Rask hvirvles vi i Tidens store Dands
Vild famlende blandt Haabets gyldne Ranker;
Til Kamp, til Lyst gaaer Veien, Hjertet banker -
Da tabes Øieblikkets friske Krands.

Da røver Glemsel det Forgangnes Glands,
Men huld og blid en Møe paa Veien vanker;
Vemodig hun de tabte Blomster sanker,
Og følger efter med sin blege Krands.

Naar Øiet stundom da tilbageskuer,
Da staaer hun smilende, paa Krandsen peger,
Og ved hvert et lille Blad fornøier sig.

Naar ogsaa Dem bestraaler Mindets Luer,
O gid der da, i hendes Blomsterbæger,
En duftsød Reseda maa staae fra mig!