Kom! du vakler jo af Træthed,
Og kan ikke taale Støvet;
I de smuldrende Ruiner
Har vi alt for længe tøvet.

„O, jeg kan mig ei løsrive
Fra det lille, sorte Billed!
Seer du, hvad af Oldtidsmythen
Konstneren har forestillet?

Psyche! Hvilken Engleskabning!
Piint af trende Amoriner.
O, hvormegen martret Uskyld
Ligger der i hendes Miner!

En har bundet hendes Hænder;
Og den anden, med sin Fakkel,
Brænder lige under Brystet
Den afmægtigblevne Stakkel.

Men den tredie, som svæver
Over hendes Hoved — Grumme!
Hælder ned i hendes Lokker
Giften af sin gyldne Kumme."