Og kommer Natten, falder Dug i Enge
Og Trætheds tunge Blyhaand paa dit Hoved,
Saa husk at Vaagen er med Søvn trolovet,
Der valmukrandset vinker dig tilsenge.

Men Druer, dunkelblaae, safttunge, hænge
Om bløde Arm, hvor du er blidt indsovet,
Begeistrende de gode Aander voved
Af Natten skjult ind i dit Hjerte trænge.

Og Himlen dig bereder Morgnen atter,
Indluller kyssende forgrædte Øie,
Staaer hellig Vagt ved Uskylds stille Leie.

Sov derfor sødt! og om du end ei fatter
Det dunkle Drømmeliv, sendt fra det Høie,
Priis dog den gode Faders skjulte Veie!