Velkommen tilbage, hvor Øen har lagt
Blidt sig til Ro, ved Bølgernes Vagt!
Vent intet Skud af Høitidskartoven;
Tordnen kun ruller i Skyen foroven.

Bøndernes Tage, det eensomme Land
Sortner ved Himlens rødmende Rand;
Fattige By har ingen Lanterner,
Men til Lysekrone de evige Stjerner.

Ved din Port staaer kun en Hund i Gevær;
Kun en Stork kikker fra Tagryggen her;
Humlen og Viinranken hælde mod Muren;
Køerne brøle; taus smiler Naturen.

Fuglene let escortere din Flugt;
Gjæs paradere — o, er det ei smukt?
Grøften og Marken anstrænge sig — Stakler!
Valmuer danne et Tog, som af Fakler.

Her er ei qvalmt som i hin Tue, hvis Gruus
Fyldes af Menneskemyrers Trængsel og Suus;
Her gnaver ei Konsten, i afsides Huler,
Fra Naturens Bord de faldende Smuler.

Her er dit Hjem, din Kirke, din Bog,
Her er dit Lysthuus, din Kakkelovnskrog,
Her dine Børn, de støiende Unger -
Ven, for din Sjæl, begeistrende Tunger!

Her er den arme, indskrumpede Slægt,
Lolliker, krummet af Kornsækkens Vægt;
Men din Godlidenhed rækker dem Haanden,
Og dine Ord skal reise dem Aanden.

Her varskoer din Pibe ingen Soldat,
Her lader man skjøtte sig selv vor Stat.
Istedetfor Rendemasken og Lapsen
Springer en Sommerhare i Rapsen.

Hør paa din Lo den melodiske Tærsken!
Nødderne modnes, alt rødmer din Fersken -
Velkommen derfor, med Søn og med Frue,
Velkommen hjem i din landlige Stue!