Jeg vidste dengang ikke,
Men lærte det for silde,
At du er streng som hine
Rødttatoveerte Vilde -

Om hvilke jeg har læst, at
Etsteds — Gud veed, hvor Øen
Coralbygt netop speiler
Sin Palmebusk i Søen -

Er det en Lov, at den, som
I Andres Skygge træder,
Og navnlig i en Dames,
Ansees for en Forræder,

Der har sit Liv forvirket;
Og, skal han Naade have,
Dog idetmindste bøder
Sin Levetid som Slave.

Velan, jeg er din Slave;
Det kan ei andet være!
Men stærk maa Boien laves,
Som denne Hals skal bære.

Du finder, skal jeg længe
I Fangenskabet sukke,
Tro mig, i dine Arme
Kun et forsvarligt Lukke.