Sig med fornyet Kunstbrug Møie give,
Er hellig Pligt, vi dig paa Hjerte lægge:
Du ogsaa kan, som vi, bestemt dig strække
I Takt og Skridt, som vi dig foreskrive.

Thi just naar Muserne sig ømt hengive,
Man trænge kan til en Afluknings-Hække;
Og hvordan end sig Kyssene udklække,
Saa maa tilsidst dog Værket fuldendt blive.

Saa gad jeg selv i kunstige Sonnetter,
Og paa sprogklygtig Metrums Skjønhedskrykker,
Det bedste, Følelsen mig skjænket, rime.

Jeg veed kun ei hvordan jeg bedst det retter,
Jeg snitter ellers helst af hele Stykker,
Og maatte dog iblandt nu ogsaa lime.