Blus, Kinder ei saa purpurrøde!
Løft, Huldeste, det Blik, du sænker!
Amor, det veed du, hader Lænker,
Og ei at tro paa ham er Brøde.

Lad alle Hensyn være døde!
Alt, hvad vor Kjærlighed indskrænker!
Først naar paa Ingenting man tænker,
Kan Sjælene ætherisk gløde.

Der er en Lov for Lidenskaben
En himmelsk Ret, en jordisk ikke,
For visse svage Øieblikke

For Hjertets smeltende Fortaben
Og Dydens melankolske Engel
Maa vige Sædet med sin Liliestengel.