Emil Aarestrup

1800-1856

En Soirée

Med Hænderne paa Ryggen
Og Næsen sat i Skyen
Belærte mig en Herre
I — dog du kjender Byen.

At der maa altid gives
Et vist Slags Folk, som byde,
Og derfor ogsaa altid
Et andet Slags, som lyde.

At hines vanskelige
Forretning er, at herske,
Og disses derimod blot
Den simplere, at tærske.

Det var hos hine derfor
En medfødt Ret, at straale,
Saavelsom hos de andre
En medfødt Tvang, at taale.

Det nytted ei, at blæse
Friheds og Ligheds-Luren,
Det var nu eengang saadan
Indrettet af Naturen.

Man kunde føle Fryd ved
At trælle og at trænge,
Saavelsom ved at jage
Og tælle sine Penge.

Man havde meget godt af
Som Supplikant at bukke;
Seet fra det fromme Standpunkt,
Endogsaa af at sukke.

Der var en egen Vellyst,
Som ei man burde laste,
I at subordinere
Sig selv og underkaste.

Kortsagt, man maatte tilstaae,
Et vist, koldsindigt Væsen,
Et fornemt Kast med Hovdet,
Et nobelt Snit paa Næsen -

Tidt gjorde, at man maatte
Og ikke kunde andet,
End føle sig forlegen,
Ydmyget, overmandet — -

Jeg blev ham Svaret skyldig;
Fordybet hele Tiden
I een Betragtning, ændsed
Jeg ingen anden siden.

De første Ord, han yttred,
Mig bragte paa en Tanke,
Om hvilken alle andre
Sig snoede som en Ranke.

At der maa altid gives
Et vist Slags Folk, som byde,
Og derfor ogsaa altid
Et andet Slags, som lyde -

Det var en afgjort Sandhed!
Du fødtes til at byde,
Derom var intet Spørgsmaal,
Vi andre til at lyde.

Du — om ei flere — skabtes,
Indsaae jeg, til at straale -
Det var Naturens Orden -
Vi andre til at taale.

Du fik den fagre Holdning,
Det skjønne Blik i Eie,
For hvilket Herrer bukke,
Og alle Damer neie.

Men ogsaa vores ringe,
Subordineerte Sphære,
Den, følte jeg, den havde
Sin Sødme og sin Ære.

Som sagt, jeg fandt hans Paastand
Proisaisk, men forstandig;
Jeg knyttede ei Haanden,
Jeg nikkede bestandig.
107 Total read