Vi hilste rundt med Blomst og Flag
De kjække danske Skarer,
Der vendte hjem fra blodigt Slag,
Fra Krigens mange Farer;
Vi hilste dem med Jubelklang
Og med det fyldte Bæger:
Thi efter Kampen Viin og Sang
Det tappre Hjerte qvæger.

Og de, som faldt for Fjendens Magt
Paa Ærens Seng, de Brave -
Med Taarer har vi Krandsen lagt
Paa deres friske Grave.
De fik en Velkomst høit i Sky,
Krigsguden hørtes tale:
Velkommen, Børn, fra Slagets Gny!
Træd ind i Himlens Sale!

Dog I, som vendte tidligst hjem,
Fordi I forrest stode,
Hvor Død og Fare bød sig frem -
I har vor Tak tilgode.
Det var med Sorgens stille Gang,
Det var med Kinder blege
Vi tog imod Jer sidstegang
Fra Hildurs haarde Lege.

Endnu en Kamp Jer forestod
Og Nattevagter drøie,
End skulde flyde mere Blod
Og Døden sees i Øie.
Men som for Danmarks Ret I stred
Med Kugler og med Sværdet,
I Sygeleiets Qvaler leed,
Og seiret, uforfærdet.

Vær stolt af Eders Ar, I Mænd,
Hvem Odins Spyd har mærket!
Hver Draabe Blod, som I gav hen,
Har Danmarks Arm forstærket.
Vi hæve den paa nordisk Viis
Til Løvtets Tegn for Eder:
Om Folkets Tak, om Mandoms Priis
Saavidt sig Danmark breder.

Og Kongen, som dets første Mand,
Sin Hyldest aabenbarer.
See! Kongesalen aabned han
For dine tappre Skarer.
Hans Fødselsdag — den feires bedst
Af Troskab, Mod og Ære,
Og derfor skal ved Eders Fest
Hans Skaal den første være!