Det havde nylig regnet,
Og Klokken var vel otte;
Med blanke, smaa Galocher
Gruusgangen du betraadte.

Og dine Spor jeg fulgte
I Parkens Poppellunde;
Jeg saae, to sorte Snegle
Krøb med, saa stærkt de kunde.

En Handske, du i Græsset
Blandt Jordbærranker glemte,
Lidt varm endnu af Haanden,
Fandt jeg og henrykt gjemte.

Hvor i Akazielunden
En Marmorgud staaer rolig,
Jeg saae dig hvile Armen
Paa Gudens Knæ, fortrolig.

Og, skjult af kjøle Skygger,
Med Taarer læse Brevet,
Som sidst din fjerne Elsker
Tungsindig havde skrevet;

Og trykke Kys paa Bladet,
Og næsten favne Stenen -
Selv stirred jeg paa Havet
Og paa Kastaniegrenen;

Og tænkte: hvo der hang nu
Høit, sværmerisk i Kronen,
Som denne Kramsfugl hænger
Livløs og qvalt i Donen!