Dæmrende kom Aftnen,
Stærkere slog Brændingen an,
Og jeg sad ved Stranden, og saae paa
Bølgernes hvide Dands,
Og mit Bryst svulmede som Havet,
Og i min Længsel greb mig den dybeste Hjemvee
Efter dig, du hulde Billede,
Som overalt omsvæver mig,
Overalt mig kalder,
Overalt, overalt,
I Stormens Susen, i Havets Brusen
Og i mit eget Suk -

Med dette lette Rør skrev jeg i Sandet:
„Agnes, jeg elsker dig!"
Dog ondskabsfulde Bølger udgjød sig
Over den søde Bekjendelse,
Og slettede den ud.

Skjøre Rør, forflyvende Sand,
Henflydende Bølger, Eder troer jeg ei meer!
Himlen formørkes, mit Hjerte forvildes,
Og med stærk Haand fra norske Skove
Rykker jeg den høieste Gran,
Og dypper den
I Ætnas glødende Svælg, og med en saadan
Ilddrukken Kjempepen
Skriver jeg paa det dunkle Himmelloft:
„Agnes, jeg elsker dig!"

Hver Nat luer herefter
Histoppe den evige Flammeskrift,
Og alle kommende Børnebørnsslægter
Læse med Jubel Himmelordene:
„Agnes, jeg elsker dig!"