Som i Onyxens dunkle Aarer vinder
De skjønne Former sig i dunkle Halle,
De røde Lys med Ildcouleurer falde
Paa Billedstrømmen, som i Ord henrinder.

Blaaøiet Dag fra Ruden Vei dog finder,
For mørke Grund et himmelklart Krystalle.
Med Dagens Blomsterlys fra Vindvet kalde
De muntre Alfer og med Rosenkinder.

Sødtlyttende, paa Vingens Zephyrbæven,
Mod kolde Muur de varme Engle gløde,
Vil Krandse hen til Musapræsten bære.

Ha — underfuld i Tausheds dybe Svæven,
Blandt Stjerner halv og halv i Aftenrøde
Staaer Poesiens maanedunkle Lære.