Vogn, dorske Sjæl! vogn op, hvor kan du sove?
Den dybe Nat staaer i den lille Stue.
Seer du bag Ruden ei hiin Stjernelue?
For dig den lyser, og for vilde Skove,

For tause Bye, for Havets mørke Vove.
Klar tegner den sin Vei paa dunkle Bue;
Den kan sin egen søde Glands ei skue,
Den fromme Pilgrim kan kun Herren love.

O Himmelvandrer! Straaleklædte Stjerne!
Afspeilet i min Sjæl fra natblaa Fjerne!
Som du, en Himmelblomst, jeg var saa gjerne!

»Saa fold da ud, hvad i dit Bryst har hjemme!
Og kan end Jorden ei din Duft fornemme,
Ham møder den!« — saa lyder Stjernens Stemme.