Pater Hugo, jeg er bange!
Ud af Klostrets mørke Gange
Lad os lede vore Fjed;
Hvis et Gjenfærd i sit Lagen
Mødte os paa dette Sted? -
„Det gjør Ingenting til Sagen,
Donna Rosa, følg kun med!"

Hvor den sorte Gang sig hvælver!
Ikke mindste Lys — jeg skjælver!
Nu fordobler Mulmet sig -
Ak, det tog mig under Hagen,
Jeg maa holde mig til dig -
„Ganske rigtig, det er Sagen,
Donna Rosa, stol paa mig."

Pater Hugo! jeg kan føle -
Ak, lad os dog ikke nøle!
Himmel, hvilken Rædselstund!
Har jeg nogentid seet Magen -
O, nu kysser det min Mund!
„Kors dig, det er Hovedsagen,
Donna Rosa, kors dig kun."

Pater Hugo, viid, det klemmer
Og det trykker — jeg fornemmer -
Ak, igjen et Kys — et nyt -
O, det er saa klart som Dagen,
At det Sted vil blive rødt! -
„Barn, hvad gjør et Kys til Sagen,
Naar det blot er langt og sødt?"

„Du har lært ved denne Vandring,
Hvilken lykkelig Forandring
Spøgelsernes Væsen tog;
Hvor i fordums Tider Dragen
Gift ud af sin Strube jog,
Der, det ligger klart for Dagen,
Kun et Kys den Slemme tog."

„Du vil aldrig være bange
Mere for i Klostrets Gange
Ind at vove dine Fjed;
Du vil aldrig løfte Klagen,
At det er et Rædselsted -
Naar — det er mit Raad i Sagen -
Pater Hugo følger med."