Til den svundne Tid, paa min Ære,
Hendrages med Længsel mit Blik;
I Verden var dengang godt at være;
Dagene kom og Dagene gik.

Jeg veed ei hvormed jeg skal stoppe
Den usle Trængsel, den lave Nød;
Død er Vor Herre, han deroppe,
Og Fanden, dernede, er ogsaa død.

Saa flaue ere nu Aarets Dage,
Saa dorskt og dødt det hele Spil,
At, var ei den smule Amour tilbage,
Saa var der sletintet at holde sig til.