Hvis jeg ei skrev et Brev til min Cousine,
Da sagde vistnok Folk: han skrive kan til Mine,
Til Mikke, Mette og til Coelestine,
Men intet skriver han til sin Cousine;
Tvi ham den slemme Gast! Hvor lærte han vel Noder?
Hvor blev han vel saa buursk? Man aldrigen formoder,
At finde saadan Skalk paa ordentlige Kloder!
Mon han vil føre ind i Landet nye Moder? -
Det vist jeg høre fik; men jeg mig kjønt betakker,
Og meget heller snakker
Et vers fra Leveren, saa er jeg ingen Prakker.
Saa hør da nu, min Rosenstilk og Blomme,
Min søde Fætterske, hvad af din Fætters Lomme
Vil komme!
Det er i Reverenz, Min Glut, af din Geburt,
Jeg rækker dig et Skrift, en saare ringe Urt,
Hvori dog Rimene de gaae som de var smurt.
Jeg ønsker, at du maa al Held og Lykke faae,
Og stedse frem i Dyd og udi — Tydsken gaae;
I dandsen ønsker jeg, du aldrig maa forkjøles,
Og ei paa Blegdamsvei for grumt i Vinter søles;
Iligemaade du Tallerkner aldrig tabe,
Ei snitte Fingeren, vil Gulerod du skrabe,
Samt ikke faae en Mand, af hvem du tidt maa gabe!
Og nu farvel! Hils Søster Caroline
Og Broder Christian, som læser sit Latine! -
See, saa nu fik jeg dog et Brev til min Cousine!