Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,

Faae et sælsomt Liv om Natten -
Stige ned og som i gamle
Dage sig i Cabinettet
Hyggeligt og muntert samle.

I de bløde Lænestole
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler rosenlæbet.

Ridderne som man om Dagen
Paa Tapetet knapt kan mærke,
Læne sig til Stoleryggen,
Brune skjægede og stærke.

Støvede Tangenter trykkes -
O vidunderligt at høre!
Gammeldags Galanterier
Hvidskes i et yndigt Øre -

Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke -
See! bag Viften blegner Damen,
Angst for Morgenrødens Blikke.

Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter, som den hele Vrimmel
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel. -

Saadan gaaer det ogsaa Sjælenss
Underfulde Billedværker,
De forsvundne Symphatiers
Efterladte Mindesmærker.

Glemsel som et Møl dem gnaver,
Tiden slukker deres Farve -
Kun Erindringsnatten bringer
Flygtigt Liv i deres Larve.

Og, som fra Tapetet, stige
Falmede Figurer, — lægge
Sig paa den bekjendte Sopha
Og gemytligt Benet strækket.

Blade i den gamle Bøger
Stoppe sig den gamle Pibe;
Ja, de trofastgamle Hænder
Hjerteligt hinanden gribe.

O, man gantes, gjør sig over
Spøgelser og Geister lystig -
Selv ved Hanegalet favner
Vennen Vennens Skygge trøstig,

Sukker sit: a rivederla!
Og, som jeg i Aften, smutter
I Tapetet — Ak, idet jeg
Kjære Krogh; Epistlen slutter.