du kjender:
Den Tilstand, hvori Sjælen har sig knyttet
Til hvad der i det Fjerne bort er flyttet,
Til hvad man Dag og Nat sin Tanke sender.

I Febertørst man efter Budskab brænder,
For Ørets Sands har Livet selv man byttet,
Det er, som om man anspændt lytted, lytted,
Og desto meer, jo mere Haabet ender.

Den Vished, som det sidste Haab udslukker,
Til hiin Afsindighed da fører enten,
Der yttrer sig som evig grundløs Venten;

Eller den Sjælens indre Dyb oplukker,
Hvori fra Dagens solbestraalte Rige
Til natlig Bjergmandsliv man ned maa stige.

Her staaer det — i min Haand jeg holder Brevet,
Det Allersørgeligste nu jeg veed;
Paa alle Tvivlens Spørgsmaal kom Besked.
Det er forbi, forbi — her staaer det skrevet!
Fra Tordenskyen Lynet har sig revet,
Midt i min stolte Bygning slog det ned,
I Luer op gaaer al min Herlighed:
Hvad jeg har drømt og haabet og oplevet.

Men hvor er Armods bittre Nød, jeg frygted,
I dette Tilflugtssted, saa fast og trygt,
Hvorhen fra Undergangen jeg er flygtet?

Jeg sidder her jo i den brandfri Kjelder,
Af min Erindrings faste Grundmuur bygt,
Og mine Skatte jeg endnu jo tæller.

Unyttig Stræben! Kraften er forbi!
Har i en Andens Liv man sit begrundet,
Har til et Menneske man ret sig bundet,
Man mægter ikke meer at vorde fri.

Forgjæves kæmper jeg — min Phantasi
Bestandig former hvad der er forsvundet;
Men han, i hvem jeg før har Livet fundet,
Er nu det Dødningskriin, jeg hviler i.

Jeg boer i ham, men frit jeg aander ikke.
Jeg kalder, men man hører ei min Stemme,
Jeg speider — Alt er Nat for mine Blikke.

Endnu med Livets Følelse begavet,
Det kolde Hjerte kun jeg kan fornemme,
Hvori jeg ligger levende begravet.
Daarende Haab, som nu vugger
Midt i Fortvivlelsen atter mit Hjerte:
Efter den bittreste Smerte
Op som en lysende Stjerne du dukker!

Lyset dog trøster mig ikke,
Aldrig min Glæde tilbage det bringer;
Mørket, hvis Dyb mig omringer,
Skuer jeg truende for mig at ligge.
Styrtet i Havdybets Bølger,
Døer man ei strax, skjøndt man strider forgjæves:
To Gange op man jo hæves,
Før man med Strømmen til Afgrunden følger.

Høit i din Salighed sidder
Gud du hist oppe, mens smertebedøvet,
Knuget og bøiet i Støvet,
Her for dit Blik jeg som Ormen mig vrider.
Mon Dig til Velbehag stemmer
Skabningens Smerte, hvis Træk sig afsløre?
Mon med en Musikers Øre
Sukket, det qvalfulde, kun Du fornemmer?
Mon det er Konstnersandsen,
Som med min Lidelse her Dig forsoner?
Passer til Himmelens Toner,
Til dens Accorder, maaskee Dissonansen?
Som naar den skyblevne Ganger,
Følende Pidsken, beroliges atter,
Da gjennem Slaget den fatter
Rytterens Villie, som Stilhed forlanger:

Saa er, o Gud! det min Lindring,
At om end ikke min Bøn Dig nu rører,
Du den alligevel hører,
Du den bevarer i evig Erindring.
Om end saa haardt Du nu slaaer mig,
Du er dog nær! selv dit Slag er mig Borgen;
Du er dog hos mig i Sorgen,
Du i min Nød dog tilfulde forstaaer mig!

Suk, som hver Tanke bevinger,
Hvor er den Kraft, som Jer holder i Tømme?
Sorger, som over strømme,
Hvor er den Magt, som jer Heftighed tvinger?
Floden, der bruser og skummer,
Gjennem Canaler jo flyder saa stille;
Klare som Perler jo spille
Mosede Vande, som Springrøret rummer.
Konsten til Hjælper jeg kaarer!
Den skal Naturen, den vildfarne, rette,
Den skal i Trøst mig omsætte
Længselens Klager og Ensomheds Taarer.
Sangfuglen over mig svæved,
Træet jeg var i dets kraftige Leven;
Hvor er den Freidighed bleven,
Hvormed jeg eengang mod Himlen mig hæved?
Glæden er flygtet, og Hvilen
Skuffer mit Sind og mit søgende Øie;
Evig jeg ned maa mig bøie,
Som over Skovdammen Grædepilen.
Livet, der fordum fremstilled
Klart sig for Synet og Glæde mig skabte,
Himlen, jeg over mig tabte,
Søger jeg nu i det omslørte Billed.

Aldrig hans Ord kan jeg glemme!
Aldrig den Lvkke, hvorom de fortalte!
Kjærlig ved Navn han mig kaldte,
Da som et Echo først vaktes min Stemme.
Her, hvor mig Eensomhed dækker,
Er jeg kun Fjeldet, det lydløse, stille -
Svare som fordum jeg vilde -
Røsten er borte, der Gjenlyden vækker.

Stemmen mig blev til et Minde
Dybest i Fjeldbrystet sidder den fangen -
Ingen den løser, og Klangen
Evig i Hjertet nu slutter jeg inde.
Landed i Ungdommens Dage
Vi paa det Øland, hvor Kjærlighed throner,
Aldrig til Fastlandets Zoner,
Hvorfra vi styred, vi vende tilbage.

Selv om vort Haab os beskæmmed,
Selv om vi Lundene tillukte finde,
Land maa vi kæmpende vinde,
Selv har vi Veien os spærret til Hjemmet.
Hjertet fra det vi bortvendte;
Helten vi ligned, der dreven af Æren,
Dengang han landsatte Hæren,
Skibene bag sig paa Kysten opbrændte.

Sange, som lifligt mig klinge!
Sange, hvis Vinger af Toner jeg støbte!
Veed I hvor dyrt jeg Jer kjøbte,
Hvad det mig kosted, saa vidt Jer at bringe?
Prisen Jer Fuglen kan lære,
Den, hvem den selsomme Drift blev indpodet:
Det er med Hjerteblodet
At Pelicanen maa Ungerne nære.

Frem af det saarede Hjerte
Tankerne strømme, mens jeg mig forbløder:
Det er med dem jeg Jer føder,
Tonende Børn af den dæmpede Smerte!
Som under Solnedgang Rysten
Og Feberkulde betager Naturen,
Engen og Agerfuren
Dampe, mens Taager opstige fra Kysten:
Saadan fra Glæde til Smerte
Bævende føle vi Overgangen;
Sjælen af Frygt holdes fangen,
Zittren og Uro bespænder vort Hjerte.

Først naar med Glæden sig fjerner
Kampen i Sjælen, vi hilses af Freden;
Først naar i Havdybet Solen er gleden,
Stige, mens Taagerne synke, de evige Stjerner.

Roser, saa farvede, friske,
Yndigt I blomstre fra duftende Hækker!
Ønsker, som Hjertet udklækker,
Liflige Ord I vort Øre tilhviske!
Lidt dog af Indhold I eie!
Hundred Pund Roser jo samles tilhobe,
Kun for en eneste Draabe
Rosenolie at bringe tilveie.
Ak, og hvormange, hvormange
Ønsker maa ikke vort Hjerte opgive,
Blot for at kalde tillive
Sukket, de himmelske Magter forlange!
Just som de stivfrosne Snoge,
Længst under Løvfaldet bragte til Stilhed,
Ved en Octobersols Mildhed
Atter fremlokkes af Huller og Kroge:
Saa, ved et Smiil kun af Lykken,
Luner, som flygted for Skjæbnen, der trued,
Feil, som den bittre Nød kued,
Daarlige Tanker, vi længst vendte Ryggen.
Blendes vi da ved hver Straale?
Skal vi bestandig da tugtes og tvinges,
Bøies, ydmyges, forringes,
Før vi den ringeste Glæde kan taale?

Naar man ved Mennesker hænger,
Potteplanten, den kjælne, man bliver,
Savner man Pleie, man hiver,
Altid til Røgt og til Hygge man trænger.
Røvet mit Ly og opreven,
Netop da Blomsten begyndte at skrante:
Atter til Frilandsplante,
Udsat for Storm og for Frost, er jeg bleven.
Lod jeg nu deler med Vrimlen,
Veirliget som det kan falde jeg tager,
Skyen hen over mig drager,
Solskin og Regn jeg kun venter fra Himlen.
Tidlig vi Mennesker ære,
Opad som Smaa til Forældre vi skue;
Siden Beundringens Lue
Konger og Helte og Konstnere nære.

Verden vor Hylding da kræver,
Virak vi bringe hvad Storhed bebuder,
Indtil vi selv vore Guder
Plyndre, naar Tiden Fortryllelsen hæver.

Hvad vi fra Mennesker tage:
Tillid, Beundring, Kjærlighed, Ære,
Vi til det Ofrerbaal bære,
Hvormed vi Gud vil alene behage.
Bagest i Logen i Mørket,
Piint af Theaterets Hede, jeg sukked;
Døren medeet man oplukked,
Og en forfriskende Luftning mig styrked.

Du for mit Syn dig fremstilled,
Du vor befriende Hjælper i Nøden:
Trøstende Tanke paa Døden,
Du kom mig nær, og jeg gjemmer dit Billed!

Hvergang mig Mismod betvinger
Her under Dagenes Byrde og Hede,
Vær som en Cherub tilstede,
Vift med de susende, kølende Vinger!
Hjemad Soldaterne trække,
Foden, den støvede, Steenbroen slider -
Foran Musiken dog skrider,
Fører med klingende Spil den bølgende Række.
Spillet dem Alle opliver,
Længden af Veien den Enkelte glemmer;
Styrke til kraftløse Lemmer,
Glæde til nedstemte Sjæle det giver.

Billed af Menneskeheden,
Ført af den evige, styrende Tanke!
Den, hvoraf Hjerterne sanke
Mod og Begeistring til Vandring herneden.

Du lille Fugl, som hopper om saa let,
Hvis muntre Qviddren møder nu mit Øre,
Hvor du forstaaer din Gjerning glad at gjøre,
Skjøndt du er omsnoet af Instinctets Net!

Tro i dit Dagværk, bli'er du aldrig træt
Ved Korn og Straae til Reden hjem at føre;
Vi Mennesker, som os i Frihed røre,
En saadan Troskab ei begribe ret.

Fri som en Fugl! ja dette Maal os stilles.
Hvor gjør dens Liv vor Lydighed tilskamme!
Hos den fra Budet Lysten aldrig skilles.

Fri som en Fugl! naar fyldt som den af Iver,
Hvert mindste Vink fra Gud os kan opflamme,
Og til Instinct os Lydigheden bliver.

O travle Liv med Arbeid kun for Øie,
Fra tidlig Morgen indtil Sol gaaer hjem,
Med Pen og Pensel, og omkap med dem
Med Naal og Traad, der Alt vil passes nøie:
O travle Liv, mit Hoved vil du bøie,
Vil standse Tanken, naar den iler frem
Imod det himmelske Jerusalem,
Mod Livet og mod Glæden i det Høie!

Min Trøst Soldaten er, der kjæk og hærdet
I Løbegraven Tjeneste forretter,
Arbeidende sig fremad uforfærdet.

Eengang han færdig er med Veiens Banen,
Stormstigen da til Fæstningen han sætter,
Og trænger ind og svinger Seiersfanen.

Hvor vidt dog Haabet i vor Ungdom rækker!
Saa langt som Synet og dets Grændse naaer;
Af det sin Fylde hele Livet faaer,
Der paa dets brede Basis ud sig strækker.

Men meer og meer sig denne Basis trækker
For Øiet sammen, mens man fremad gaaer,
Og alt som den formindskes Aar for Aar,
Indskrumper Livet med, som den bedækker.

Tilsidst den til et enkelt Punkt er bleven,
Og med Forundring naar vort Løb er endt,
Vi skue Resultatet af vor Leven:

I Haabets Sted, udstrakt mod hver en Side,
Staaer nu for os, som Livets Monument,
Resignationens faste Pyramide.
Kun Haabets Væld i Sjælen Liv frembringer,
Naar Alt opgives, vi ei leve kan;
Resignationen bag sin Klippes Rand
Det bundne Haab til evig Hvile tvinger.
Da standser Livet — Døden os omringer,
Vor Sjæl forsmægter i det øde Land,
Og ingen Moses slaaer af Klippen Vand,
Og rører Stenen, saa at Kilden springer.
Med eet Slag skeer det ikke meer herneden;
Men dog Miraklets Hjælp os Gud tilbyder
I Sjælens sidste Kraft, Taalmodigheden.

Den virker ufortrøden, skjøndt saa stille;
Den haarde Flint den langsomt gjennembryder,
Og frem i Draaber pibler Livets Kilde.

O Haab, som skuffer naar vi see tilbage,
Som altid troes, naar fremad gaaer vort Blik,
Som love, men ei holde har for Skik,
For hvilken Aand, o Haab, skal jeg dig tage?
Saa trøstende kan Løgnen ei bedrage!
Endskjøndt dit Udsagn aldrig holder Stik,
Du selv maa være sand; i dig vi fik
En evig Glædes Pant midt i vor Klage.
Ja, du som skuffer mig fra Stund til Stund,
Dig vil jeg troe! Dit Løfte vil jeg mindes!
Din Himmel er, skjøndt intet øie saae den.
Saa peger en Magnetnaal ogsaa kun
Hen i den Retning, hvor Magneten findes;
Tilstrækkelig forlængt, den vilde naae den.

Naar Invaliden sig isøvne vender,
Mens i den gamle Skramme det ham stikker,
Ham Kampens vilde Syner Drømmen skikker,
Og Kugleregnens Lyd paany han kjender.

Igjen det i det trufne Lem ham brænder,
Igjen han i sit Blod paa Marken ligger;
Og Smertens bittre Skaal som før han drikker,
Ved Amputering under Lægens Hænder.

Saa gaaer det mig, naar Alt er paa det Bedste:
Et Ord, et Vink behøver kun mit Hjerte,
Og alle gamle Sorger strax det gjæste.

Det Frugten er af Kampen og af Striden!
Den gamle Vunde gjemmer paa sin Smerte,
Men hvo er modig dog som Invaliden?

Hvor kort en Sommer har vort kolde Nord!
Og dog jo Somrens Navn bestandig høres:
Til Sommer vore Planer skal udføres!
Til Sommer reise vi og gaae ombord!

Til næste Sommer! er det fælles Ord
Der lyder hvergang Haabets Stræng berøres,
Selv naar af Vintertaagen Solen sløres
Og Sneen farver hvid den frosne Jord.
Ikkun i Høst ved Somrens Tab vi sukke;
Men knap om vore Fødder rasler Løvet,
Før atter Sommerdrømme Hjertet vugge.
Hvi over Vintrens Varighed da klage,
Naar Haabet holder fast hvad Tiden røved,
og Tanken dog har Sommer alle Dage?

Naar rigtig man har leet af Hjertens Grund,
Et lille Suk fra Brystet høres atter,
Ret, som man selv fordømte denne Latter,
Hvori sig Sjælen frigjør for en Stund.
Det er som man af Skole skulked kun,
Idet saa heftig Glæden man omfatter,
Og Sorgens Folder i en Verden glatter,
Hvor Korsets Byrde først gjør Sjælen sund.
Men hvi blev Latter Mennesket da givet?
Hvad gavner den vel os, der her skal røres
Til Taarer ved den jordiske Tragedie?
Dens Tid ei kommer, førend endt er Livet,
Før, bleven til et Frihedschor, den høres
Som Jubel ved den himmelske Comedie.

O Lørdagsaftens Glands, som tidt mig blendte!
Hvor travlt det hele Nabolav nu har:
Rundt om Beredelsen jeg bliver vaer
Til Søndagmorgens Fryd, som er ivente.
Ved Gadeposten Vand nu Alle hente,
Der vaskes Vindver, og der skures Kar,
Og hver, af Sit optagen, meer ei ta'er
Forargelse af Venner og Bekjendte.

O Lørdagsaften, som gjør Alle lige!
Din Færd for Livet og for Alle gjælder,
Der mod en evig Søndagsglæde hige.

Og spotter man din Færd, saa agt ei Torten!
Skjøndt i din Gjerning du som Æslet træller,
Du løfter dog dit Hoved høit som Hjorten.

Hvor mange svundne Aar alt bag mig ligge!
Hvor fjern min Ungdom og dens friske Vaar!
Idag paany der aabner sig et Aar,
Og fremad drages atter mine Blikke.

Jeg tænker paa Kamelen, der at drikke
Kun eengang før den lange Vandring faaer:
Igjennem Sandets Ørkener den gaaer,
Og dog den styrter ei, forsmægter ikke.

Som den har ogsaa jeg af Kilden drukket,
Der kan den indre Tørst for lang Tid stille,
Naar Tørsten eengang er tilfulde slukket.

Igjennem Livets Ørken frem jeg traver,
Mens bag mig ligger Kjærlighedens Kilde,
Og for mig Dødens palmesmykte Haver.

------------------ —
ALMAS EFTERLADENSKAB

II.

RELIGIØSE BETRAGTNINGER

Vi dyrke Gud, naar i os selv vi pløie
Naturen ned, saa det Guddommelige,
Saa Naadens Spire kraftig frem kan stige;
Men hvormed tjene vi den Evighøie?

Hvad trænger Han til os og til vor Møie?
Han skabte Verden ved sit Bliv at sige;
Dog kan vi fange Sjæle til hans Rige,
Og denne Tjeneste har Gud for Øie.

Han bruger os, som Jægeren benytter
Den tamme Elephant og Lokkeduen,
Hvor ei til Gavn er Snaren eller Buen.

Til denne Tjeneste vor Løn sig knytter,
Den Løn, hvorefter alle Hjerter tørste:
Tilbedelsen — det Saligste, det Største!

Fuldbragt Forsoningen har Christi Død,
Og Evigheden frem hans Offer bærer:
Guds Kjærlighed til os det evig nærer,
Dog Seglet for Mysteriet Ingen brød.
Men Frelsens Budskah ud i Tiden lød,
Forløsning end den hele Jord begjærer,
Og end som Mester, Hjælper, Læge, Lærer,
Staaer Christus midt i Menneskenes Nød.

Forsoneren, der Verdens Synd kan dølge,
Der Straffen bære kan i Alles Sted,
Er ei istand vi til at efterfølge;

Men Frelseren tør ikke lades ene,
Han vil at vi skal tage Korset med,
Og staae ham bi, lig Simon fra Cyrene.

Forunderligt! Ved Lastens Træk vi blegne,
Vi for den Falskes Ord slaae Øiet ned,
Og see vi Troskab, der sin Løn ei veed,
Fornemme Fred vi paa en Andens Vegne.

Kan fremmed Skyld og Værd vi os tilregne?
Og gives der maaskee bag Gravens Bred
En fælles, stor Almeen-Samvittighed,
Hvis Virken spores alt i Støvets Egne?

Dens Stemme spirer skjult i hvert et Bryst,
Skjøndt sjelden her, hvor hver har nok at gjøre
Med sin Samvittighed, vi klart den høre.

Men naar den høres, lærer os dens Røst:
At med hverandre vi rnaae staae og falde,
At Palmen rækkes Ingen eller Alle!
Kan Væsner, som er skabte, modstaae Gud,
Og hvilken Udgang faaer tilsidst da Striden? -
Den Onde har sin Frihed, han har Tiden,
Og Seirens Tid for Gud han trækker ud.

Men Gud, som ikke kjender Tidens Tvang,
I Evighedens Dyb sig ind begiver,
Og ved den Tomhed, der tilbage bliver,
Gjør netop Synderen han Tiden lang.

Hvad nytter Dennes Trods? Hvad hjælper Vreden?
Ham med hans eget Vaaben rammer Gud;
Og trak end Tiden han bestandig ud,
Hans Modstands Grændse dog er Evigheden

Hvorfor Dæmoner Mennesker besætte?
Mon ei, fordi de fjernede fra Gud,
Og viste bort fra ham i Mørket ud,
Selv ville Salighedens Tab oprette?
Den Aandens Friskhed, Frodighed og Kraft.
De før i Herligheden havde havt,
Det Væld af Liv, de forhen følte stige,
De stoled paa som Hjælp i Mørkets Rige;
Men denne Rigdom, som de regned paa,
Ved første Greb dog sammensmeltet laa.
Den Fylde, som uendelig de drømte,
Fra Livets Kilde dem ei meer tilstrømte
Dens Væld var standset — tørret i dem selv
Til Bunden var Lyksalighedens Elv,
Og Alt, paa Mindet nær, for dem var omme.
De følte sig paa eengang golde, tomme,
Og med Forfærdelse nu greb dem først
Den vilde Hunger og den hede Tørst:
Det friske Liv de maatte ha'e tilbage,
Den tabte Fylde — men hvorfra den tage?
Da (som en Rovfugl speidende seer ned)
De skued Menneskets Naturlighed,
Der nyskabt, sorgløs, frank og fri og frodig,
I Ungdomshaabets Kraft sig rørte modig,
Og over den de styrtede sig vildt,
For deres Tørst og Hunger at faae stilt;
Thi selv — som det i Skriften om dem hedder -
De vandre gjennem øde, tørre Steder.
De ville bort fra Undergangens Vei,
De ville mætte deres tomme Jeg,
De ville, knyttede til Sjælevrimlen,
Med straalende Ansigt atter op i Himlen,
I Fyldens, i Lyksalighedens Hjem. -
Bestandig deres Savn dem driver frem,
I deres Ørk de føle sig forladte;
Da Christus drev dem ud af den Besatte,
Og rensed Menneskets Natur ved sin,
De søgte Tilflugt i en Hjord af Sviin;
De styrted sig i Søen fra dens Bredder,
Alting af Angest for de tørre Steder.

Til Frelsen er kun Naadens Vei den rette;
Dæmonerne, som anden Vei vil gaae,
Som bryde ind og Sjælene besætte,
For den forspildte Herlighed at naae,
Kun Røvere og Tyve kaldes maae.
Men skjøndt for deres Værk dem Rum er givet,
Og skjøndt de Tumleplads har her i Livet,
De veed, at deres Magt en Ende faaer.
De troe og skjælve, som der skrevet staaer.

Hvor langt endog de Kampens Tid uddrage,
Af sikkert Nederlag dog findes Spor
I Legionens gamle Spaadomsord:
Er du før Tiden kommen, os at plage?

Ved Christi Seier er Djævlen overvunden,
Og dog at friste jo endnu ham lykkes;
Han virker fort — det Gode undertrykkes,
Hvor var det muligt, var hans Magt forsvunden?
Ved Christi Seier til Kirken lagdes Grunden,
Lig Djævlens Throne den af Sjæle bygges,
Og for hver Sjæl, der vindes, ud der rykkes
En Steen af Thronen, som holdt før den bunden.
Mens Kirken stiger, Thronen sammen falder;
Steenhjerterne, hvorover Djævlen kneiser,
Faae Liv og skyde Angerens Krystaller.
Tilsidst, naar levende er alle Stene,
Naar paa sin Kirke Christus Spiret reiser,
Er Thronen borte — Djævlen er alene.

Af Djævlens Fald gik Verdens Uro frem.
Dengang han havde tabt med Lysets Hjem
Det Høieste, der til en Skabning gives,
Det Liv, hvori Lyksaligheden trives,
Og nu Fortvivlelsen angreb ham vildt
Med sit »fortabt, forspildt, fortabt, forspildt!'
Da — for af Naget ei at sønderrives,
Og selv fortæres af et evigt Savn -
Sin Qval han kasted ud i Verdens Favn.
For Salighedens Billed at forjage,
Forstyrrelsen til Hjælp han maatte tage;
For reent at drukne det i Glemsels Elv,
Usalighed han maatte skabe selv,
I Undergangen Verden med sig trække,
Forføre, friste, skuffe, ødelægge,
Og flygtende bestandig for sit Jeg,
Sit eget Væsen i de Andres tabende,
Sit eget Helved for de Andre skabende,
Ustadig storme frem paa Mørkets Vei.
I denne Djævlens Virksomhed og Trængsel
Er intet fugtigt Veemod, ingen Længsel,
Thi aldrig qvæges han af Haabets Bad;
Hans Sorger som et vissent, løsnet Blad,
Der uden Hvile hvirvles om i Vinden;
Fortvivlelsen er som den tørre Vind,
Der fremad, fremad driver kun hans Sind,
Men evig tørrer Taaren bort af Kinden.

Naar eengang Naadens Kald de Faldne høre,
Naar Ingen meer der gives at forføre,
Naar Djævlen ingen Verden eier meer,
Hvori han rase kan, og selv sig glemme,
Mens Andre Byrden af hans Qval fornemme;
Naar eensom i det Helved han sig seer,
Som for Alverden han berede vilde;
Naar selv han i den Ørken bliver stille,
Hvor Livet sig ved intet Spor betegner,
Hvor — lig det golde Strøg i Afrika -
Der Intet voxe kan, da ei det regner,
Og, omvendt, ingen Regn kan falde, da
Der Intet voxer — naar i denne Tørke
Nu Djævlen sidder — røvet Magt og Styrke,
Og nødes til at vende Blikket ind
I hvad han vilde flye: sit eget Sind;
Naar efter en uendelig Udvidelse
Han endelig engang sig samle maa:
Da først vil Straffens Tid for ham opgaae,
Thi da hans Liv først Eet er med hans Lidelse.

Lyksaligt er, sig nyskabt at fornemme,
Og føle sig i Haabets Paradis;
Men saligt er, sit eget Selv at glemme,
Og skabe noget Nyt paa aandig Viis.

Til denne Dobbelthimmel vi os svinge,
Naar for Tilværelsen vi takke Gud;
Naar Hjertets indre Lovsang vi frembringe,
Mens Livets Lyst i Toner bryder ud.

Dog hvis vor egen Røst vi da kun høre,
Det gaaer os som det fordum Djævlen gik:
Hans Toners Skjønhed fængslede hans Øre,
Og Æren af hans Lovsang Gud ei fik.

Han synger ikke længer — reent forstemte
Er Glædens Strænge, hvori Klangen laa,
Og Hjertets Text, han over Sangen glemte,
Forgjæves søger han at komme paa.

Men naar engang i Himlen Fuga synges,
Den store Fuga, der er Livets Lyst,
Hvor alle Stemmer i hverandre slynges,
Og hvor dog skjelnes skal hver enkelt Røst;

Naar Gud, som fylder Alt, sin Lov skal høre
Som Udbrud af hvert Hjertes Poesi:
For Harmonien at fuldstændiggjøre,
Mon ikke Djævlen da faaer et Parti?

Paa Middelaldrens Borge, man fortæller,
Stod Dandsen tidt og Gildet ovenpaa,
Mens nedenunder, i den skumle Kjelder,
I Lænker smægtende de Fangne laae.
Saadan sig Himmerige Mange drømte.
De Salige sad høit i Herlighed,
Mens nedenfor med Hylen de Fordømte
I Mørkets Dyb en evig Pine led.

Hvo havde holdt det ud i Dandsens Vrimmel,
Hvis Fængslets Suk var trængt til Borgens Sal?
Hvem kunde finde Freden i en Himmel,
Hvor end man troede paa en evig Qval?

Om de Fordømtes Tilstand læser jeg,
At i det fjerne Mørke ud de lukkes,
Hvor Ormen døer ei, Ilden slukkes ei.
Er det vor Sorg, at Ilden ikke slukkes,
At Ormen ikke døer? Nei! Livets Tegn
Er denne Pine, der tilbage vender,
Der Mindets qvalte Blus paany antænder,
Og danner mod en evig Død et Hegn.
I denne Smertens Nat, foruden Lise,
Endnu en Aand kan truende sig vise;
Den urofulde Sjæl, som ei kan døe,
Hvem Naget holder vaagen, mens den skuer
Ned i Fortabelsens den mørke Sø,
Endnu ved Synet af en Dommer gruer.
Den seer af Himlens Gud et omvendt Billed
I Dybet af sit svundne Liv fremstillet;
Den seer, betagen af sin egen Skræk,
En Skrækkens-Aand, for hvem den sammen farer;
Den seer en Gud, men som kun aabenbarer
Sig under Hævnerens de grumme Træk.

Boer intet Haab i de Fordømtes Hjem? -
Hvem eier Magten, som betvinger dem.
Hvem vækker Qvalen op, som aldrig ender?
Er Mørkets Fyrste Den, der Straffen sender?
Nei, Fristelsen kun Denne hører til;
Han stiller Synderen paa Afgrundsranden,
Men Straffen hører Gud til, ingen Anden!
I den Fordømtes Indvold, lig en Ild,
Lig Ormen, der bestandig gjenta'er Naget,
Sin Bolig den Almægtige har taget,
Thi som forfærdelig han føles vil.
Den Livets Lue, hvoraf Alt sig nærer,
Den Varme, hvoraf Hjerter gjennemglødes,
Den Flamme, hvoraf Saligheden fødes,
Fornemmes her som Ilden, der fortærer.
Men selv i den et Haab dog holder Stand;
Hvor stærk endogsaa blev den indre Brand,
Hvor dybt endogsaa den Fordømte skjælved:
Gud — Himlens Gud — udgjør jo selv hans Helved.
Vi ligne Døden ved et Sædekorn,
Som lægges ned, til atter op det skyder;
Ved Puppen, som det Hylster gjennembryder,
Hvori dens Liv var spundet ind tilforn;
Thi Døden paa den nære Fødsel tyder.
Naturens Kræfter Livet Bistand række,
Just naar dets gamle Form de ødelægge;
Forraadnelsen dets Baand opløse vil,
Selv Ormene, hvem Dødens Krav ansporer,
Hver løbende med Sit, lig Creditorer,
Ved Livets Gjennembrud maae hjælpe til.
Men Sjælen mærker ei det vilde Spil;
Dybt i sit eget Væsen concentreret,
I Virksomhed og Dannen absorberet,
Sit Legeme, det ny, den former sig.
Den sidder stille — Archimedes lig,
Der selv ved Krigens larmende Opvækkelse,
Ikkun beskæftiget med sit System,
Fordybet sad og løste sit Problem
Midt under Syracusas Ødelæggelse.

Det er den første Død, hvis Art vi kjende;
Men nu den anden Død, der tales om
I Skriften ved den endelige Dom,
Hvad er den anden Død, som ei faar Ende?
Med hvilket andet Navn betegne denne,
End med Forhærdelsen? naar Stenen lig,
Død for Alverden og som død i sig,
Uvirksom, eensom, uforanderlig,
Berøvet med hver Stræben Haab og Længsel,
Den gudsforladte Sjæl, i natlig Fængsel
Af sin Bevidsthed kun et Livstegn hentende,
Afmægtig paa Befrielse kun ventende,
Er fastholdt i et evigt Mørkes Skjød.

Er ei der Frelse fra den anden Død?
Ved Tidens Traad endnu dog Livet hænger.
Ved Tiden, som kun er et Øieblik
For Livet, der i Graven Hvile fik,
Men som sig uafseelig her forlænger,
Afmaalende den aldrig endte Nød. -
Er ei der Frelse meer fra denne Død?
Naar Stene sprængtes, stundom man der inde
En levende Tudse jo har kunnet finde,
Som, maaskee hele Sekler indeklemt,
Der sad og vented, for Alverden gjemt. -
Saa er det og mit Haab, at eengang Gud
Forhærdelsen med Magt vil gjennemtrænge,
Vil med sin Naades Lynslag Døden sprænge,
Og løse Sjælen af dens Fængsel ud:
Den tabte Sjæl, hvis Liv i Afmagt endte,
Og som, lig Tudsen, mægted kun at vente.


I vor Natur der boer en dobbelt Trang:
Vi vil os føle frie, vil ei bestemmes;
Men dog vil af et Forsyn ei vi glemmes,
Vi Styrelsen vil spore paa vor Gang.
Hvordan saa modsat Attraa vel forlige?
Kun Gud det mægted, som har skabt vor Aand:
Han skjenked Sjælen Frihed — det vil sige,
Han holder den i et elastisk Baand.
Ved hver Bevægelse det givrer efter,
Det rækker til endnu paa fjernest Vei,
Og styrted Sjælen end med fulde Kræfter
Sig ned i Dybet — Baandet brister ei!

Hvordan skal Naadevalget vi forstaae,
For hvilken Lære jo Saamange bæved:
Har Gud for sig kun nogle Sjæle krævet?
Vil hvad der kaldes Verden Han forsmaae?
Paa Himlen selv Forklaringen jeg saae,
Naar Nattens blanke Stjerner frem sig hæved,
Og Melkeveiens Taage bag dem svæved,
Lig Verdens Myl blandt de udvalgte Faa.

Vort Blik ei Melkeveiens Lys opdager,
Og just som Rummet her, saa Tiden fjerner
For Synet Dem, der eengang vælges ud.
Men Evigheden Rum og Tid optager,
For Gud er ogsaa Melkeveien Stjerner,
Og hver en Sjæl en udvalgt er for Gud.

At være udvalgt — det er ei at prange
I himmelsk Hoihed eller jordisk Ære,
Er ei sit Kors som Hæderstegn at bære,
Men Korsets Byrde til sin Deel forlange.
Det er, i Herrens Viingaard ind at gange
Og ved de første Timer kaldt at være,
For sig i Dagens Arbejd at fortære,
Mens ledige paa Torvet staae de Mange.

For Værkets Skyld der Tid de Faa forundes,
Men Flere kaldes til, mens Dagen rinder,
Og Alle, før den ell'vte Stund er svunden.

Guds Rige da ved Hjælp af Alle grundes,
Hvis Løn er eens; thi Først og Sidst forsvinder
Hvor Alt er evigt — Lønnen evig vunden.

Hvem har ei stundom følt det høie Mod,
Hvorved det er, som Jorden knap vi rørte,
Som om den hele Verden os tilhørte?
I Livets Friskhed havde det sin Rod,
I Følelsen af Nyskabthedens Fylde,
I den Lyksalighed, som kun vi skylde
Vort Udspring og vort adelige Blod,
Naar i vort Sind den Tanke sig befæster:
Af Gud jeg skabt er, af den største Mester!
Men dette Mod maa i sin Svulmen tæmmes,
Skal over Værket Mesteren ei glemmes;
Dets høje Skud maa kappes i sin Top,
Skal ei det skyde vildt som Hovmod op;
Det selv maa af den Helligaand behandles,
At det fra Stof kan blive til Product:
Maa gjøres mygt — til Ydmyghed forvandles.
Thi Ydmyghed af Modet er en Frugt;
Den dybt i sig fornemmer Spirens Frodighed,
Der da sig aabenbarer som Frimodighed.
Hvor er vort skjulte Menneske? Vi vide,
At det er til og er vor Eiendom;
Men om i os det findes, eller om
I Gud det gjemmes, derom kan man stride.
Snart mærke vi det lige ved vor Side,
Lig Duften af en Blomst, vi gaae forbi;
Snart som et indre Suk det løses fri;
Snart som en Klang det kommer — snart som Vinden,
Kun hørlig ved dens Kommen og Forsvinden.
Skjøndt for vort Syn det aldrig holder Stand,
Det sandses, føles og indaandes kan,
Ja tidt saa tydelig dets Nærhed spores,
At os vort eget Hjerte bli'er for trangt,
Og vi dets Væsen føle kan som vores;
Men tidt igjen det fjerner sig saa langt,
Som var det ikke meer med os forbundet,
Som var det ei hlot skjult, men reent forsvundet.

Hvad er vort skjulte Selv, som snart at vige
Og snart at komme, faaet har for Skik
Fra vort Bevidstheds første Øieblik:
Med hvilket Ord dets Væsen vel udsige?
Det nævnes kan det Eiendommelige,
Der frem med os af Skabertanken gik;
Det aandelige Navn, Enhver jo fik,
Da frem af Intets Nat han monne stige.
Med vor Natur vi gjøre hvad vi ville,
Vor Arv fra Slægten kan vi sætte til,
Kan Gaver, Evner, Anlæg, Alt forspilde

Men dette evige Navn, hvormed vi skabtes.
Vor Frihed aldrig sætte kan paa Spil;
Vi var tilintetgjorte hvis det tabtes.

Naar faae vi denne skjulte Eiendom,
Hvorved en jordisk Fødsel strax os skilte:
Det Jeg, vi savned, om end ei forspildte,
Da vi med Slægtens Synd til Verden kom?

Fra Vuggen af gik søgende vi om;
Vor Roes blandt Mennesker vort Savn ei stilte,
Den rigeste Natur det ei formildte;
Skilt ved sit skjulte Selv, er Sjælen tom.

Naar faae vi denne Skat, vi høiest skatte,
Og som i Sikkerhed for Sjælen ud,
Lig en Umyndigs Midler, Gud jo satte?

Naar ret vi blive myndige! Naar Navnet,
Vort eiendommelige Navn hos Gud,
Vi halvt har lært at kjende gjennem Savnet.
Hvordan det Jeg, der her er aabenbaret,
Ved Fødslen af vort rette Jeg forsvinder -
Hvordan sit skjulte Menneske man vinder:
Paa dette Spørgsmaal gjemmer Himlen Svaret.

Den Helligaand sin Daad har ei forklaret,
Og Mennesket, før selv det sig besinder,
Alt født og døbt og nævnt ved Navn sig finder,
Da Naaden kun som Virkning det erfared.
Om Aandens Værk dog ingen Tvivl os levner
Det skjulte Menneske, der klart sig viser,
Og ikke blot som Skaber Gud nu priser;
Thi nu med Sandhed det ham Fader nævner:
Som Himlens Barn, Guds Søn det har til Broder,
Som gjenfødt Sjæl, den Helligaand til Moder.

Hvad trøster os — os som ei Maalet naaede,
Som end med Slægtens Arv betynged' gaae,
Som aldrig i vor Magt os selv kan faae,
Som rundt om see Naturligheden raade? -
Vi, som Gjenfødelsen endnu forvente,
Vi hente Trøsten af Guds egne Ord:
'Den nye Himmel og den nye Jord
Staae altid for mit Ansigt« — 'Jeg dig kjendte,'
Før i din Moders Liv jeg danned dig.
Hver Sjæl, som evig eiendommelig,
Staaer altsaa ikke blot i Muligheden,
Men færdig for Guds Ansigt. Jeg er til,
Mit egentlige Merlneske var til,
Før det som født forvansket blev herneden,
Og Gud det skuer, som det blive vil.
O, rige Trøst for os i Livets Spil,
Hvor tidt det synes, som om Alt fortabtes!
Men ogsaa Trøst for Den, af hvem vi skabtes:
Med Blikket paa vort egentlige Jeg,
Der staaer for Ham, før det i os er vorden,
Gud i sin Salighed forstyrres ei
Ved Slægtens Synd, der raaber op fra Jorden.

Som Solen mig de Ord imøde skinne:
Gud i sit Billed skabte Mennesket,
Han i sit eget Billed skabte det,
Dengang han skabte det som Mand og Qvinde.

Guds Væsen altsaa Qvinden slutter inde,
Der har med Manden lige Byrd og Ret;
Men hvor i Guddomsdybet skal vor Æt,
Skal vi det Qvindeliges Ophav finde?

Dets Udspring i den Helligaand jeg finder,
Som har fra Evighed undfanget Sønnen,
Og som i Tiden Sjælene gjenføder;

Som trøster og veileder og paaminder,
Som træder frem for os med Suk i Bønnen,
Og som bedrøves, naar den Modstand møder.
Hvorhelst Historiens Bog vi kun oplade,
Hvorhelst vi paa Naturens Blikket rette
Guds Gjerninger os i Forundring sætte:
Vi dem betragte studsende og glade.

Men skuende kun Livets Overflade,
Vi Synernes Betydning ikke gjette
Og uden den tilsidst vi blive trætte,
Lig Børn, der Billedbogen gjennemblade.

Vor Afmagt her den Helligaand opretter,
Som med sin Skuen gjennemtrænger Livet,
Og al dets Indhold samler og bevarer.

Den som en Moder ned til os sig sætter;
I Bogen, som os Faderen har givet,
Den Billederne tyder og forklarer.

Dengang den Helligaand sig kraftigt rørte
I Kirken, mens den Verden danned om,
Dengang dens Gaver overflødigt kom,
Man om Mariadyrkelsen ei hørte.

Først da for Kirken Aanden sig tilslørte,
Og Sandsen blev med Tanken mindre from,
Da først for Jordens Slægter man i Rom
Maria frem som Himmeldronning førte.

Men vi, som er for Gloriens Straaler blinde
Som, søgende det evig Qvindelige,
Det ei kan troe et Værk af Skaberhaanden:

Vi stige maae til Himlen, for at finde
Den inspirerende, den naaderige,
Den evige Madonna skjult i Aanden.

Vil vi den Helligaand som Væsen kjende,
Og see, at Livet i sig selv den har;
Vil dens Selvstændighed vi blive vaer,
Maae Tankerne paa Bønnen vi henvende.

Ifald Gud Fader, hvem vi Bønnen sende,
Var Den, der mod sin Himmel selv os bar,
Der baade had i os og sendte Svar,
Saaes med et Spil jo Gud sig selv at blende.

Men Bønnens Andagt Sjælen ene skylder
Den Helligaand, der sig i os nedlader,
Og, bedende med os, vor Bøn gjør hellig;

Der med sit eget Guddomsliv os fylder,
Og løftende vor Aand op mod Gud Fader,
Er Eet med ham, og dog fra ham forskjellig.

Vi elske Faderen og Sønnen, men
Den Helligaand, som trøster og opliver,
Os ukjendt i vort eget Hjerte bliver,
Og aldrig med vor Bøn vi naae til den;

Thi hvergang vi den søge, den igjen
Os viser bort, idet den os indgiver
Sit eget Væsens Kjærlighed, der driver
Mod Faderen og Sønnen Hjertet hen.

For sig den hverken Tak vil eller Ære,
Fra sig den viser Kjærlighedens Røst,
Thi den personlig kun for Gud vil være.
Alene ham de dybe Suk den skjenker;
I ham den henter sin og Verdens Trøst,
Naar i hans Væsens Dybder den sig sænker.

Som Gud sin Søn lod Tornekronen bære,
Lod ham paa Jorden føle Hjemmets Savn,
Saa sender ogsaa bort han fra sin Favn
Den Helligaand, naar Sjæle Trøst begjær

Kan end det synes, at den savner Ære,
Maa end som Sendebud den gjøre Gavn,
Og nævnes end i Daaben sidst dens Navn,
Guds Ømhed for den viser Skriftens Lære.
Enhver Bespottelse kan Gud tilgive,
Endog den største mod ham selv og Sønnen,
Men hvo der spotter Aanden, dømt vil blive;
Thi skjøndt den som en salig Aand maa tænkes,
Der hverken attraaer Æren eller Lønnen,
Guds Hjerte taaler ikke at den krænkes.

I hvilke Ord Forløsningstanken klæde? -
Den maatte nævnes: Sønnens Gang fra Gud,
Fra Faderhjemmet af, i Verden ud,
For det guddommelige Spor at træde,
Der siden efterfølges skal af Alle,
Hvem med sin Hyrderøst han høres kalde,
Idet fra Verden han gaaer hjem til Gud.
Forløsningen er Sønnens Vandren ud
Og Venden hjem — dens Mærketegn er Sporet,
Hvortil vi ledes skal ved Kald af Ordet.
Men trænger til Forløsning blot vor Jord?
De mange Boliger, vort Øie kjender,
Det store Faderhuus, hvis Glands os blender,
Har det af Sønnens Vandring intet Spor? -
Ved Magtens højre Haand vi dog ham troer:
Endnu han færdes maa i Verdens Egne,
Endnu sin Kærlighed ved Daad betegne!

Skjøndt himmelfaren, er han Jorden nær,
Og hisset virkende, han virker her;
De skilte Verdner kan hans Kraft forbinde,
Som dengang han paa Bjerget saaes at skinne,
Og stod som den forklarede Messias,
Der talede med Moses og Elias
Forløsningen, ved Sønnens Fremadskriden
Fra Gud til Verden og til Gud tilbage,
For hele Skabningen med sig at drage,
Udgjør i aandelig Betydning Tiden.

I Christus Tiden er hans lange Liden,
Hans Savn af Herlighedens Hjem — hans Plage,
Ved paa sin Skulder Verdens Aag at tage:
For ham er Tiden Gangen, Møien, Striden.
I Verden er den Spliden, Tvivlen, Synden,
Det deelte Sind, af Ønsker sønderlemmet,
Det spredte Sind, som mange Lyster føder;

Som hindre vil et evigt Livs Begynden,
Som standser Sønnen, paa hans Vei til Hjemmet,
Og til en langsom Vandringsgang ham nøder.


Mens Uhrets Gang vi ei formaae at bøie,
Mens vi den ydre Tid ei tage fangen,
Sees i den indre Verden efter Trangen
Og Hjertets Attraa Tiden sig at føie.
Forløseren vor Svaghed har for Øie;
Paa Sjælenes Begjæren og Forlangen
Som et barmhjertigt Uhr han sagtner Gangen,
Og lemper efter Evnen Skridtet nøie.

Ind under Tidens Aag vor Bøn ham bringer;
Hvergang vi som vor Frelser ham anraabe,
Sin Længsel efter Hjemmet han betvinger.

En Kraft fra den Langmodige vi drage,
Vi trække ham i Kjærlighedens Kaabe,
At han os med sig maa paa Veien tage.

Hvis ikke Kloderne sig dreied mere,
Den ydre Verdens Tid var heelt udrunden;
Og Tiden var i Aandens Verden svunden,
Var Villien een — dens Retninger ei flere.

Kun i det Vexlende kan Tid regere,
Til Lysets Kamp med Mørket den er bunden,
Til Frygt og Haab, til Freden, tabt og vunden,
Til Sindet, hvor de mange Villier ere.
Men denne Skiften-om af Lys og Mørke
Ophører dog, naar Lyset er oprundet,
Der skal i Solens Sted for Verden skinne,
Og denne Sjælens Vaklen uden Styrke,
Naar hvad der er fornødent først er fundet,
Naar Hvilen i Guds Kjærlighed vi finde.
Som Tidens Tegn, der os dens Ende spaaer,
Som Fylden, der dens Tomhed vil fordrive,
Igjennem Universet (Tidens Skive)
Lig Verdensuhrets Viser Christus gaaer.

Hans Ord det Varsel er, som Verden faaer
Om til det Evige sig hen at give;
Den Kreds, han paa sin Bane maa beskrive,
Er Veien hjem, hvor Hviletimen slaaer.

Saa længe Viseren sig frem bevæger,
Er end det Tid til Frelseren at komme,
Som mod det store Maal bestandig peger.

Er Maalet naaet, der Christi Vandring kroner,
Da er i evig Hvile Tiden omme,
Og Evighedens dybe Klokke toner.

Da Gud er Kjærlighed, hans Væsen kræver,
At han fra Evighed er meer end Een;
Men Kjærlighed hver Villieforskjel hæver,
Og derfor Gud fra Evighed er Een;
Forskjelligheden i de tre Personer
Er Kjærlighedens Forhold — er dens Toner.
Naar den oprindelige Tohed tænkes,
Af hvilken Sønnen tænkes udelukt,
Modtages Kjærligheden mens den skjenkes,
Og Sønnen sees som Kjærlighedens Frugt.
Med ham, i hvem de To til Een forbindes,
Treenighedens indre Verden vindes.
Men denne himmelske Natur, som fødes,
I hvilken Faderen sit Billed seer,
I hvilken han med Aanden evig mødes,
Og hvorved Kjærlighedens Fyldest skeer:
Men den Eenbaarne, som har ingen Lige,
Er det ei ham, der udad sees at hige?
Der skuer med de længselsfulde Blikke
Ud fra Treenigheden, for at naae
Den Verden, som endnu dog fandtes ikke,
Men som han forud i sin Længsel saae;
Der beder Faderen den Verden skabe,
Hvori hans Kjærlighed sig kan fortabe?

Ud over Skabningen Guds Øie svæver
Han seer sit Værk, han seer dets Maal og Meed;
Men kølig synes os hans Kjærlighed,
Og for hans Dommerblik vort Hjerte bæver.

Sit milde Faderøie først han hæver,
Naar han forløst den skabte Verden veed;
Thi da paa Sønnens Gjerning seer han ned,
Der Faderhjertets fulde Bifald kræver.

Da elsker evig, som et Værk af Sønnen,
Han denne Skabning, der sin Skjønhed tabte,
Men nu af Herlighedens Træk oplives;

Da for sin Kjærlighed han høster Lønnen,
Naar Verden, som for Sønnens Skyld han skabte,
Af Sønnens Hænder ham tilbagegives.
Jeg tørster! fra sit Kors vor Frelser sukked,
Da Skabningen han skued ved sin Fod;
Men Kjærliglledens Tørst blev ikke slukket,
Skjøndt Verden han at drikke gav sit Blod.
Idet han breder Armene mod alle,
Til Tak ham rækkes Eddike og Galde.

Paa Sønnens Tørst, den Helligaand dog tænker;
Naar Verden først den gjenfødt kalder sin,
Som Trøstens Aand den Aandens Frugt ham skjenker,
Ham skjenker Verden som 'den nye Viin',
Hvis Kraft og Styrke skal hans Bryst bevæge,
Hvis Varme skal ham evig vederqvæge.

Da først er Skabningsværket ført tilende,
Naar Verden gaaet er fra Haand til Haand:
Fra Faderen til Sønnen, og fra Denne
Til Gud tilbage ved den Helligaand;
Og da, ved Livets fulde Gjennembrydning,
Sees Korset i dets evige Betydning.

Da breder Sønnen fra Treenigheden
Igjen som fordum sine Arme ud
Mod Verden, gjennemtrængt af Kjærligheden,
I al sin Stræben higende mod Gud;
Og under Aandens fulde Aabenbaring
Modtager ogsaa Formen sin Forklaring.

Thi Korset, som til Hjerternes Udvidelse
Beskues da i Salighedens Egn,
Er selve Christusskikkelsen, hvis Lidelse
Her lyser frem som Kjærlighedens Tegn,
Naar de i Korsets Form udstrakte Arme
For Verden aabne sig med evig Varme.
Naar Alt i Frelsens Favn er sluttet inde,
Naar i Fuldendelsen vi hvile skal
Hvad hindrer da et nyt Tilbagefald?
Hvad gjør, at alle Fristelser forsvinde?

Guds Aasyn skued Ingen nogensinde:
Ei Englene, der fulgte Hovmods Kald,
Ei Menneskenes endeløse Tal,
Der rev sig løs og vandre som iblinde.

Men for de Rene Gud vil synlig blive,
Og aabenbares først han for vor Sands,
Kan Sjælen aldrig mere løs sig rive.

Beskuelsen dens Salighed begrunder;
Ved Synet af hans Faderaasyns Glands
Al Frihed gaaer i Kjærligheden under.
I Himlen, hvor tilsidst vi Bolig tage,
Hvor Tiden og hvor hver en Stræben ender,
Hvor ingen Gjerning venter vore Hænder,
Skal vi en evig Hviles Sødhed smage.

I den Bevægelse dog bli'er tilbage:
Den dybe Glæde, der til Savn ei kjender,
Der under Hjertets Slag tilbage vender,
Hvergang i Kjærlighed vi Aande drage.

Ved Siden af den Sjæl, vort Hjerte kaarer,
I Lyset, som Treenigheden skabte,
I Salighedens Skjød, ved Livets Kilde:

Med vor Forløsers Blod i vore Aarer,
Kun i Beskuelsen af Gud fortabte,
Fyldt' af den Helligaand, vi sidde stille.