Kjære Nanna! det er simpel Pligt,
At jeg svøber udenom de fine
Strømper fra din Søster Josephine
Dette ubetydelige Digt.

Saadan tomme, tynde, slappe Ting,
Saa pedantisk parrede tillige,
Som dog Strømper ere, sandt at sige,
Kan behøve et poetisk Sving.

Kan behøve en rhetorisk Pen
Og en nogenlunde fyrig Taler,
Som den blege Skjønhed anbefaler,
Naar den oversendes til en Ven.

Ak, det dorske Stof, med uvis Form,
Disse bløde, matte Elementer,
Dette Chaos af en Traad — det venter
Paa sin egentlige Skjønhedsnorm.

Paa en Skaberindes søde Bliv;
Paa at faae et Indre, for hvis Kræfter
Alt det Ydre yndigt giver efter,
For at faae et Indhold og et Liv.

Skjænk dem dette — disse blege, smaa,
Sammentrykte, ganske flade Stakler!
Du kan gjøre, veed du nok, Mirakler,
Naar du bare vil dem trække paa.

I et Attelier en Marmorsteen
Kan ei runde sig med mere Ynde,
End de lykkelige, glatte, tynde
Strømper, naar de slutte om dit Been.

Søg de smidiglange Skafters Ly!
Lad dem fange blødt i deres lækkre
Huulhed alt det Fyldige og Smækkre,
Som hos dig er ikke sky, men bly.

O, jeg seer dem alt — du har dem paa -
Glatte, glindsende — af over hundred
Kjenderblik omspeidet og beundret!
Dog de ikke mindste Rynke slaae.

Denne Blomstudvikling, dette Spring
Til en Stilling, som for Strømper immer
Er forenet med uhyre Glimmer,
Gjør dem til interessante Ting.

Og er virkelig en Trøst for dem,
Der for Øieblikket ikkun have
Denne ubetydelige Gave
Paa din Fødselsdag at bære frem.