Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,

Faae et sælsomt Liv om Natten -
Stige ned, og — som det gamle
Herskab fordumstider — sig i
Maanskinscabinettet samle.

I de bløde Lænestole
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler, rosenlæbet.

Og en Riddersmand — om Dagen
Neppe kjendelig for Synet -
Læner sig paa Stoleryggen,
Stærk, sortskjæget, dunkelbrynet.

Gjennem Buevinvet glimre
De forgjyldte Instrumenter -
Hvide Skyggehænder jage
Over støvede Tangenter.

Klang fra de forsvundne Tider!
O vidunderligt at høre!
Gammeldags Galanterier
Hvidskes i et yndigt Øre.

Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke -
See! Hun blegner bag sin Vifte,
Angst for Morgenrødens Blikke.

Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter som den hele Vrimmel
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel
Saadan smutter bort fra Dagens
Færdsel ogsaa Sjælens Mærker,
De forsvundne Sympathiers
Efterladte Billedværker.

Glemsel, som et Møl, den gnaver,
Tiden slukker deres Farve -
Kun Erindringsnatten bringer
Flygtigt liv i deres Larve.

O, men skjønne, elskelige,
Spøgelserne kan fremtræde,
Og i mangen Dæmringstime
Lever op den gamle Glæde.

Fra Tapetet stige Mindets
Falmede Figurer, — lægge
Sig paa den bekjendte Sopha
Og gemytligt Benet strække.

Fruen, men ætherisk Hvidhed,
Bringer Lampen. — Marianes
Øine funkle med et Mørke,
Hvori Sjælens Flammer anes.

Talen sig gymnastisk øver,
Springer Buk, som fordums Dage -
Ja, paa Bordet fyldes Glasset
Og de gamle Retter smage.

O, man gantes, gjør sig over
Spøgelser og Geister lystig -
Selv ved Hanegalet rækker
Man hinanden Haanden trøstig.

Sukker sit: a rivederla!
Og, som jeg i Aften, smutter
I Tapetet — — kjære Christian,
Ak, idet jeg Brevet slutter.