Just nys var den vandet med brusende Strøm
Den Rose, som Anna fik sendt
I fuldeste Flor den sænked sig øm
Med Hovedet mod Jorden vendt

Hele Bægret var fyldt, og vaadt hvert et Blad
Og den lod for phantastiske Blik
Som længtes den efter den Busk, hvor den sad,
Og græd for hver Knop den forlod.

Jeg greb den — dog var den for drivende vaad
At pryde din skjønne Gestalt -
Jeg svang den i Luften for hastig, for kaad -
Den knak, og i Støvet den faldt

Det ligner, udraabte jeg, Maaden man har
At pine det følsomme Bryst
Uagtsomt brydende Hjertet, der bar
Sin Kummer med Vemods-Lyst.

Denne Rose, var den ei rystet saa haardt
Var ikke forgaaet med Iil;
Og den Taare, som viskes med Skaansomhed bort
Paafølges maaskee af et Smiil