Hvor Richard Løvehjerte
Begravet, man os viste,
Du støtted i Capellet
Dig til hans Kobberkiste.

Fra dine unge Kinder
Var Sundhedsfylden veget,
Og deres Roser havde
En tidlig Kummer bleget.

Du støtted dig, som aned
Du, at den dæmringsfulde
Gravhvælving efterstræbte
Dit Hjerte med sin Kulde.

Som om den tappre Fyrste
Din Uskyld maatte kjende,
Og ridderlig mod Døden
For dig sin Bue spænde.

Men han er selv beseiret
Og fanget af din Fiende -
Tomt hænger nu hans Harnisk
Og stumt hans Horn derinde.