Vor Ulla laae i Sengen og sov
Med Haanden under Øre,
Og ingen fleer end Kromanden fik Lov
Paa Nøglehullet røre.
Udenfor paa Kroen, min Bror,
Var det saa tyst som om Natten;
Intet Øl fandtes, om du tror,
Knapt en Draabe Vand i Spanden.
Tyst paa Taa saa vel og quik
Om Sengen Gubben mon vandre,
Tog paa Teppet, loe og gik,
Og hvidsked med de andre.
Ulla snorked,
Frøs og sparked,
Teppet over Hoved drog;
Krøb indunder;
Og et Dunder
Imod Væggen slog.

Regnbuen fra en dryppende Sky
Paa Vindvesruden glimred;
Ved Loftet paa sin Pind i Bur
Kromandens Irrisk quiddred,
Ved Zefyrens livlige Strøm
Dirred Vindverne paa Krogen;
Ulla vaktes af sin Drøm,
Men blev ei ganske vaagen.
Af og til hun kasted sig,
Og slængte om med Armen;
Græd i Søvne bitterlig,
Og kløede sig i Barmen.
Snart hun tvinte,
Snart hun grinte,
Greb i Sengestolpen mat,
Og i Stolen,
Snapped Kjolen,
Sine Slæver fat.

For Speilet Ulla stænkte sin Barm
Med Viin og Rosenvand;
Saa knytted hun et Perlebaand om sin Arm,
Og Flor om Hyrdehatten!
Retsom naar paa Paphos Øe
Elskovsgudinden opvaagner,
Alting tykkes i Vellyst døe,
Og Sorgen blot man savner;
Saadan Kromanden meer og meer
Af Angst og Vellyst rokker,
Da vor Ulla satte sig ned,
At kjemme sine Lokker.
Folk og Næring
Og Fortæring
Glemte Gubben i sin Qual,
Debitorer,
Creditorer,
Skatter og Fiskal.

Om Ullas Isse puddret og høi
Nu svæved trende Gracer;
Cythere sang og Kjærlighed fløi
Blandt Lokker, Flor og Gazer;
En Zephyr mod Speilet gled
Frem med Øreskee og Spade,
Og en anden sin Vellugt gned
I Lokker og Pomade;
Med en Tang en Cupidon
I Toppen sad og kruste,
Og en andens lille Mund
Paa en Glød mon puste
Overmaade
Kjælne, kaade
Syner skifted yndigt om;
Meer man blunded
Og begrunded,
Ild i Hjertet kom.

Et Englesmiil, en leende Mund,
Et Bryst, med løsnet Knude,
Ak, Himmel, ak, hver Time og Stund
Nyt Paradiis bebude;
Men af al Naturens Pragt,
Hjertet til Vellyst og Kue,
Øved mest sin livlige Magt
To Øienes vakkre Lue.
Saae hun op, hver Aanden holdt,
Og plired hun med Øie,
Rørtes Blodet varmt og koldt
Med Sukke til det Høie.
Mage Tunge
Til at sjunge,
Og en Røst saa skjær og klar,
Og saa duelig,
Findes umulig;
Sagde tidt vor Far.

Nei aldrig saae man Krovert saa glad,
Saa kjælen nævenyttig;
Om Ullas Been, paa Stolen der hun sad,
Han Strømpebaandet knytter;
Drog i Skoen, og af og til
Smurte med Børsten paa Læret;
Naar hun gisped, gisped han
Med Næsen høit i Været.
Hendes Hals en ruddret Dug
Af brandguult Silke skjulte,
Hendes Barm saa hvid og rund
De geile Lyster dulgte;
Haaret hængte,
Og sig slængde
Hen i mørke Bukler frit;
Trøien kniber;
Smalle striber
Skifte rødt og hvidt.

Vor Ulla tog sin lysblaa Salopp,
Med Pontak spildt paa Kraven,
Sprang ind i Kroen, fyldte en Kop
Med fin Liqeur for Maven;
Sukkerskorpen til sin Sup
Saae man den Skjønne nu bryde;
Astrild brændte i Glassets Dyb
Og Bacchus paa dets Side.
Nu fik alt en ny Natur,
Ny Frihed, Lyst og Lykke,
Fra en Rig med Sølveruhr,
Til Tiggern ved sin Krykke.
Ullas Mine,
Øl og Vine
Skjænkte Guder Fryd. Godtaar!
Slikt Herberrig
Ei i Sverrig
Faaes paa mange Aar.

Men Himmel, ak, hvor byttes alt om!
Bedst Ulla staaer i Knupper,
I Døren paa Tærskeln; gjæt hvo kom,
Jo, fire halte Gubber:
En med Værge, krumt og vindt,
Og med en Tougstump den anden,
Og den tredie, som var blind,
Tog Nymphen bort, og vandred.
Himmel, ak, hvad Larm og Skrig!
Vor Ullas Raab mig saarer;
Hver en Gjæst sad bleg som Liig
Og Kromanden fældte Taarer.
Quær paa Bænken,
Fremfor Skjænken,
Der staaer Ullas Brændviinsglas,
Tomt og sprukkent
Og uddrukket.
Saa endtes denne Spas.

Farvel, min Nymphe! Guden mig gav
Dit skiønne Billed at male;
Nu gaaer du bort, som glimred høit,
Og længe min Dug bestraalte;
Men paa Freias frie Vang
Sjunges din Lov ved Cymbaler,
Ligesom Vestas Lov saa smukt
Syngs af de smaa Vestaler.
Hyll dig i dit hvide Liin,
Spind dit Uld paa Rokken,
Spind og syng og læs din Bog,
Din Sol kan attervende.
Tiden lider,
Dagen skrider;
Haab at let fra Skrub og Riis
Astrilds Vinger
Snart dig svinger
I sit Paradiis.