Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,

Faae et sælsomt Liv om Natten -
Stige ned, og som i gamle
Dage, sig i Cabinettet
Hyggeligt i Maanskin samle.

I de bløde Lænestole
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler, rosenlæbet.

Ridderne, som paa Tapetet
Man om Dagen knapt kan mærke,
Læne sig til Stoleryggen,
Brune, skjægede og stærke.

Støvede Tangenter trykkes -
Svundne Toner kan man høre -
Gammeldags Galanterier
Hvidskes i et yndigt Øre.

Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke -
See! Den Skjønne blegner bag sin
Vifte, angst for Solens Blikke.

Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter som den hele Vrimmel
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel. -

Saadan gaaer det ogsaa Venskabs
Stille Tegn og Billedværker,
De forsvundne Symphatiers
Efterladte Mindesmærker.

Glemsel, som et Møl, dem gnaver,
Tiden slukker deres Farve -
Kun Erindringsnatten bringer
Flygtigt Liv i deres Larve.

Og, som hist i Borgen, stige
Falmede Figurer, flade
Tegninger, i Mindets Time,
Ud fra disse hvide Blade -

Færdes som i svundne Tider,
Sladdre sammen, gjør sig lystig -
Selv ved Hanegalet rækker
Man hinanden Haanden trøstig -

Sukker sit: a rivederla!
Og, som jeg i Aften, smutter
I Tapetet — ak, idet jeg
Verset her paa Bladet slutter.