Det var ungen Alver,
Han gaaer i grønnen Lund,
Hvor Drauger tyst omride
I mørke Midnatsstund.

Der hopped mellem Moserne
De Lygtemænd omkring,
Blandt Skovens Stammer dandsed
De Ellemøer i Ring.

Ung Alver ganger uforfærd
Til breden Marmelsteen,
Der hviler under Høien
Hans Moders hvide Been.

Hør I, Fru Signe! Moder min,
Hør Eders Søn saa kjær!
I hjelpe mig til Ganger
Og goden Heltesværd!

Da revned Muld og Marmelsteen,
Og ned sank Bøgetop;
Det Liig, i hvide Lagen,
Af Graven skjød sig op.

„Du vandre ud imorgen aarl,
Alt til den øde Strand;
Du Sværd vil faae, som Staalet,
Liig Klæde bide kan."

„Du vandre ud imorgen aarl,
Alt til den dunkle Skov;
Da Ganger vilst du fange
Med guldbeslagen Hov." -

Ung Alver gaaer til Strande aarl,
Til Strande han mon gaae;
En Trold der sliber Sværdet,
Alt paa det Fjeld saa graa.

Og hør nu, vilst du give mig
Dit gode blanke Sværd,
Jeg giver dig da dobbelt
Flux alt hvad det er værd.

Tag du Sværd med skarpen Od,
Om du dertil har Mod;
En Jotun har det slebet,
Det drikke vil dit Blod.

At fange Sværd med skarpen Od,
Dertil jeg haver Mod!
Slog han med det neder
Den Trold brat for sin Fod.

Gaaer han nu med Sværd saa blank
Op i den dunkle Skov,
Der møder ham en Ganger,
Alt med guldslagen Hov.

Saa rider han paa Gangen sin
Alt over grønnen Land;
Tak have nu Fru Signe,
Hun hjalp den Riddersmand!

Han rider under Lide grøn,
Udi den Aftenstund,
Den ganger tager Veien,
Alt til den Rosenslund.

Ung Alver høiner sig fra Hest,
En Borg da brat han saae;
De gyldne Spiir sig hæved
Saa høit i Luftens Blaae.

Paa Taget lued Aftensol,
Det tækket var med Guld;
I Vindvets Karm mon stande
De Møer vennehuld.

Ung Alver rider frem mod Borg,
Med Sværd paa Port han slaaer;
Op sprunge gyldne Porte,
Med Staal var lagt den Gaard.

Der stode djærve Riddersmænd,
Vel hundred udi Tal.
Ung Alver bandt sin ganger,
Og treen i høien Hal.

Hil være Eder, hulde Møer!
Alt under Skind og Maard;
I Nattely mig unde
I Eders fagre Gaard!

Frem treen da en Jomfru fiin,
Klædt udi Silke blød;
Store gule Lokker
Om Skuldrene nedflød.

De klare Taarer trilled
Paa hendes Rosenkind.
Sukke steeg fra Barmen,
Hun var saa mod i Sind.

Saa fyldte hun det gyldne Horn,
Alt med den brune Mjød.
Derpaa med Tugt og Sømme
Ung Alver hun det bød.

Han skued paa den venne Møe,
Sit Blik mod Jord hun slog,
Kunde for Graad ei tale,
Da hendes Haand han tog.

Og hør du Blomme faur og fiin,
Hvad jeg sige dig!
Hvad saa dit Hjerte knuger,
Du følge ei for mig!

Ak, ak! du ædle Ungersvend,
Som kommen er til Gaard!
Min Smerte og min Kummer
Ei lindre du formaaer.

Min Fader var en Greve riig,
Og dertil vild og stolt.
Hans Hovmod har forsanden
Vor store Sorg forvoldt.

Jeg var kun et lidet Noer,
Min Moder sad ved Teen;
Ind da kom de Trolde,
De gjorde os stor Meen.

Min Fader hug de Hovdet fra,
Udi den Borgegaard,
Hvor livløs nu, som Stene,
Hans gode Kjemper staaer.

Min Moder ligger i sorten Muld,
Alt under grønnen Lind,
Ingen kom da siden,
Af Borgen ud eller ind.

Den mægter kun at frelse mig,
Som Raad af Død mon faae,
Som Tryllesværdet fører,
Den Jotun sliver paa.

Og kan kun saadan frelse dig,
Da er det sikkert mig;
Du sige kun hvorledes,
Jeg redder, Hulde, dig!

Lovet være Himlens Gud,
Est du min Frelser kjær!
Rid dig rundt om Borgen,
Alt med dit blanke Sværd.

Rid forbi det Borgeled,
Vel trende gange tre!
Sagt det er at Under
Heel store da vil skee.

Ung Alver red om Borgeled,
Vel trende gange tre;
Store var de Under,
Han brat da fik at see.

Jorden bæved trindt omkring,
Det blev den svarte Nat.
Derpaa med langsom Torden
Fremlyste Dagen brat.

Guldklokken høit fra Taarnet klang,
En Stork derhen sig svang;
De blanke Mure skinned,
De høie Port opsprang.

Glammed bidske Hunde høit,
Stamped stolten Hest;
Ind reed Alver atter,
Alt som han kunde bedst.

Buldred da de Kjemper stærk
Udi den Borgegaard,
Sjunge høit af Gammen,
Med Spyd paa Skjold de slaaer.

De Møer løbe hid og did,
At skjænke Viin og Miød,
Herlig blussed Kinden,
Som Rosenblommen rød.

Ung Alver fanger Jomfru fiin,
Og saa dertil den Borg.
Tak have nu den Ridder,
Han endte al den Sorg! -