Den gule Strøm i Aftenrøden bølger
Om Fjeldets Kant;
I Qval og Fryd min Længsel tro den følger,
Som vild oprandt,

Da hist ved Rankens Drueguld hun vendte
Sit Blik mod mig,
Da Elskovs søde Ahnelser hun tændte
I Barmen mig.

Vaarknuppper slyngde over Blomsterbanen
En broget Krands,
Og Phantasia sang paa Sølversvanen
I Rosenglands.

Tidt Ungersvendes Graad i stille Kammer
Paa Blomsten randt,
Naar aldrig Barmens stærke Attraaesflammer
Han mildned fandt.

Tidt vandred han til Kirkegaardens Linde,
Den dunkle Vei,
Blandt Gravene sin svundne Fryd at finde,
Og fandt den ei.

Saae drømmende sin Grav alt hæve
Sig blomsterstrøed,
Og blege Lilier paa Graven bæve
I Maanens Glød.

Kun sagte hvidsked han sin Sorg, den kjære,
Til tause Dal;
Dog nu formaaer ei Hjertet meer at bære
Den lange Qval.

Livsalige, du med de gyldne Lokker!
O hør du mig!
Blidt toner det, som fjerne Sølverklokker:
Jeg elsker dig!