I lange hvide Klæder,
Buxbom ved Kistens Ender,
Med duftende Levkøier
I mine kolde Hænder;

Paa Brystet Dødens Sløife,
Paa Læben Dødens Hvile -
Hvor kan du troe, at nu jeg
Vel kunde lee og smile?

Jeg hører nok dig hvidske:
„Jeg elsker dig!" og græde -
Men jeg er død af Smerte,
Jeg kan ei døe af Glæde.