Jeg var saa tidt saa sværmerisk allene:
Ved Strandens Bugt, hvor brede Bølger skylle,
I Skov, hvor Nattergalene fortrylle,
Hvor ofte var jeg henrykt, skjøndt allene!

Der var saa roligt bag de tætte Grene;
Naturens Aande kunde Brystet fylde,
Fjernt saae jeg Solen Taarnene forgylde,
Her var jeg tryg og glad, skjøndt jeg var ene.

End skjønne Eensomhed, Du, tidt mig favner,
Og jeg kan Himlen see fra Dine Skygger,
Men ak! for Længslens Savn Du ei betrygger.

Et Væsen nu, den Elskede! jeg savner;
Hvad er selv al Din Ro foruden hende?
Til Elskovs Eensomhed der hører tvende.