O, var det Synd, at vi var ene?
At ved vort Bryllup var saa faa?
At mellem høie, tause Grene
En Stork vi kun i Reden saae?

En Stork med sine røde Hoser
Og med sit lange Sladdernæb —?
Og ingen Gartnersvend med Roser,
Og kun en Snegl med Silkeslæb?

Og ingen Præst med Pibekrave,
Og ingen pyntet Kammermø,
Og ingen anden Brudegave,
End Sølvskum fra den lille Sø?

Og at det sagte Ja af Bruden,
Og at min høie Troskabseed
Blev hørt og fordret kun af Guden,
Den unge Gud for Kjærlighed?

Men, dybt i Skoven — kan du huske?
Var som en Grotte for en Fee;
Ildorme hang i alle Buske
Og kun ved dem vi kunde see.

O, hvis jeg nogensinde glemmer
Den søde Stund — saa straf mig Gud!
Græshopper sang med tusind Stemmer,
Og hvert Minut faldt Stjerneskud.