I Silke stod Grevinden
Blandt Blomster paa Altanen,
Og svang den lette Solskjerm,
Og kasted Brød til Svanen.

Ulykken rammer Alle!

Paa sine Knæe i Haugen,
Bag Ranken og Melonen,
Laae, med de brune Hænder,
Blandt Ukrudt Lugekonen.

Ulykken rammer Alle!

Hun vendte halvt sit Aasyn
Mørkt imod Slottets Fløie:
„Gud trøste os, som Trældom
Og Solens Brand maae døie!"

Ulykken rammer Alle!

Og Prindsens Jæger svang sig
Af Hesten svedt og støvet;
Sølv paa hans Klæder funkled
Som Morgendug paa Løvet.

Ulykken rammer Alle!

Og han Grevinden rakte
Et Brev med Guldrand ziret;
Hun læste henrykt Brevet,
Og kyssede Papiret.

Ulykken rammer Alle!

Men Greven stod bag Døren -
Det Syn ham ei forlysted -
Han stødte hende Dolken
Til Hæften ind i Brystet.

Ulykken rammer Alle!

„Kom hjem, kom hjem, Margrethe!"
Skreg en fortvivlet Stemme
Fra Haugeportens Gitter:
„Det Barn, som du lod hjemme —"

Ulykken rammer Alle!

„Vor lille Søn, som smilte
Da du forlod ham, Qvinde,
Er styrtet ned i Brønden,
Og Ingen kan ham finde."

Ulykken rammer Alle!