Et muntert Barn,
Som aander let, er rund og rød,
Som føler Liv i hvert et Lem,
Hvad grubler det paa Død?

Jeg traf en lille Landsbyglut,
Omtrent paa otte Aar;
I Krøller omkring Nakken
Faldt hendes tykke Haar.

Hun talte som en Bondetøs,
Stod stille, da jeg bad;
Men hendes Blik, det var saa smukt;
Det gjorde mig ret glad.

Af Sødskende, min lille Ven,
Hvormange er vel I?
Hun svarte, og saae forundret op:
Hvormange? syv er vi.

Hvor er de da? siig du mig det.
Hun svarte: syv er vi.
De to af os er til Søes;
De to er i Ugledi.

To ligge her paa Kirkegaarden,
Min Søster og min Bror;
Og i Huset der ved Kirken jeg
Boer tætved med min Moer.

Du siger: to er nu tilsøes,
Og i Ugledi er to;
Dog er I syv! — Mit søde Barn,
Det kan jeg ikke tro.

Den lille Pige svarte mig:
Syv Sødskende er vi;
Paa Kirkegaarden ligge to,
Der hvor du gik forbi.

Hast ei saameget, lille Glut,
Snart kan du springe hjem:
Naar to er lagt i sorten Muld,
Saa er I jo kun fem.

De grønne Grave kan du see -
Gav Barnet mig til Svar -
Tolv Skridt vel fra min Moders Dør,
Jevnsides Plads de har.

Min Strømpe der jeg strikker tidt,
Mit Lin jeg sømmer der,
Og sidder ned og synger for dem
Under de grønne Træer.

Og, Herre, mangen Aftenstund,
Naar Solen er saa rød,
Tar jeg min lille Spølkum med,
Og spiser der min Grød.

Først døde lille Elsebeth
Hun sukkede saa haardt,
Til Gud gjorde hende Pinen kort;
Saa gik lille Elsbeth bort.

Paa Kirkegaarden blev hun lagt,
Og rundt om Graven — Ei!
Der leged hele Sommeren
Min Broder Hans og jeg.

Og dengang Sneen kom, og man
Paa Isen kunde glide,
Blev Broder Hans nødt til at gaae;
Han ligger ved hendes Side.

Naar to er borte, hvormange Rest?
Siig det, men ikke lyv!
Den lille Pige svarte blot:
O Herre, vi er syv!

To af dem er jo døde, Glut,
Og deres Sjæl i Himlen! -
Men det var spildte Ord, for hun
Blev fast ved Sit, og sagde kun
Som før: nei, vi er syv!