Paa dette grønne Mos, det bløde, lad mig hvile,
Hvor Oleanderbuske røde ad mig smile!
Jeg har ei Lyst til Dandsesalens rige Glimmer,
Kun her, hvor Duggens Perler gløde, lad mig hvile!
Mit Øre brister ved de stærke Symphonier,
Hvor Nattergaleslag sig møde, lad mig hvile!
Jeg kan ei taale disse snevre Silkeklæder,
Løs op, løs op! hvor det er øde, lad mig hvile!
Jeg vil ei boe i Huset med de klare Lamper;
Hvor Høsten sine Blade strøede, lad mig hvile!
I veed, jeg drak mig syg ved Livets bittre Kilder,
O nu, hvor Kilderne er søde, lad mig hvile!
I veed, jeg fik mit Saar, hvor tusind Hjerter kæmpe,
O nu, hvor ingen mere bløde, lad mig hvile!
I veed, at Stormene min unge Lykke knuste,
Hvor Storme om min Gravsteen støde, lad mig hvile!
Ei nogen Levende mod denne Barm sig sænke,
I Armene paa en, som døde, lad mig hvile!