End lyttende til Dommen Kain stod,
Forbandet og landflygtig nu i Verden:
Han saae sig om med Bæven og Forfærden,
Saa iilte bort han paa en hurtig Fod.

Men Abel laa paa Marken i sti Blod.
Og ham til Bistand iler nu hans Moder,
Thi fra det fjerne saae hun nys hans Broder
Mod hendes Yngling løfte høit sin Haand.
Nu staaer hun for ham — han opgav sin Aand:
En Zittren rystede hans unge Lemmer,
Hans Hjertes dybe Stønnen hun fornemmer,
Hans Blod, fra Tindingens det aabne Saar,
Med Purpur farver rødt det gule Haar. —
Min Abel! Søn! Min søn, siig, hvad dig hændes!
Mod Himlen som i Angst dit Øie vendes!
Dit Blod mig vidner, at du Smerte led!
Saa raaber Eva, kastende sig ned
Paa Jorden, hvor i Favn sin Søn hun tager,
Der skjælvende det sidste Suk just drager.
Hun trykker dobbelt fast ham i sin Favn,
Hun kalder ømt med Taarer ham ved Navn,
Hun visker Blodet af hans Haar og Kinder,
Med Markens Urter hun hans Saar forbinder;
Men ingen Lyd opstiger fra hans Barm,
Han hviler bleg og stum i hendes Arm,
Og halv forfærdet, halv forundret lægger
Hun nu ham ned, hvor Græsset Jorden dækker.
Da løfted høit iveiret hun hans Haand —
Men Stenglen lig, naar knækket er det Baand,
Hvormed til Roden den er knyttet vorden,
Saa faldt hans Haand, da hun den slap, til Jorden.
Hun seer ham ind i Øiet — intet Blik
Til Gjensvar paa sit eget der hun fik;
En øde Tomhed hende der kun møder,
Som dobbelt Angst i hendes Hjerte føder.
Nei, saadan ei hun meer ham skue vil;
Hun trykker sagtelig hans Øine til,
Og sidder, med hans Haand imellem sine,
Stum, Blikket stivt, og Skræk i hver en Mine.

Til Høien Adam gik, at holde Bøn;
Men Eva kalder: Kom og see din Søn!
Kom til dit Barn, som tidt din Sjæl har glædet!
Og Adam vendte sig og kom til Stedet,
Hvor Abel udstrakt laa paa græsblød Seng.
See, siger hun: see her min skjønne Dreng!
Forsagt han ligger, han som var saa modig,
Hans Læbe stum, hans Pande bleg og blodig,
Og hvid den Kind, som nylig blussed rød! —
Hvad er der hændt ham? Faderen udbrød,
Mens over Sønnen ned han dybt sig bukked.
Hans Broders Haand var mod ham, Eva sukked,
Med denne Green hans Tinding nys han traf.
Nu flygter Kain, ræd for Herrens Straf,
Og ei at vende hjem han mere vover.
Men Adam svarer: Drengen dybt jo sover!
En dunkel Drøm hans Sjæl nu favnet har.
Kan ei du mindes, da han lille var,
Hvordan han styrted ned fra Palmegrenen
Og stødte Hovedet tilblods paa Stenen?
Dengang bedøvet laa han og som nu.
Her vil vi vaage hos ham, jeg og du,
Og af min egen Kappe skal han dækkes,
Til af sit dybe Blund igjen han vækkes.
Saa spredte Adam ud det lune Skind,
Til Skjerm for Abel imod Sol og Vind;
Han dækked til hans Mund, hans Kinder hvide,
Og satte ned sig ved den anden Side,
Og greb den Haand, som var med hans i Slægt.

Saa sad de, bøied' under Tidens Vægt.
Thi for Forventningen kun langsomt sniger
Sig Tidens Bølge — draabeviis den viger,
For Eva tyktes den uendelig.
Hvert Øieblik hun drager Kappens Flig
Fra Sønnens Ansigt bort, for at erfare
Om end ei aabnede hans Øine vare,
Om end ei Sjælen vaagned af sit Blund —
Men kun dens lukte Porte skuer hun.
Hvert Øieblik hun bøier ned sit Øre
Imod hans Bryst og Mund, for der at høre
En Klang af Livet i hans Hjertes Slag,
Et Budskab fra det i hans Aandedrag —
Men Alt er stille som i Dybets Huler.
Naar da igjen med Dækket hun ham skjuler
Og Adam spørgende paa hendes seer,
Da kommer intet Svar fra Læben meer,
Hun ryster kun paa Hovedet i Smerte,
Og trykker Abels Haand imod sit Hjerte;
Og Timer kom og gik paa denne Viis.
Medeet hun raaber: Føl! saa kold som Iis!
Omkring hans Hjerte Vinterkulden klemmer! —
I Lammets Klædning svøber hun hans Lemmer,
Og til en Lindring i sin egen Nød,
Hun tager og hans Hoved i sit Skjød.
Men Adam, som sin Søn ei slippe vilde,
Til Drengens Hoved flytted han sig stille,
Og da tilsidst, af Dagens Taarer mæt,
Sig ogsaa Evas Øie lukked træt,
Og hendes Pande sænked sig mod Barmen,
Da holdt han Søn og Hustru fast i Armen,
Og taus han sad, en trofast Ven hos dem,
Da Natten og da Stjernerne kom frem.

II.

Den næste Dag steg Solen rød i Øst,
Og Adam vækker Qvinden ved sit Bryst,
Og Eva drager bort det uldne Dække —
Men stiv og kold og bleg endnu han laa.
Dog hvor forandret! Læberne var blaa,
Af dunkle Ringe var hans Øine skæmmed',
Og hvert et Træk som forekom saa fremmedt.
Da reiste sig forfærdede de To,
Og Eva taler: Var det Søvnens Ro,
Da vilde Freden om hans Læbe ligge,
Og Kinden blusse — nei! Han sover ikke.
Men Adam siger: hvad er Drengen skeet?
Som nu har aldrig ham mit Øie seet.
Men blot hans Bryst og løs de bundne Arme!
Thi naar hans Hjerte føler Solens Varme,
Vil atter livfuldt det som fordum slaae.
Og blottet snart for Solen Abel laa,
Og Dagens Sol, der Tidens Gang afmaaler,
Steg høit og høiere, mens stærke Straaler
Den sender til den unge Hyrde ned,
Saa Jorden om hans leie brænder hed,
Og fra hans klamme lemmer Dampen stiger —
Men fra han Hjerte Kulden dog ei viger.
Og Adam og hans Hustru kom og gik,
Men ingen Trøst af Synet meer de fik,
Thi hvergang hen til ham paany de vandred,
Hans Aasyn tyktes dem end meer forandret. -
Saa hengled Dagen — Solen sank som Blod,
Og foran Abel beggeto de stod,
Lig Taarepile, der sig nedad bøie.
Da løfted Adam pludselig sit Øie
Og sagde til sin Hustru: mindes du
Hvad Herren talte? Husker du endnu
Hans Ord i Haven under Aftenrøden,
At hvis vi aad af Frugten, var det Døden?
Og hvad er Døden? hvisker Eva. Jeg,
Gjensvared hende Adam, veed det ei;
Men siden den Tid vi tog Vandringsstaven,
Da Herrens Vrede drev os ud af Haven,
Har denne Død jeg altid baaret paa;
Og overalt, hvor noget Nyt jeg saae,
Jeg maatte tænke: Hvis nu Det var Døden?
Hvis her du endelig fik Løn for Brøden?
See, denne Tanke kom igjen mig nær:
Hvis det var Døden, som vi skued her?
Thi ubekjendt som den er og mig Drengen,
Som der han ligger stum og bleg paa Engen.
Ja, sukked Eva: ja, det er vor Straf!
Den ubekjendte Død hans Hjerte traf,
Thi ei han vaager, heller ei han sover.
Da spredte Adam Dækket atter over
Den kolde Skikkelse, og mørk i Sind
Han paa sin Arm i Teltet bar ham ind.

III.

Urolig Eva dybt i Teltet sov.
Af Drømmen hensat i den mørke Skov,
Hun rastløs der omkring med Kain iilte.
Han skifted Sted med Sted, og naar han hviilte,
Da var det for at høre Stormens Sang,
Mens over Løvet susende den klang.
Men pludselig hun seer ham ræd sig skjule,
Og stige ned paa Bunden af en Hule,
Hvor mørk han stod, som med sig selv i Kamp.
Hun nærmed sig — da steg en pestfyldt Damp
Fra Hulen op, der Veiret hende røved,
Og af sin Drøm hun vaagnede bedøvet.
Endnu paa Sjælen følte hun sig lam,
Endnu hun Luften qvælende fornam,
Og angst sit Blik hun om i Mørket sendte,
Til atter Teltets aabne Dør hun kjendte,
Hvor i det klare Stjernelys hun saae
Som Skyggen af en Skikkelse at staae.
Indgangen halvt den dækked, fremad bøiet
Som om i Teltet ind den vendte Øiet,
Og, mens ei rørte sig det mindste fnug,
Hun hørte tydelig et dæmpet Suk.
Det fra et Hjerte kom, der, fyldt af Længsel,
Var nys brudt ud af Eensomhedens Fængsel,
Fra Nag og Anger, Skræk og Angst og Vee,
For eengang end sit tabte Hjem at see.
Men Eva reiste sig fra Leiet stille,
Og sagtelig — thi ei hun skræmme vilde
Den bange Skygge — flytted hun sin Fod,
Til hun i Teltets Dør paa eengang stod.
Ved hendes Syn sit Hoved hurtig hæved
Den dunkle Skikkelse — den heftigt bæved,
Og vendte sig fra Teltet om igjen,
Og flygted iilsomt over Marken hen.
Men Eva, som sin Førstefødte kjendte,
Nu søgte ham i Flugten at indhente.
Min søn! Hun raaber: Kain, forlad mig ei!
Gaa ei i Skoven paa den øde Vei!
Dog lig et jaget Dyr, der Spydet frygter,
Hans Mund er bunden — fremad kun han flygter,
For Skjul at søge for sin Moders Blik.
Da var det som om Eva Vinger fik:
Hun følte kun den Nød, han havde fristet,
Hun følte, at sin Søn hun havde mistet,
Og før sit Skjul han fandt, hun var ham nær,
Just som i Østen gryede Dagens Skjær.
Sin arm hun strakte ud, for ham at fange,
Da vendte han sig om — paa eengang bange
Og truende med knyttet Haand han stod;
Hans Blik var vildt, og et fortvivlet Mod
Om Munden og om Panden trosigt svæved.
Dybt i sit Inderste hans Moder bæved,
En Gysen hendes Hjerte gjennemfoer,
Paa hendes Læber døde Suk og Ord,
Og Svimlens Taage hendes Øie blendte.
Men Kain hurtig sig mod skoven vendte,
Og om hans Fødder rasled Lovets Blad
Før Skrækkens Nat for Eva skiltes ad,
Før mat, med Hjertet knuust, men uden Klage,
Hun eensom over Marken gik tilbage.

IV.

Fra Himlen lyste Morgensolens Skin
Dengang i Teltet Eva traadte ind,
Men paa sin Gang hun sky tilbage viger.
Forpestet Luft imøde hende stiger,
Saa hun beængstet føler sig som før,
Dengang af Søvnen op hun vaagned ør.
Hun standser — men nu hurtig hun sig fatter,
Og ind ad Teltets Dør hun træder atter.
Sin Husbond vækker hun — og halv med Gru
Til Teltets Baggrund hun ham fører nu,
Hvor fjernt i Krogen af den dunkle Bolig,
Af skindet dækket, Abel hviler rolig.
Men Adam løfted Drengen paa sin Arm,
Og bar ham ud i Luften, frisk og varm,
Hvor ned paa Jorden han igjen ham lægger.
Saa løfter Dækket han — han bort det trækker,
Og Evas Kind medeet nu falmer bleg.
Qvælende Bunster op fra Drengen steg,
Af sorte Bylder var hans Legem plettet,
Hvert Træk af Liv og Skjønhed var udslettet,
Og i det stive Ansigt, guult som Leer,
Var intet Spor af sjæl at finde meer. —
Vee! Raaber hun: hvad er af Abel vorden?
En Skræk og Rædsel ligger han paa Jorden,
Et stinkende, et hæslig farvet Leer,
Hvorpaa med Afsky kun mit Øie seer! -
Og det var ham, jeg næred ved mit Hjerte,
Ham, som til Verden jeg har født med Smerte,
Som i min Favn jeg krystede med Lyst,
Hvis Læber diede Melken af mit Bryst:
Imod mit eget Blod mit Blod oprøres! -
Men end af Nattens Skræk mit Blik omsløres;
Det døden er jo! Først den Abel traf,
Saa faldt den over Kain med sin Straf
Og trykked Rovdyrsmærket i hans Pande,
Saa han sin Fødselstime maa forbande.
Thi som et rovdyrs Blik var Kains Blik!
Den samme Vildhed, som og Dyrets fik,
Dengang af Haven ud med os det joges,
Og af den ubekjendte Frygt betoges.
Ja, begge mine Børn traf Dødens Haand!
Og Alt er opløst! Brudt er Blodets Baand!
Og sam naar Vinterstorm bortveirer Løvet,
Saa ligger al vor Lykke nu i Støvet!

Som Strengen brister, brast og Evas Røst;
Hun kasted brat sig ned til Jordens Bryst,
Hvor lang Tid i sin Smerte hun laa stille.
Men Adam, som sin Hustru trøste vilde,
Skjøndt ingen Trøst paa Jorden meer han veed,
Sig sætter taus ved hendes Side ned,
Med Panden sænket under Livets Møie.
Da løfted Eva op mod ham sit Øie,
Til Randen fyldt af Taarens bittre Sø:
O, siger hun: hvi skulde Abel døe?
Hvad havde han forskyldt, at Dødens smerte
Har lagt sig kold og haard omkring hans Hjerte?
Hvor var han kjærlig alt som lille Dreng,
Naar han gik med mig paa den grønne Eng,
Eller ved Teltet sad i Morgenstunden
Med muntre Blik, og legede med Hunden!
Hvor saae han op til Fuglene med Lyst,
Og hæved syngende med dem sin Røst,
Naar ved min Haand han vandred gjennem skoven!
Og da han større blev og blev forvoven,
Hvor trofast var han da! Hvor fandt i ham
En modig Hyrde da de spæde Lam!
Saasnart fra Bjergets Rand et Dyr sig nærmed,
Strax fløi han til, og med sin Stav dem skjermed.
Og stedse var han os en lydig Søn,
Og o! hvor var han brændende til Bøn!
Hvor gjorde med sit Hjertes rene Flamme
Han tidt for Herrens Aasyn os tilskamme!
Hvor i sin Uskyld var kan klog og viis!
Altid han minded mig om Paradiis,
Thi naar jeg saae ham, steg i mit Minde
Hver Engel frem, jeg havde mødt derinde -
Og det er Alt forbi! Og aldrig meer
Ind i de klare Øine jeg ham seer,
Og aldrig meer, ved Lyden af hans Stemme,
Skal jeg mit Hjertes Glædesslag fornemme.
Vee mig, at jeg har Moderglæden kjendt!
Kun Smerten har jeg — Glæden den er endt.

Stum laa hun Dagen over. — Aftnen kom,
Og Adam, som paa Marken skued om,
Nu saae fra Skoven komme Ravn og Glente,
Som han paa Skriget og paa Flugten kjendte.
I Flok de samled sig, og som i Leg
De fløi i Luften rundt, og sank og steg,
Og slog med Vingerne, som de sig svaled,
Hvorpaa ved Abel ned de langsomt daled.
Først satte de paa Marken sig i Kreds
Og løfted Stemmen, skrigende og hæs,
Men snart han saae dem Abel heelt at skjule.
Da sagde Adam: Det er Skovens Fugle,
Som af den varme Damp nu drages til.
Paa Drengen deres Sult de stille vil;
Men skjøndt fra Livet bort hans Hjerte døde,
Skal han dog ikke vorde Ravnens Føde.
Sin Spade greb han, Abel til et Skjerm,
Og kyste bort den hele Fuglesværm,
Hvorpaa han grov en Grav, hvori han lagde
Sin unge søn, mens han til Eva sagde:
See, nu opfylder sig jo Herrens Ord:
Af Jorden toges du, saa bliv til Jord!
Thi Støv du er, og naar dit Liv har Ende,
Til Støvet atter du tilbage vende! -
Og Eva seer opmærksom til ved Alt;
Hver Skeefuld Jord, der ned i Graven faldt,
Hun følger med sit Suk og sine Taarer,
Hver Klang af Spaden hendes Hjerte saarer.
Men dengang dækket var den friske Grav,
Fortvivlet hun til Smerten hen sig gav,
Thi frem for hendes Sjæl, i Gravens Billed,
Skilsmissen mellem Liv og Død sig stilled.
Hvad Under og, at Smerten her var stor?
Det var den første Grav paa denne Jord.
En talløs Mængde reiste sig med Tiden;
Hvormange Taarer slugte Graven siden!

V.

Tre Døgn fin Ende. Men forventningfuld
Seer Eva hver Dag Morgenrødens Guld,
Naar over Teltet Lærkens Toner klinge.
Det var, som Dagen maatte Abel bringe,
Men Dagen kom — og Abel var der ei. -
En Uge gik — og end paa hendes Vei
Ved intet Tegn sig Sønnen giøer tilkjende;
Endnu den samme Stilhed rundt om hende,
Og ofte som en Drøm det hende var.
Ja, mangengang saa reent hun glemt sig har,
At naar fra Marken Hjordens Stemmer løde,
Hun gik paa Marken ud, sin Søn at møde;
Og tidt naar hun en Busk paa Veien saae,
Hun Grenene tilside monne slaae,
Ret som hun vented, ham bag dem at finde.
Da saaes hun pludselig sig at besinde;
Hun Hovedet i Haanden hviilte lidt,
Og gik til Graven hen med tunge Skridt.
Tabt! — Tabt og borte! Hendes Læbe sukked,
Tabt! Lød fra hendes Hjerte det med Gru.

Men Adam til sin Hustru taler nu:
Foruden Maal er her din Sorg og Klage,
Fra dette Dødens Hjem vi bort vil drage,
Thi hold dig rede næste Morgengry.
Men før i fremmed Egn vi søge Ly,
Jeg har paa Graven reise vil et Minde,
At Drengens Hvilested vi dog kan finde,
Ifald vi atter gjeste dette Land. —
Saa sanked Markens Stene sammen han,
De tungeste han vælted op med Staven,
Og lagde dem i Fiirkant omkring Graven,
Bestandig Steen ved Steen, og Lag paa Lag,
Og samled dem foroven i et Tag,
Der i en Spids løb op fra hver en Side,
Og reist nu stod den første Pyramide.
See, sagde han til Eva: Sytten Steen!
For hvert af Drengens Aar du finder een,
Men om den ene Grav de samles alle,
Og Abels Huus vi dette Sted vil kalde.
Men Eva græd dengang hun talte dem;
Thi dobbelt levende sprang Mindet frem,
Og hvert et Aar med alle svundne Dage
Fra Støtten kom som Billede tilbage,
Og Stenen, syntes hun, fik Liv og Ord.
Det var af Konstens Liv det første Spor.
Til Trøst i Nøden blev den Jorden givet,
Thi Konsten kom med Døden ind i Livet. -

Den næste Dag til Reisen op de stod.
Kamelen de Paulunet bære lod,
Og Abels hvide Hjord i Morgenstunden
Blev dreven foran dem af Hyrdehunden.
Men imod Østen hen de Veien tog,
Og langs den høie Flodbred frem de drog,
Hvor Eva tidt stod stille, for at følge
Med mørke Blik den solbestraalte Bølge,
Der rulled ned mod den forladte Grav.
En skyfri Himmel deres Vei omgav,
Fra Palmens Top lød Fugletoner milde,
Men hver gik tabt i sig, saa taus og stille.
Hvorhen i Verden deres Øie saae,
De skued Kain som en Flygtning gaae,
Og gik blot Tanken til den svundne Lykke,
Strax steg af Graven Abels dunkle Skygge.
I deres Liv var der en Spaltning skeet;
I Dødens dybe Nat de havde seet,
Og i et sjælløst Blik var aabenbaret
Den Fremtidslod, som var dem selv bevaret.
Som under Dødens Byrde frem de gik,
Og naar imellem mødtes deres Blik,
De slog det hurtig ned, som for at dølge
De Tanker, som de Begge dog forfølge. -
Men Middag kom, og Sletten de forlod,
Og opad gik det nu ad Bjergets Fod,
Og hvergang Evas Fødder bleve matte,
Op paa Kamelen Adam hende satte,
Og selv i Dyrets Nærhed han forblev,
Idet han snart det førte, snart det drev
Ad Stien frem, hvor Hjorden frygtsom tripper.
Bestandig Veien steg, og steile Klipper
Med dybe Kløfter gik de udenom,
Og tidt igjen tilsyne Dalen kom,
Naar ved en Dreining Blikket om de vendte,
Og over Stien det tilbage sendte.
Men stedse ødere blev deres Vei,
Snart Træer og Buske meer der fandtes ei;
Dog frem endnu gik Adam ufortrøden,
Thi først da under dem laa Aftenrøden,
Og over Bjergets nøgne Klippetop
Med blege Straaler Maanens Lys steg op,
Saaes af Kamelen Teltet han at læsse.
Ved Kløftens Rand lod Faarene han græsse,
Paulunet under Fjeldet op han slog,
I Døren med sin Hustru Plads han tog,
Og logrende hos dem stod Hyrdehunden,
Hvem af og til han Føden stak i Munden. —
Men Eva saae paa Maanen og dens Skin;
See, sagde hun: hvor bleg og kold dens Kind!
I hvide Straaler Abels Huus den klæder,
Og seerpaa veien ned, hvor Kain træder,
Og Adam svared: Døden er den lig!
Men Herrens Ord nu har stadfæstet sig,
Dengang med mig han Jorden og forbanded,
Thi hele Veien har hans Ord jeg sandet:
Hvert Græs vil visne, som jeg traadte paa,
Hvert Træ forraadne, som mit Øie saae,
Hvert Dyr jeg traf, er for et andet Føden,
Hver Fugl, der fløi, kun flyver frem mod Døden.
Vi — sukked Eva — vi har Lod med Alt!
Thi og paa os Forbandelsen jo faldt,
Og mere fattige vi nu er blevne,
End dengang vi af Paradiis blev drevne.
Men Begge taug — og rundt om sig de saae:
Kun sønderrevne Klipper traf de paa,
Der stod med spidse Takker, mørke, stive,
Høit over dem hang Maanens hvide Skive,
Der skinte sparsomt ned paa Bjergets Sti.
En eenlig Rovfugl Teltet fløi forbi
Og skrækked Hjorden med sin Vinges Susen,
Og dump fra Dybet op lød Flodens Brusen.

VI.

Den anden Morgen videre de drog.
Paa deres Vei de lette Taager jog,
Som natten havde født paa Klippetinden;
Men snart de saae dem føres bort af Vinden,
Mens selv ad Stien langsomt de drog op.
Ved Middagsstid de naaede Bjergets Top,
Og Adam steg til Kuplens Rand med Møie.
Ud over Verden kasted han sit Øie;
Som paa sin Throne Jordens Herre stod,
Med Verdens hele Rige for sin Fod,
Og Atter her det Bud han troede høre:
I Jorden underdanig Eder gjøre! -
Forventningsfuld og øde Jorden laa,
Ret som de slægter kun den vented paa,
Der skulde fra det første Par udspringe,
For i den lange Kamp den at betvinge.
Til alle Kanter Adam saae sig om,
Det endeløse Fjerne mod ham kom,
Og grændseløs sin Bolig han erkjendte. -
Men da til Nedgang nu han Foden vendte,
Til begge Sider deelt han Bjerget saae;
Fra begge Sider Kløfter nedad gaae;
Som i saa snever Krumning frem sig vinde,
At kun en enkelt Vandrer Plads kan finde,
Og ad den ene Kløft han Veien tog.
Kamelen langsomt efter sig han drog,
Bagefter fulgte Eva, derpaa Hjorden,
Som Hunden nedad drev og holdt i Orden,
Saa Een for Een den Klippen gik forbi.
I Bugter slynged sig den steile Sti,
Paa deres Vandring tidt de maatte hvile,
Og tusind Kilder saae de ned at ile,
Og Bæk ved Bæk løb uden Ro og Rist,
Til i en Strøm de samledes tilsidst,
Der gjennem snevre Pas sig maatte stride,
For længer nede rolig frem at glide.
Men stedse dybere steg Toget ned,
Paa aldrig seete Stiger frem de skred,
Bestandig langs med Fjeldets brede Revne;
Og Bjergets Stene blev nu mere jævne,
Og alt som imod Dalen ned de drog,
De vilde, nøgne Klipper Afsked tog,
Og Træer og Buske de paany nu mødte.
Med større Lethed Foden frem de flytte,
Og Veien svandt mans Dagens Timer svandt.
Igjen de ved en Flodbred sig befandt,
Og atter saae de Palmetræets Krone,
Og atter Fuglesang de hørte tone,
Thi stedse nærmere de Sletten kom.
En Stund der gik; da bøied Stien om —
Og pludselig de saae mod Østen borte,
Ved Dalens Ende, Paradisets Porte,
Og Begge skjalv ved Synet, thi de saae
Cheruben straalende for Haven staae,
Og i hans Haand dem Flammesværdet skrækked,
Der ned var sænket, saa det Porten dækked.
Da sagde Adam: Ad en uret Vei
Fra Bjerget ned i Dalen søgte jeg,
Og Stien opad maae igjen vi drage.
Til Fjeldets Top vi vende maae tilbage,
Thi dette Land jo hører Herren til.
Kun Natten over her vi tøve vil,
For efter Vandringen vor Fod at hvile;
Saasnart de første Morgenstraaler smile,
Begynder atter vi vor tunge Gang. —
Sit Telt han reiste paa den grønne Vang,
Omkring det leired Dyrene sig stille,
Og Alle sang i Slummer Dalens Kilde.

VII.

Endnu før Daggry Eva vaagned brat —
Forsvunden Drømmen var, som denne Nat
Til Paradisets Lunde hende førte,
Men end dens Skjønhed hendes Hjerte rørte.
Med den i Tanken hun paa Leiet laa;
Tilbage mod sit svundne Liv hun saae,
Og hvad hun nys i Drømmens Syn erfared,
Saom klare Minder nu sig aabenbared.
Hun tænkte paa den Dag, da første Gang
For hendes Øre Livets Toner klang;
Da første Gang fra Jorden hun sig hæved,
Og med Forundring følte, at hun leved;
Da svimlende hun sendte rundt sit Blik
Og første Gang isyne Adam fik;
Da han med Jubel hende løb imøde;
Da i Forening deres Stemmer løde,
Og, talende, hun første Gang erfoer,
At der er Glæde, som har ingen Ord.
Hun mindedes, hvordan ved Aftentide
Hun Haven heelt gik rundt ved Adams Side;
Hvordan de Begge stod ved Kildens Rand,
Og saae sig selv afspeiled' i dens Vand;
Hvordan de under Træet sad fortrolig,
Og skued om i deres skjønne Bolig.
Hun mindedes den Røst, der til dem lød,
Da Solen sank bag Løvet purpurrød,
Og Hjertets Slag hun syntes end fornemme,
Da Adam hvisked: det er Herrens Stemme.
Hun tænkte paa, hvordan ved Livets Træ
Hun sank til Jorden, og med bøiet Knæ
Fornam en Fryd, som ingen anden ligned,
Da Herrens Haand dem beggeto velsigned -
Alting saa levende for Tanken stod;
De gamle Dage deres Dyb oplod,
I hendes Øie traadte milde Taarer,
Thi Mindets Glæde nu som Smerte saarer.

Men svagt i Østen lysned det igjen;
I Teltets Dør hun sagte træder hen,
Og i den blege Dæmring ud hun skuer,
Hvor i det Fjerne Flammesværdet luer.
Mod Himlens Hvælving hendes Øie gik —
Der mødte Morgenstjernen hendes Blik:
Med mægtig Straaleglands, der rolig blinked,
Mod Østen fremad hendes Sjæl den vinked.
Bevæget Eva mod dens Straaler saae;
Som dragne fremad hendes Fødder gaae
Fra Teltet ned i Dalen, langt og længer,
Mens fast ved Stjernen hendes Øie hænger.
Det var, som til dens Trøst hun maatte tye,
Det var, som drømte hun sin Drøm pany,
Som Livets Morgenskjær sig atter tændte,
Og ned i hendes Hjerte Straaler sendte.
Endnu som Maalet vinkende den stod,
Endnu til Vandring drog den hendes Fod,
Og frem i større Hast hun monne ile,
Som om hun haabed, i dens Skin at hvile.
Da blegned den medeet — Hun saae omkring,
Og Purpurrød var hele Himlens Ring;
Og da fra Himlen hun mod Jorden skued,
Da stod for Haven hun, hvor Sværdet trued.

Dybt bæved Eva — mægtigt, lig et Lyn,
Slog ned i hendes Sjæl det kjendte Syn.
Som truffen af et Slag hun først foer sammen,
Men snart i hendes Hjerte tændtes Flammen.
Fremad mod Haven gik hun. Fyldt af Mod
Hun kasted ned sig for Cherubens Fod,
Der holdt fra Paradisets aabne Porte
Med Flammesværdet hver en Skabning borte.
O — stammed hun — du, som blev kaldt af Gud,
Dengang af Haven her han drev os ud;
Du, som hans Villie og hans Naade kjender:
Skenk i min Nød mig Trøst, som aldrig ender,
Lad mig min Glædes Bolig atter see! -
Da lød Cherubens Røst: Hans villie skee!
Og opad han mod Himlen Sværdet vendte,
Der, blussende, nu som en Fakkel brændte,
Og ved den unge Morgenrødes Skin
Saae Eva nu i Paradiset ind -

Hvor lufted mildt det fra de køle Gange,
Hvor end hun søgte Mærket af sit Skridt!
Hvor toned Haven rundt af Fuglesange,
Der om hver Morgenvandring minded blidt!
Hvor saae sin Ungdoms Blomster hun at prange!
Hvor hæved Træerne sig rankt og frit!
Hvor skinned Floden blank ved Himlens Gløden!
Hvor glimred Duggen frisk i Morgenrøden!

Alt som forklaret var; ei mindste Hindring,
Naar ind hun blandt de spredte Stammer saae.
En Duft fra Græsset opsteg til en Lindring
For hver en Smerte, der kan Hjertet naae.
Alt var som nyt, og dog var Alt Erindring,
Hvert ydre Syn et indre føde maa:
Og Eva stod for Haven som fortryllet,
Med Haabet for sig, men i Mindet hyllet.

Da dreied hun tilhøire hen sit Øie —
Og over Øiets Glands sig trak et Flor:
Et mægtigt Træ sig hæver mod det Høie,
Men Dødens Fugl kun i dets Krone boer.
I stolte Bugter sig de Grene bøie,
Hvis bittre Frugt blandt mørke Blade groer.
Det dunkle Kundskabstræ hun strax gjenkjendte,
Og bort med Gysen hun ihast sig vendte.

Hun retted Øiet mod den anden Side,
Og søgte til sin Trøst nu Livets Træ -
Dets Krone seer hun, fuld af Blomster hvide,
Der alle skjermedes af Løvets Læ.
Fra dem mod Stammen hendes Blik nedglide;
Men ved sit Syn medeet hun sank i Knæ,
Og som i Glæde vilde Hjertet briste,
Og af sig selv hun ikke mere vidste.

Der stod han, mere skjøn end nogensinde,
Den unge Søn, hvem hun begræd som død:
Der stod han, ikke falmet som et Minde,
Nei, som et Haab, der Sorgen gjennembrød.
I Solens Guld hans gule Lokker skinne,
Hans Kind i Glæde smiler rosenrød,
En himmelsk Fred omkring hans Læber svæver,
Og som lyksalig han sit Øie hæver.

Han skued opad mod de fulde Grene,
Og løfted, som til Tak, sin unge Haand:
Da lød tra Træets Krone Toner rene,
Og lyttende han stod, en salig Aand.
Men Røsten taug — han var ei meer alene;
En Engel, svøbt i Lysets Klædebon,
Sig sagte nærmed og hans Skulder rørte,
Og ned til Floden ham ved Haanden førte.

Der saae ham Eva gaae ved Englens Side,
Med Panden lysende af stille Lyst.
I hendes Hjerte Fryd og Længsel stride,
Og rørt af Synet zittrer hendes Bryst.
I haven ind vel hendes Fødder skride;
Min Søn! Hun raaber: Abel! Hør min Røst!
Men brat tilbage viger hun forfærdet,
Thi pludselig Cheruben sænked Sværdet.

VIII.

I Teltet Adam ei fandt Eva meer.
Mod Dalen urofuldt hans Øie seer,
Til alle Kanter speider rundt hans Blikke,
Til Bjergets Sti han gaaer — hun er der ikke,
Og til Paulunet søger hjem hans Fod.
Men Timer gik — ved Hjorden end han stod,
Og paa Kamelen hviilte han bedrøvet
Sin Arm og Pande, som af Skræk bedøvet.
Nu — sukked han — nu er mig Dagen Nat!
Nu har endogsaa Qvinden mig forladt,
Og eensom jeg paa Jordens Kreds er vorden. -
Da faldt hans sorgbetyngte Blik mod Jorden,
Og ved sin Fod han skued Hunden staae.
Med Øiet spørgende den paa ham saae,
Som til hans Sorg den vilde vide Grunden.
Og Adam sagde: Trofast dog er Hunden!
Den som de Andre mig forlader ei.
Den skal mig følge paa min øde Vei,
Som Mindet og som Resten af det Hele,
Og hver Dag vil mit Brød med den jeg dele.

Sit Blik fra Jorden løfted han igjen;
I Luften for sig mørk han stirred hen,
Men pludselig hans Kinder høit nu gløde.
Med Jubel løb sin Hustru ham imøde,
Der gjennem Dalen skred med hurtig Gang.
Som Engles Hilsen hendes Røst ham klang,
Et Smiil om hendes Kind og Læbe svæved,
Og Øiet straalte mildt da hun det hæved.
Tal! Raabte han forundret: hvad er skeet?
Men Eva svared: Abel har jeg seet!
Han stod ved Træet, hvor vi Livet pried.
Han er ei tabt! Han er i Paradiset!
Han er i Graven ei! Han er ei død!
Hans Øies Straaler til mit Øie flød,
Dengang i Haven jeg ved Navn ham kaldte!
Og Alt med Taarer Adam hun fortalte. -
Men Adam græd og sagde: Gud er god!
Det Liv, han gav, ei hjelpeløst han lod.
Han baner Veien fra de dunkle Grave,
Der fører ind i Paradisets Have.