Fra grønne Bakker — svulmende paa Øen
Som ude paa det Dybe Havets Bølge -
Skal min Blik til Horizonten følge
Dit hvide Seil henover Østersøen.

Du resier bort til Nordens Klippestrande,
Til Bjerget, der er Fader til vor Slette:
Hils ham, den mørke, havombruste Jette,
Der endnu trodsig rynker Bryn og Pande!

Der knuser Østens Storm i sine Kløfter,
Og med det frie Granbar høit sig krandser!
Der, trods det store, tunge Klippepandser,
Dog Kæmpefoden meer og mere løfter!

Forstaa hans Vink! Lad nordisk Mod og Mæle
Forkynde Fremmede hvorfra du stammer!
Fortvivl ei om det Fædreland! Det ammer
Et Kuld, som Trældomsaaget ei skal qvæle.

Fortæl, at Frihedslyst i Danmark svulmer!
En Skare Ynglinger er alt herhjemme,
Hvis Haab og Dristighed man ei kan skræmme,
Og Mænd, hos hvem det under Asken ulmer.

Fra disse Høider vifter jeg med Hatten,
Og ønsker dig Farvel paa Sømandstoget!
Farvel, naar Solen lysner Dannebroget!
Farvel, naar Stjernen leder dig om Natten!