Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syete Sting i Sting af Silke,

Faae et sælsomt Liv om Natten -
Stige ned, og — som i gamle
Dage, sig i Riddersalen
Hyggeligt og muntert samle

I de bløde Lænestole
Damerne, med Atlasslæbet,
Blændende sig atter kaste -
Munden smiler, rosenlæbet.

Ridderen, som fra Tapetet
Bleg og gusten man erindrer,
Læner sig paa Stoleryggen,
Stærk, sortskjæget — Øiet tindrer.

Guld og Perlemoder glimrer
Paa de gamle Instrumenter -
Og ætherisk hvide Hænder
Trykke støvede Tangenter

O vidunderlige Toner!
Klang af svundne Tider høres!
Damens fine Haand med Anstand
Op til Ridderskjæget føres -

Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv — hvis ikke -
See! Hun blegner bag sin Vifte,
Døsig stirrer Herrens Blikke -

Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter som den hele Vrimmel
Ind i Muren, i Tapetet -
Dagen seer kun Støv og Skimmel

O, hvor skjønne, nydelige
Spøgelser kan ei fremtræde!
Ja, i Mindets Dæmringstime
Lever op den gamle Glæde.

Mange lyse Nætter, fulde
Af en yndig Gjenfærdsvrimmel,
Ønsker jeg en ung Veninde,
Ret en fuld Erindringshimmel.