Man vil vide, at Harpen, jeg slaaer for min Møe,
Den var eengang en Havfru, som sang under Søe
Og som sværmed hver Aften i Bølgernes blaa
For paa Stranden den Yngling, hun elsked, at naae.

Hendes Elskov forsmaaedes, hun sukked forladt,
Sine Guldhaar hun vædet med Taarer hver Nat
Indtil Himlen med Ynk over tro Elskovs Nød
Den skjøn Havfru gav Form af en Strengeleg sød.

Endnu Kinden gav Smiil, endnu Barmen steg rund,
Da hver Søeskjønhed svandt i den klangfulde Bund.
Hendes Haar, hver en Lok, der af Taarer var fuld,
Over Armene sænktes som Strenge af Guld

Deraf kom det, at Harpen sin Kjærligheds Fryd
Sammenblanded saa længe med Kummerens Lyd
Til du, Elskte har skildt dem, og lært hver især,
Er du fjern, tone Sorg, tone Lyst, er du nær.