Bag Vestens Bøgeskove,
I Bølgerne sank Solen -
Hun sad og saae mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.

Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes,
Greb, med de slanke Fingre,
Hænder, som Aphrodites.

Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke -
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke.

Om jeg, som Solen, skulde
For hendes Fødder falde?
Om lukke mine Øine,
Som Haugens Blomster alle?

Da saae jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt -
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt -

O, hvis den runde Nakke
Som Solen nu sig sænkte!
Jeg aabned mine Arme -
Det skeete, som jeg tænkte.