Du er bestandig kummerfuld,
Min Ven, det er ei ret.
Man kan paa dine Øine see,
Nu har Du atter grædt.

»Og har jeg atter eensom grædt,
Det er min egen Sag,
Lad Taaren flyde, naar den vil,
Den lindrer Sorg og Nag.«

Hør dine glade Venners Raad,
Kom til os; her er Ro!
Og har Du ogsaa meget tabt,
Dit Tab du os fortro

»O sværm I kun! I ane ei
Hvad mig har qvalfuld gjort.
Gud veed! jeg har vel intet tabt,
Skjøndt Savnet er saa stort.«

Nuvel! klynk ikke som et Barn,
Frisk strømmer jo dit Blod!
Af Kræfter har du meer end nok
Brug til Bedrift dit Mod.

»O kunde jeg erhverve det?
I daarlig mig forstaae.
Det er saa høit, det er saa skjønt,
Som Stjernen i det Blaae.«

Forlanger du da Stjernerne?
Til Pragt er de kun sat.
Og henrykt vi mod Himlen see
Den stjerneklare Nat.

»Ja henrykt seer jeg ogsaa op
Om Dagen, til min Trøst;
Lad mig da græde Natten bort,
Saalænge jeg har Lyst.«