Tak for Bægret af din Kilde,
Eremit, for dine Frugter,
For den Rosenkrands, du gav mig,
Som af hellig Virak lugter.

Tak for Veien, du mig viste
Til din gamle Hytte — Mulen
Havde ellers, dumt nok, ført mig
Lige ind i Røverkulen.

Tak for Kjøligheden i dit
Andagtskammer, gamle Sværmer!
Tak for Leiets rene Blade
Og din Kuttes bløde Ærmer!

Tak for hver en from Legende,
Som du vidste at fortælle,
Og Levvel! Mit Muuldyr ryster
Utaalmodig med sin Bjelde.

„Vandrer, tøv! her krummer Veien
Farlig sig om Fjeldets Kanter.
Jeg vil hente dig en Haandfuld
Underfulde, sjeldne Planter.

De er groede under Jorden,
Dybt i Bjergets Klippehule,
Hvor, forladt af Dagens Straale,
Sig de blege Urter skjule.

Dem har aldrig Dug forfrisket,
De er vant til eensom Kulde,
Dem har aldrig Sol opildnet,
Derfor er de lindringsfulde.

Du har sagt mig, for din Lykke
Intet Middel meer du vidste,
At i evig Angst du leved
For dit Kjæreste at miste.

Vandrer! gjem da disse Urter!
De vil dulme Hjertesorgen;
Sanct Laurentius, min Helgen,
Og Madonna er dig Borgen."

Tak, Ærværdige! det vil jeg.
Midlet er maaskee det rette.
Jeg har prøvet mange andre;
Nu vil jeg forsøge dette.