Mellem Lolliker tilhuse,
Ubekjendt, en frygtsom Mø,
Var i mange Aar min Muse
Paa den fugtigkolde Ø.

II
I mit Kammer sluttet inde
Randt for hende Tiden hen -
Knap hun havde en Veninde,
Endnu mindre nogen Ven.

III
See, da blev hun utaalmodig,
Saae i Speilet sig: hvordan?
Ak, din Synd mod mig er blodig,
Utaknemmelige Mand!

IV
Er ei disse Lokker lange?
Denne Kløft i Hagen smuk?
Ikke mere som en Fange
Vil jeg høre dine Suk.

V
Jeg vil ud; det er paa Tiden -
Aabn mig Døren! — og hun gik -
Som bekjendt, ei længe siden
Er det, hun sin Frihed fik.

VI
Hvo beskriver nu min Spænding,
Mine Tvivl: hvordan det gaaer?
Hvad man siger? hvilken Vending
Hendes Flugt i Verden faaer?

VII
Sneen taarned sig paa Marken,
Modløs jeg i Hjemmet sad,
Noa liig, beklemt i Arken,
Da der bragtes mig et Blad -

VIII
Trøsteligt som Oliebladet -
Venlig Hilsen var deri;
Skriften saae jeg, perleradet,
Fuld af Riim og Poesie.

IX
Fra hvem anden kan vel disse
Linier komme, end fra ham?
See i Krogen! — Ja, tilvisse!
Det bekjendte Monogram!

X
Ham, jeg elsker! ham, jeg ærer!
Hvem Apollo, dobbelt god,
Gav mig til en dobbelt Lærer -
O, det styrkede mit Mod!

XI
Han, hvis faderlige Venskab
Jeg alt nød som Ungersvend,
Har med Musen gjort Bekjendtskab,
Og er ogsaa hendes Ven!

XII
Af sin egen Muse drevet,
I sin egen, muntre Stiil,
Har han letbegeistret skrevet,
Flyvende, med Hast og Iil -

XIII
Linier, saa yndigt vundne
Som den Krølle, Venus slaaer
Om sin Finger, og dog bundne
Som Apollos Pandehaar.

XIV
Lunefulde, alvorsfulde,
Lægende, af bedste Slags,
Men især fra vennehulde -
Derfor maa jeg svare strax.

XV
Svare som mit Hjerte byder,
Takke som jeg bedst formaaer,
Ihvor svagt det ogsaa lyder
Og hvor daarligt end det gaaer.

XVI
— Medens Bonde-Slæden tumler
Henad Veiens glatte Spor,
Paa en Sygereise, mumler
Jeg i Skjæget disse Ord: -

XVII
Alle skjønne Glæder samle
Sig om ham, der i mit Bryst
Vennehuld betvang de gamle
Tvivl og skabte uvant Lyst!

XVIII
Muserne, i Chor tilsammen,
Eros, ak, den sjeldne Gjæst,
Være hos ham, tænde Flammen
Til en evig Ungdomsfest!

XIX
Lad kun Sygeskaren ringe!
Lad kun Klagen sukkes frem!
Vise Raad vil Alle bringe,
Som fra Oldtidstemplet, hjem.

XX
Og naar tusind Krandse hænge,
Ofrede til Templets Gud,
Legende med Lyrens Strenge
Hvile Lægehaanden ud!