Min Sjæl er heed af Længslens Tørst,
Mit Bryst er tomt for Glæde.
Den muntre Fryd forlod mig først,
Nu kan jeg ikke græde.
Din Jord, min Herregud, er ei
Lysthauge meer, men Tornevei,
Og træt jeg er af Gangen.

O ræk din Haand fra Himlen ned,
At hjelpe mig i Nøden;
Min barnligfromme Kjærlighed
Den drages haardt med Døden.
Løft den til dig, en Englelil,
Op til dit Skjød, o Herre mild!
Mig Arme favner Graven.