Brat af slaget rammet,
kastet hårdt til jord,
ligger brudt og lammet
du, vor gamle mor.
Har du anden tanke
nu end 'lid og tål',
så forkynd, o, Danmark
mig dit fremtidsmål.

Søn! elendig, ussel,
hjertet fuldt af nag,
tænker jeg med blusel
på mit nederlag.
Men trods vé og vånde,
trods hver bitter skål,
holder fast i håbet
jeg mit fremtidsmål.

Får ved fredens frugter
først mit sår jeg lægt,
snart jeg mig optugter
da en helteslægt:
Ynglinger i plade,
drenge, klædt i stål,
mænd med faste hjerter!
Det er Danmarks mål!

Dernæst jeg opdrager
mig en pigeflok,
som ej hjemmet vrager,
som i lidt har nok.
Ingen døgnets flaner,
rendt fra bog og nål,
fromme, stærke kvinder!
Det er Danmarks mål.

Så min hu mon stande
til en ven, en kæk,
som med mig vil blande
blod og ikke blæk,
som ej troløs svigter,
høres fjendeskrål:
Trofast broderforbund!
Det er Danmarks mål.

Kroner lykken enden,
har jeg først de tre,
drengen, pigen, vennen,
svinder al min vé.
Da til lurens toner
blusser bavn og bål:
Slesvigs land genvundet!
Det er kampens mål!