Et bredfuldt Bæger er det Tid at løfte
Paa Pagtens Dag, som femte Gang oprandt!
Et mandigt Chor, høitrungende, skal drøfte,
Om Folkets Eed var Alvor eller Tant;
See, alle Danmarks sommergrønne Lunde
Til tusind Krandse snoe sig Landet om,
Og Havet lytter, gjennem Sø og Sunde,
At høre Gjenlyd af den faste Dom.

Saa hør da til! Forkynd vort glade Stævne,
Vort kjække Haab om tro Samdrægtighed.
Den femte Juni vi med Stolthed nævne
En Helligdag, hvorover lyses Fred!
Som Sæden, gjemt paa Nordens Vinteragre,
Har brudt sin Skal, og blomstrer frodig frem,
Saaledes steg vor Frihed op, den fagre,
Og skygger nu om vore Fædres Hjem.

Hvad længe i vort Indre dybt sig rørte,
Vor Trang til Daad og mandig, fri Bedrift,
Vor Konge mildt, i Farens Stund, bønhørte,
Og Danmarks Grundlov fik hans Underskrift;
I Folkets Hjerte er den trygt bevaret,
Der holdes den i hellig Varetægt,
Med Jubel feiret og med Kraft forsvaret -
Den bedste Arv for Danmarks unge Slægt!

Ja hører til! Forkynd det over Jorden!
Vor Troskabseed gjentages denne Stund:
Høit leve Friheds unge Pagt i Norden!
Saa toner det fra Mark og Skov og Sund,
Hvad vi besvore, vil vi ærligt holde -
Gid Rigets Lov maa uforkrænket staae,
Saa længe vi kan løfte danske Skjolde
Og Dannebrogen vaier i det Blaae.
Autor.