Frygt kun ei, at jeg forraader
Følelsen for disse Folk,
Skjøndt min Mund, af Dig begeistret,
Er en noget fyrrig Tolk.

I en Kjempeskov af Blomster
Ligger, i en Afgrunds Skjød,
Hin, den flammefulde Løndom,
Hin, den lønligdybe Glød

Funker Ilden lidt fordægtig -
Ha, det krummer intet Haar!
Verden her troer ei paa Flammer,
Og for Poesie det gaaer.