I Skov, hvor Bøssen knalder,
Hvor Jægerhornet gjalder,
Og Hundekobblet gjøer;
Hvor Fugl, med knækket Vinge,
Og Dyr, med saaret Bringe,
Forbløder sig og døer -

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Hvor Hundekobblet gjøer -

Der blomstrer opgsaa stille
I Skyggen Blomster vilde,
Og der er Græsset blødt;
Og fløiter Nattergalen,
Saa tystner det i Dalen,
Mens Bærret modnes rødt.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Ja Skovens Græs er blødt.

Og Maanen med sin Flamme
Oplyser Egens Stamme
Saamangen deilig Nat;
Da dandse Alfer hvide,
Mens Himlens Skyer glide,
I Ring om Ellekrat.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Saamangen deilig Nat.

I Høst, naar Laden fyldes,
Naar Bøgens Blad forgyldes,
Er Skovens muntre Fest;
Saa drager til det Grønne
De Unge og de Skjønne.
Tilfods, tilvogns, tilhest.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Saa er det Skovens Fest.

Naar Duggen er af Græsset,
Fra Byen ruller Læsset,
Til Skoven ile vi,
At lokke Haslens Nødder
Fra Toppen til dens Rødder -
Den Sommerjagt er fri!

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Til Skoven ile vi.

See, Skallen springer gjerne!
Kom frem, fuldmodne Kjærne,
Kom frem af Skjulet nu!
Kun Damehænder bløde
Er hvide og er søde
At kysse paa, som du.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Kom frem af Skjulet nu!

Og mangen Vinteraften
Naar perler Druesaften,
Den brune Nøddeskal,
Som skjønne Tænder knække,
Erindringer os vække
Om Nøddetouren skal.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Den brune Nøddeskal.

Om Dagen i det Grønne,
Da jublende de Skjønne
Blandt unge Hasler sang;
Da Børn med Nøddeposer,
Selv Skovens bedste Roser,
I gule Blade sprang.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Da vi i Skoven sang.

Om Dagen i September,
Om Skovens grønne Kæmper,
Om Sommerhimlen blaa,
Om Venner og Veninder
Skal I os være Minder,
I brune Nødder smaa!

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Det vil vi huske paa.