Den Maane den synger en underlig Sang,
Og det kan mit Hjerte fornemme,
Som hørte den før vel mangengang
At nynne, den venlige Stemme!

Den synger om Blomster, de hvide, de blaa,
Saa sjælden, saa sjælden om røde,
Den synger om Piger, som grædende staae,
Om venlige Piger, som døde.

Og stormer en Dreng med Ild i sit Blik,
Forbi, hvor den dæmrende funkler,
Den synger om Længsler, som Hjertet fik,
Om Taarer, som Øiet fordunkler.

Mig lyste den mildt da Ida jeg saae,
Og Pilen foer mig i Brystet;
Men Ida blev kold i det natlige Blaae,
Hun løfter ei Amor til Brystet.